Fonden for Entreprenørskab

Elever fra Holstebro rydder bordet i stor iværksætterkonkurrence ved Danish Entrepreneurship Festival 2021

Del
Ni elever fra Holstebro HTX havde så gode iværksætteridéer, at de fredag den 26. november vandt første-, anden- og tredjepladsen i Da Vinci-konkurrencen ved Danish Entrepreneurship Festival 2021.
ABCD Da Vinci 3. plads
ABCD Da Vinci 3. plads

Tusindvis af elever og studerende har i uge 47 dystet på gode iværksætterideer og -opfindelser til Danish Entrepreneurship Festival. Fredag den 26. november blev hele 11 vindere fundet ved et stort og festligt awardshow, og her tog holdene Team Teambox, KMN og ABCD – alle fra Holstebro HTX – henholdsvis første-, anden- og tredjepladsen i Da Vinci-konkurrencen, hvor eleverne med deres idéer skal løse en samfundsmæssig udfordring. 

Team Teambox, der tog førstepladsen, vandt for deres ide med en stigefod til forskellige underlag, som skal gøre stiger mere skridsikre og på den måde undgå faldulykker på arbejdspladser. 

- Vi er meget overvældede og overraskede over førstepladsen. Det var meget udfordrende, og vi brugte meget tid på at finde ud af, hvilket problem vi skulle løse. Men det er fedt at finde på nye ideer og være iværksætter, og når man så vinder en pris, så får man da selvtillid. Så nu skal vi lige færdiggøre vores uddannelser, men så regner vi da med, at vi skal ud og finde et problem, vi kan løse, og så leve af det engang, siger Nikolai Bjørn Hansen og Asbjørn Lund Dahl fra Team Teambox. 

Om førstepladsen siger dommerpanelet, at holdet har formået at kombinere faglighed med en god historie om deres idé. De har en gennemtænkt løsning, der nemt kan videreudvikles til andre produkter, og deres idé løser et reelt problem. 

Gruppen har vundet 10.000 kr. sponsoreret af Dansk Industri og uddelt af Sine Linderstrøm, fagleder for start-up og iværksætteri i Dansk Industri. 

En redesignet og vedligeholdelsesfri bikube sikrede andenpladsen 

Andenpladsen gik til teamet KMN for deres idé til at redesigne bikuben, så den fremstår mere æstetisk, og man gerne vil have den stående fremme. Den er gjort vedligeholdelsesfri, så man ikke behøver at have en fuld netdragt og en masse udstyr på for at have bier. På den måde kan man have et pænt insekthotel i haven og vide, at man gør noget godt for naturen. 

- Vi er superglade for andenpladsen, for det er mere, end vi havde regnet med. Vi har tidligere arbejdet med biodiversitet, og da vi fandt ud af, at antallet af bier i Danmark er stærkt faldende, så vidste vi, det var det, vi ville fokusere på. Det har været fedt at arbejde selvstændigt, men det har også været rart, at vi har kunnet få hjælp af vores lærere. Vi har virkelig gode faciliteter på vores skole, så der har ikke været grænser for, hvad vi har kunnet lave, siger Karoline Søvndahl, Magnus Jørgensen og Nicklas Hjortshøj Jørgensen fra gruppen KMN. 

Dommerpanelet siger om andenpladsen, at holdet leverede en flot præsentation af deres idé og er gode på alle dele af processen. De har et virkelig smukt og innovativt design, som er gennemtænkt, og som giver folk lyst til at bruge løsningen. Løsningen kan bruges af alle som har en interesse i biodiversitet. 

Gruppen har vundet 6000 kr. sponsoreret af Dansk Industri og uddelt af Sine Linderstrøm, fagleder for start-up og iværksætteri i Dansk Industri. Pengene ved gruppen ikke, hvad de skal bruge til endnu, men måske noget mønsterbeskyttelse af deres design. 

Tredjepladsen gik til idéen om bæredygtige unisex smykker 

Fire elever i gruppen ABCD hev tredjepladsen i land med deres idé om unisex smykker lavet ud af plastik fra fiskenet i havet. Målgruppen for smykkerne er de 15 til 22-årige, og derfor skal prisen på smykkerne også være sat sådan, at de unge kan være med. I dag er der nemlig bæredygtige smykker på markedet, men der kan unge ikke være med økonomisk, selvom de har interesse i at have sådan nogle produkter. 

