Dansk El-Forbund

Elektrikere: Grøn omstilling kræver bedre erhvervsskoler

Del

Mens forhandlingerne om de økonomiske prioriteringer for en ny regering er i gang, opfordrer Dansk El-Forbunds kongres politikerne til at investere i uddannelse og efteruddannelse, så der kommer tilstrækkelig mange – og dygtige - elektrikere til at gennemføre elektrificeringen af Danmark

Danmark får brug for mange flere – og dygtigere – elektrikere, når vi skal skifte til, at meget mere drives af el. Men den grønne omstilling trues af, at mange erhvervsskoler har gammelt udstyr og faglærere, som ikke er up-to-date med teknologien. Den advarsel kommer fra Dansk El-Forbunds kongres, som foregår i denne uge i Aarhus.

Kongressen opfordrer i en udtalelse politikerne til, at erhvervsuddannelserne får de ressourcer, der er nødvendige for at være attraktive, moderne og relevante. Dansk El-Forbund støtter de lærlinge, der har gjort oprør mod forholdene.

Deltagerne på kongressen kommer også med andre ideer til, hvordan der kan skaffes og skabes den nødvendige og kompetente arbejdskraft til det el-tekniske område og den grønne omstilling. Blandt andet skal der gøres en endnu stærkere indsats, for at kvinder vælger elektrikeruddannelsen. Branchen er i dag domineret af mænd.

Dansk El-Forbund lægger desuden op til, at de virksomheder, som ikke opretter lærepladser, skal betale til de firmaer, som påtager sig ansvaret for at uddanne nye til branchen. Opdatering af de nuværende elektrikere skal understøttes ved at fastholde retten til 110 % dagpenge under efteruddannelse.

- Der skal handles nu. Tiden er ved at løbe fra os, advarer kongressen.

Hele kongressen kan følges via live-streaming på: https://kongres.def.dk/

Kongressen har vedtaget tre udtalelser, som kan hentes her https://kongres.def.dk/vedtaget

Nøgleord

Links

Information om Dansk El-Forbund

Dansk El-Forbund
Dansk El-Forbund
Nyropsgade 14
1602 København V

33297000http://www.def.dk