Elektrisk bro mellem Storbritannien og Danmark giver store gevinster
- Det er en rigtig god nyhed. Viking Link til Storbritannien og en udbygning af elnettet i det vestlige Jylland vil medvirke til, at Energinet kan indpasse de voksende mængder vindkraft, samtidig med at vi bevarer den høje forsyningssikkerhed. De to projekter vil give et stort overskud på den samfundsøkonomiske bundlinje i såvel Danmark som Storbritannien og andre nabolande og gøre den grønne omstilling mere effektiv. Det siger Energinets tekniske direktør, Torben Glar Nielsen som reaktion på, at energi-, forsynings- og klimaministeren har givet grønt lys til, at Energinet investerer sammenlagt godt 11 milliarder kroner i en elektrisk forbindelse til Storbritannien og en udbygning af elnettet mellem Holstebro og den dansk-tyske grænse. På den anden side af grænsen udbygger tyske TenneT elnettet, så der bliver bedre muligheder for at udveksle strøm over den dansk-tyske grænse.
Den samfundsøkonomiske gevinst ved Viking Link og udbygningerne i det vestlige Jylland vil ifølge Energinets beregninger nå op i milliardklassen. For Danmark alene vil forbindelserne gennem deres 40 årige levetid give et samfundsøkonomisk overskud på ca. 4,7 mia. kr. i 2017-priser.
Vejen til mere vedvarende energi
- Elforbindelser over grænserne er et afgørende fundament for EU’s indre marked for energi, og i takt med at mere og mere el produceres, hvor vinden blæser og solen skinner, bliver der stigende behov for at kunne transportere strøm over lange afstande og over landegrænser, så energien kan nå ud i forbrugernes stikkontakter. Ved at udbygge og forbinde elnettene på tværs af Europas grænser bliver det muligt at udnytte den vejrafhængige energi fra vind og sol meget mere effektivt, siger Torben Glar Nielsen.
- Forskellene mellem elpriserne i Storbritannien og Danmark betyder, at Viking Link vil være en fordel for markedet på begge sider af Nordsøen, og også for dansk samfundsøkonomi er der store gevinster at hente på Viking Link, siger Torben Glar Nielsen.
Største enkelte elforbindelse
Energinet har sammen med den britiske partner National Grid arbejdet på at forberede Viking Link siden der i 2014 blev indgået en samarbejdsaftale, og i 2015 godkendte Energinets bestyrelse projektet sammen med en ny elforbindelse over den dansk-tyske grænse. Til marts næste år vil parterne bag Viking Link træffe endelig investeringsbeslutning.
Viking Link bliver Energinets største kabel til et naboland. Kapaciteten på 1.400 MW svarer til 3-4 store havmølleparker. Den høje kapacitet betyder, at der bliver brug for ekstra reserver i det vestdanske elnet for at kunne sikre balancen i elsystemet, hvis der opstår en fejl på Viking Link. Reserverne kan hentes via den nye elforbindelse over den dansk-tyske grænse og gennem et tættere driftssamarbejde med tyske TenneT.
Vigtige projekter for Europa
De to elforbindelser står på EU’s liste over infrastrukturprojekter, som er af særlig vigtighed for udviklingen af et fælles europæisk elmarked, Projekter af Fælles Interesse. Viking Link har på den baggrund fået økonomisk støtte fra programmet Connecting Europe Facility til udvikling af projektet.
Berørte parter inddrages
Viking Link kommer til at bestå af et 630 km langt søkabel i Nordsøen, ca. 140 km landkabler, heraf 75 km i Danmark mellem Blåbjerg og Revsing ved Vejen, hvor der bygges en omformerstation, og hvor Viking Link forbindes med det danske elnet. Energinet forventer, at Energistyrelsen, Miljøstyrelsen og de berørte kommuner giver miljø- og plantilladelser til etablering af anlæggene i dansk farvand og på dansk jord i begyndelsen af 2018.
Udbygningen af elnettet i det vestlige Jylland består af to projekter. Fra Endrup ved Esbjerg og ned til den tyske grænse skal der etableres ca. 75 km ny 400 kV luftledning. Derudover skal en eksisterende 150 kV luftledning mellem Karlsgårde og Idomlund ved Holstebro udskiftes med en ny 400 kV luftledning mellem Endrup og Idomlund.
- Vi er meget bevidste om, at nye elforbindelser vil påvirke både borgere, natur og lokalsamfund. Derfor ligger det os meget på sinde at inddrage borgere og andre berørte parter, når vi skal tage beslutninger om de endelige linjeføringer mv., siger Torben Glar Nielsen.
Det forventes, at Viking Link og luftledningen fra Endrup til grænsen sættes i drift i slutningen af 2022, mens luftledningen mellem Endrup og Idomlund er planlagt færdig i 2021.
FAKTA: Danmarks elforbindelser
Danmark fik sin første elforbindelse til et naboland (Sverige) i 1915. I dag har Danmark elforbindelser til Norge, Sverige og Tyskland.
Energinet er i gang med at bygge to nye elforbindelser, en forbindelse til Holland og en ny elforbindelse til Tyskland, som går via den kommende havmøllepark Kriegers Flak i Østersøen. Endelig udvides en elforbindelse over den dansk-tyske landegrænse.
Når Viking Link og den nye dansk-tyske elforbindelse er færdige i slutningen af 2022, vil Danmark have 9 elforbindelser til nabolandene.
Information om Energinet
Vi varetager samfundets interesser og ejer energiens "motorveje". Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger.
Følg pressemeddelelser fra Energinet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energinet
Marianne Hansen bliver ny finansdirektør i Energinet16.12.2025 11:01:34 CET | Pressemeddelelse
Torben Thyregod har efter 15 år som finansdirektør (CFO) i Energinet valgt at fratræde sin stilling. Fra 1. januar 2026 tiltræder Marianne Hansen som ny finansdirektør.
Hurtigere adgang til elnettet: Udviklere kan overtage Energinet-opgaver4.12.2025 09:33:05 CET | Pressemeddelelse
Energinet har i dag indgået en aftale med en bred gruppe af VE-udviklere, store elforbrugere og erhvervsorganisationer. I aftalen forpligter parterne sig til at analysere og definere, hvilke opgaver VE-udviklere og store elforbrugere kan overtage fra Energinet for at opnå hurtigere adgang til elnettet. Flytning af relevante opgaver skal implementeres fra 2026.
Væk med ”først til mølle”: Prioritering skal sikre hurtigere grøn omstilling27.11.2025 12:16:00 CET | Pressemeddelelse
Energinet gør nu op med “først til mølle-princippet” for at sætte fart i den grønne omstilling og hurtigst muligt få de mest grydeklare solcelleparker, vindmøller, batterianlæg eller storforbrugere tilsluttet elnettet.
Energinet begynder undersøgelser af jordbunden mellem Aarhus og Aabenraa10.11.2025 08:29:33 CET | Pressemeddelelse
I de kommende uger begynder arbejdet med at undersøge jordbunden på udvalgte steder mellem Aarhus og Aabenraa. Det sker samtidig med, at Energinet fortsat behandler de 800 bemærkninger, der er kommet til projektet.
Urnegrav fundet i kommende kabelområde nær Hørsholm4.11.2025 08:10:00 CET | Pressemeddelelse
De arkæologiske undersøgelser langs den kommende kabelforbindelse mellem Hørsholm og Helsingør er gået i gang og har allerede afsløret en urnegrav fra jernalderen. Undersøgelsesarbejdet ventes først helt færdigt i løbet af 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