- Vi er meget overraskede, men det er mega fedt. VI synes, at de andres idéer lå på så højt et niveau, at vi ikke kunne være med. Så vi er nok blevet bekræftet i, at vi kan mere, end vi gik og troede. Idéen til smykkerne kom, fordi vi er en del, der går op i, hvordan vi ser ud, og hvordan vi udtrykker os. Det ville vi gerne binde sammen med bæredygtighed, og så kiggede vi på FN’s 12. verdensmål om ansvarligt forbrug og produktion, og så ville vi se, hvordan vi kunne kombinere det med det problem, vi så i smykkeindustrien. Og nu kan vi da ikke lade være med at tænke, hvor det mon kan føre hen, nu hvor der også er andre, der kan se idéen, siger Anna Vilma Sommer-Mortensen, Bhil Kenji Flores, Cecilie Ejlskov Schrøder og Danni Buchbjerg Skovmose fra gruppen ABCD. 

Om ABCD’s tredjeplads siger dommerpanelet, at teamet har lavet et virkelig godt stykke arbejde med netværk og samarbejdspartnere. De rammer en trend og har styr på deres målgrupper, og så er deres produkt komplet og kan komme på markedet i morgen. 

Gruppen har vundet 4000 kr. sponsoreret af Dansk Industri og uddelt af Sine Linderstrøm, fagleder for start-up og iværksætteri i Dansk Industri, men de ved endnu ikke, hvad de skal bruges på, men muligvis til at udvikle idéen yderligere. 

Del af festival fyldt med entreprenørskab og iværksætteri 

I hele uge 47 har Fonden for Entreprenørskab holdt Danish Entrepreneurship Festival 2021, hvor tusindvis af elever og studerende har dystet online i flere forskellige konkurrencer og kategorier delt ind efter aldersgruppe og uddannelsestype. Den allerstørste konkurrence er Idékonkurrencen, hvor flere end 1300 elever og studerende deltog. Derudover har de bedste hold fra hele landet dystet i opfinderkonkurrencen Projekt Edison for elever i 6.-7. klasse, ligesom der blev kåret en vinder af Da Vinci-konkurrencen for elever på ungdomsuddannelserne. Erhvervsskoleeleverne dystede i Kickstart Programme, mens studerende, der reelt er i gang med at starte virksomheder, dystede om at få et Mikrolegat. 

Ud over konkurrencerne har festivalen også budt på et undervisningsforløb, hvor lærere og elever har kunnet afprøve entreprenørskabsundervisning, hundredvis af erfarne erhvervsfolk har givet sparring på unge iværksætteres ideer og et stærkt felt af iværksættere, investorer og andre dygtige mennesker har holdt oplæg og delt ud af deres erfaring og viden. Camilla Ottesen og Brian Lykke har været ugens værter, og alle interesserede har kunne følge med live.  

Danish Entrepreneurship Festival 2021 er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab med støtte fra William Demant Fonden, Dansk Industri, Facebook, Nordea, Odense Kommune, Otto Bruuns Fond, Taurus ejendomsadministration og Colliers international.  

Kontakter

Team Teambox: Asbjørn Lund Dahl og Nikolai Bjørn Hansen, 51976737.


KMN: Karoline Søvndahl, Magnus Jørgensen og Nicklas Jørgensen, 41446746.


ABCD: Bhil Kenji Flores, Cecilie Ejlskov Schrøder, Danni Buchbjerg Skovmose og Anna Vilma Sommer-Mortensen, aaglimt19@gmail.com, 30 74 69 04.


Fonden for Entreprenørskab: Sigurd Schou Madsen, presse- og kommunikationschef, sigurd@ffefonden.dk, 91 37 31 10.

Billeder

ABCD Da Vinci 3. plads
ABCD Da Vinci 3. plads
Download
KMN Da Vinci 2.plads
KMN Da Vinci 2.plads
Download
Team Teambox Da Vinci 1.plads
Team Teambox Da Vinci 1.plads
Download

Links

Information om Fonden for Entreprenørskab

Fonden for Entreprenørskab
Fonden for Entreprenørskab
Ejlskovsgade 3D
5000 Odense C

https://www.ffefonden.dk

Entreprenørskab skal være for alle, for det giver børn og unge evner til at skabe, forandre og gøre en forskel i verden. Det er Fonden for Entreprenørskabs vision, og det vi er drevet af i vores arbejde på skoler og uddannelser.

Det gør Fonden ved at hjælpe skoler og uddannelser med at fremme entreprenante og innovative evner hos elever og studerende. Målet er, at entreprenørskab skal være en naturlig del af undervisningen på alle uddannelsesniveauer i Danmark.

Helt konkret arbejder Fonden for at sikre, at alle elever og studerende færdiggør skole og uddannelse med evner til at tænke nyt, se muligheder og omsætte ideer til værdi som både talentfulde iværksættere og værdifulde medarbejdere til gavn for Danmark. Vi kalder det entreprenant dannelse.

Fonden for Entreprenørskab er desuden det centrale nationale videncenter og omdrejningspunkt for udvikling af entreprenørskab i undervisningen på alle uddannelsesniveauer i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Fonden for Entreprenørskab

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Fonden for Entreprenørskab

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye