home a/s

Ejendomsmægler sælger projektboliger i pap for Smukfest

Del
’HOME SWEET HOME’: Ejendomsmæglerkæden home bliver sponsor for boform og vært for 264 bæredygtige projektboliger til årets Smukfest. Detaljeret boligpræsentationen er klar - salget skydes i gang mandag 4. marts.

Beliggenheden er en ren 5’er på ’Hammerslags-skalaen’. Nabolaget er i en klasse for sig. Nu har du chancen for at flytte ind i en bolig, som ikke mange har.

Der er tale om et selvbyggerhus i enkel stil bygget af genbrugsmaterialer på Skanderborgs måske smukkeste adresse midt i bøgeskoven.

Det nye, bæredygtige projekt ligger klar til indflytning i august 2019, og de 264 projektboliger, der udbydes af ejendomsmæglerkæden Home fra 4. marts, sælges efter ’først til mølle’ princippet. Se den fulde boligpræsentation af de 3,5 kvm paphuse nederst i teksten. 

”Det har de seneste par år vist sig at være en yderst populær boform, for folk der ønsker et ’break’ i hverdagen, så vi forventer, der bliver rift om de 264 pap-boliger. Man skal nok være hurtig ved tasterne for at sikre sig en af de festlige, bæredygtige boliger,” råder marketing- og kommunikationschef i Home-kæden Mikkel Braae-Andersen.

Det er første gang, at home er sponsor på Smukfest.

”Vi er glade for at have fået chancen som Smukfest-sponsor på en boligtype, der ligger smukt i tråd med vores daglige virke i home, hvor vi er 900 engagerede mennesker, der hver dag gør vores bedste for at hjælpe vores kunder med at komme trygt fra deres nuværende hjem til et nyt hjem, ” siger Mikkel Braae-Andersen.

”Med et ’HOME SWEET HOME’ paphus har festivalgæsterne på Smukfest et trygt og roligt hjem at komme hjem til i anti-dagligdagene fra 7.-11. august. Et smukt sted hvor de kan, hvile ørerne og lade op til nye koncerter og fester. Og så er det et ekstra plus, at ’HOME SWEET HOME’ paphuset genanvendes.”

Kommerciel chef Kasper Sandfeldt Bjergbæk fra Smukfest tager imod den nye 'legekammerat', som festivalen kalder sine samarbejdspartnere, med åbne arme.

"Hos Smukfest er vi glade for, at Home nu er en af vores legekammerater. Vi sætter stor pris på nye partnere, som vil være med til at arbejde med kreative løsninger, som kommer vores gæster til gode, " siger Kasper Sandfeldt Bjergbæk fra Smukfest.

Kvadratmeterprisen er på bare 327 kr., mens den i det øvrige Skanderborg pt. ligger på 16.800 kr. ifølge Boligsiden.

Home stiller ligeledes med et hold af medarbejdere fra kæden, der på skift skal hygge og hjælpe gæsterne i ”HOME SWEET HOME”-lejren.

Kreditering – fotos:

’HOME SWEET HOME’ paphuse på række: Foto: Smukfest/Niklas Poulsen
’HOME SWEET HOME’ bliver stillet op: Foto: Smukfest/René Bang

***

Boligpræsentationen af ’HOME SWEET HOME’ paphusene:

Flyt ind i sjældent udbudt anti-dagligdagshus

med smukkeste beliggenhed

Et-værelses ’bære- og væredygtig’ fest-hybel til to – på smukkeste beliggenhed til en meget lav kvm-pris

Om boligen:

Du åbner den dobbelte fløjdør og træder ind i en moderne bolig til to med en åben planløsning, som med ét slag giver dig adgang til alle rum. Det hele hænger sammen i én smuk, minimalistisk arkitektonisk helhedsløsning: Stue, køkken, alrum, bryggers, pulterkammer, pool-rum, vinkælder og ikke mindst husets absolutte perle et master bedroom. Det er dine behov, der skaber indretningen.

Husets ydervægge og tag er i rustikke og klimavenlige materialer, og det er brunlige nuancer med afsæt i den sydeuropæiske farveskala, der stilsikkert indrammer et hjem fuld af liv og varme. De samme nuancer spiller førsteviolin inden døre. I husets sydvendte facade finder du ejendommens eneste vindue med begrænset, men alligevel fri, udsigt direkte til den livlige stemning på Skovlunden. Vinduet fungerer ligeledes som automatisk klimanlæg - du åbner bare for det, så kommer klimaet helt automatisk ind i huset. Der er alle muligheder for at sætte sit helt eget præg på ejendommen med alt lige fra tuscher til spraymaling.

’HOME SWEET HOME’ Paphus måler 2,20 meter i længden, 1,60 meter i bredden og 1,30 meter i højden. Selv om huset altså kun er beskedne 3,52 kvadratmeter stort, føler du dig med det samme hjemme her. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad denne bolig kan bruges til.

Om området.

Beliggenheden er en ren 5’er på ’Hammerslags-skalaen’. Nabolaget er i en klasse for sig. Ejendommen opføres på den stemningsfulde Skovlund, der er det mest ‘være- og bæredygtige’ lokalområde i kommunen, hvor der er stor fokus på planetens velfærd, hvaler og kramning af træer og mennesker. Ejendommen ligger kun 5 minutters gang fra Sherwood-indgangen via en smuk oplyst skovsti, og kun 10 minutters gang fra det populære musiksted, Bøgescenen.


Der er kig til søen, hvis du er meget høj. Huset er således alt andet end ugeneret beliggende, og du finder ikke et mere attraktivt hjem, hvis du skal pendle mellem musik, alkohol og andre anti-dagligdags-ting, du ikke kan huske helt præcist, når du kommer hjem. Naboskabet er tæt, festligt og inkluderende, og du kommer hurtigt til at føle dig tryg og tilpas i nabolaget. Der hører en 6 kvadratmeter velanlagt og overkommelig have med til ejendommen, som er markeret med en hvid stribe, hvis du skulle komme i tvivl.

Vilkår og tilstandsrapport

Huset er bæredygtigt fra inderst til yderst og produceret af genbrugspap, der er så grønt, at du næsten kan spise det. Ved nøgleoverdragelsen er huset foldet sammen, men det kan på få øjeblikke klargøres til indflytning. Der foreligger en perfekt tilstandsrapport og manual på ejendommen - det eneste forbehold er udspring og sækkeløb indenfor. Endelig får du som ejer af denne bolig et gratis medlemskab af ejerforeningen, som blot betinger sig, at du rydder op i haven hver dag. Ved fraflytning makuleres huset i sin helhed og kan herefter laves om til toiletpapir til gæsterne på Smukfest 2020. Mere klimavenligt bliver det næppe.

Dit nye ’HOME SWEET HOME’ paphus kan ligge klar til opstilling d. 6. august.

Prisen for et ’HOME SWEET HOME’ paphus er 1.150 kr.
(Inklusiv luftmadras til 2 personer som du kan lade ligge eller tage med dig hjem efterfølgende).

Det betyder en kvadratmeterpris på bare 327 kr., mens den i det øvrige Skanderborg pt. ligger på 16.800 kr.*

Det hele spiller og er klar til at blive taget i brug.  Skal dette hjem være dit fra d. 7.-11. august 2019?

Bestil et ’HOME SWEET HOME’ paphus fra den 4. marts 2019 kl. 10.00 på (først-til-mølle-princippet): https://smukshop.dk/boformer2019/paphus_19

https://smukshop.dk/

https://home.dk/homesweethome

*** 

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Links

Information om home a/s

home a/s
Søren Frichs Vej 36 F
8230 Åbyhøj

+45 86154300http://home.dk/

home-kæden - kort fortalt

home er ejendomsmæglerkæde for Danske Bank-koncernen og et 100 % ejet datterselskab af Realkredit Danmark.

Det er homes mission at være ejendomsmægler for alle, der flytter.
I home hjælper vi dig godt på plads i boliglivet.

  • home er en af landets mest kendte ejendomsmæglerkæder
  • home blev stiftet den 1. august 1989
  • home omsætter årligt boliger for en værdi af 30-35 mia. kr.
  • home har ca. 850 ansatte
  • home er en franchise-kæde
  • home har ca. 120 franchisetagere
  • home har 185 home-butikker fordelt over hele landet**
  • homes ejendomsmæglere formidler også lejeboliger
  • home har særligt uddannede køberrådgivere
  • home har 4 servicecentre, hvor specialister klarer alt papirarbejdet i handlen.

Find nærmeste home-forretning her, eller ring på tlf. 8615 4300.


Kom godt hjem!

*  Kilde: Analyseinstituttet YouGov, brandtracking.
** medio 2022.

Følg pressemeddelelser fra home a/s

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra home a/s

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye