Efter 10 år: Huspriserne er steget mere end 25 procent i hver tredje kommune
10.1.2020 06:00:00 CET | Boligsiden | Pressemeddelelse

Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks for december – og dermed hele 2019 – viser, at huspriserne steg med 3,8 procent i det netop afsluttede år.
Det er syvende år i træk, at huspriserne har taget et nøk opad, og 2019 blev dermed et positivt punktum for det seneste årti på boligmarkedet.
Sammenligner vi de friske tal med huspriserne i 2010, viser det sig, at huset er blevet mere værd i 62 kommuner. Og i 31 kommuner er der tale om prisstigninger på hele 25 procent eller derover.
”Det er en mærkbar ændring for husejerne. Ser vi for eksempel på Helsingør Kommune, hvor huspriserne er steget med 25,3 procent siden 2010, svarer det lokalt til en ændring i prisen på omkring 650.000 kroner for standardhuset. Og i 30 kommuner er den procentvise ændring endda noget højere,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Fart på priserne fra 2017
En prisstigning på 25 procent er cirka dobbelt så meget som den generelle udvikling i nettoprisindekset i perioden. Så selv når der justeres for inflation, er der altså mange steder fortsat tale om en mærkbar vækst i huspriserne. I det perspektiv er det også værd at nævne, at den største fremgang er sket i de seneste år.
”Boligmarkedet var i begyndelsen af 2010´erne fortsat præget af finanskrisen, som i den grad satte sit præg på husprisernes udvikling i årtiet. Fra foråret 2011 og frem til starten af 2013 faldt priserne for derefter at stabilisere sig. Først med rentefaldet i 2015 begyndte det at gå rigtig fremad igen, og den største stigning i huspriserne har vi derfor først set i de seneste par år,” tilføjer Birgit Daetz.
2,3 millioner kroner mere for standardhuset
Den kommune, der har oplevet den største procentvise ændring i huspriserne, er Københavns Kommune, hvor priserne er steget med 72,7 procent siden 2010.
Det svarer til, at standardhuset på 140 kvadratmeter her kostede 3,1 millioner kroner i 2010, hvorimod køberne i dag betaler 5,4 millioner kroner for et tilsvarende hus. En forskel på hele 2,3 millioner kroner.
”Krisen på boligmarkedet satte først ind i hovedstadsområdet, som omvendt også blev det sted, der kom sig hurtigst over krisen. Og siden er priserne fortsat steget. Derfor er det heller ikke overraskende, at det netop er hovedstadskommunerne, der præger top 10 i denne opgørelse,” siger Birgit Daetz og tilføjer:
”Men særligt i 2019 har de stigende priser spredt sig til de øvrige dele af landet, hvilket er meget positivt for husejerne. Omvendt gør de stigende priser det sværere for nye købere at komme ind på markedet.”
19 kommuner har oplevet et fald i huspriserne siden 2010. Det gælder typisk kommuner, der geografisk ligger et godt stykke fra de største byer. To kommuner ligger på samme niveau som i 2010. I de øvrige 15 kommuner har der ikke været gennemført nok hushandler til at beregne statistik.
Øvrige nøgletal:
- Prisen på ejerlejligheder steg i 2019 med 3,4 procent. Det er en mindre end i 2018, hvor prisen steg 4,0 procent. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris lå i december 2019 på 28.292 kroner.
- Prisen på sommerhuse steg i 2019 med 8,1 procent. Det er markant mere end i 2018, hvor prisen steg 0,8 procent. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris lå i december 2019 på 16.523 kroner.
- For villaer og rækkehuse steg priserne samlet med 3,8 procent i 2019, hvilket er lidt mindre end i 2018, hvor priserne steg med 4,0 procent. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris ligger nu på 14.464 kroner.
Top 10: Kommuner med de største procentvise ændringer i huspriserne (2010-2019)
|
Kommune |
Salgspris jan. 2010 (kr. pr. kvm) |
Salgspris dec. 2019 (kr. pr. kvm) |
Ændring (%) |
|
København |
22.388 |
38.668 |
72,7% |
|
Tårnby |
17.870 |
28.832 |
61,3% |
|
Gentofte |
29.900 |
46.830 |
56,6% |
|
Rødovre |
18.141 |
28.266 |
55,8% |
|
Lyngby-Taarbæk |
23.596 |
36.469 |
54,6% |
|
Gladsaxe |
20.806 |
32.080 |
54,2% |
|
Hvidovre |
17.951 |
27.501 |
53,2% |
|
Herlev |
18.338 |
27.927 |
52,3% |
|
Solrød |
15.860 |
23.670 |
49,2% |
|
Brøndby |
16.886 |
25.184 |
49,1% |
(Kilde: Boligsiden)
Nøgleord
Kontakter
Har du brug for yderligere kommentarer eller tal for de(n) kommune(r), du dækker. Kontakt kommunikationsdirektør Birgit Daetz, bcd@boligsiden.dk. Telefon: 21210284
Billeder
Links
Information om Boligsiden
Hvem er Boligsiden.dk?
På Boligsiden.dk gør vi det nemt for boligkøbere at finde den bolig, de er på jagt efter. Selskabets aktionærer er ejendomsmæglere, ejendomsmæglerkæder og Dansk Ejendomsmæglerforening. Boligsidens Markedsindeks viser aktuelle nøgletal om boligmarkedet, og statistikkerne er baseret på indberetninger fra samtlige af ejendomsmæglernes boligsalg. Boligsiden.dk udgiver løbende artikler om boligmarkedet på www.boligsiden.dk/nyheder og udsender hver måned en række faste pressemeddelelser med udgangspunkt i udviklingen i handelsaktiviteten, salgspriser, salgstid, nedslag og boligudbud.
Følg pressemeddelelser fra Boligsiden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Boligsiden
Lejlighedssalget bremser op, imens huskøberne holder det høje tempo17.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Boligsidens nye handelstal for august viser væsentlig færre lejlighedshandler end i samme måned sidste år, særligt i København. Til gengæld ligger salget af både huse og sommerhuse på det tredjehøjeste august-niveau i Boligsidens statistik.
Lejlighedspriserne i København skifter retning10.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Pilen for prisudviklingen i Københavns Kommune er vendt fra op til ned. Den seneste måned er lejlighedspriserne gået 0,5 procent tilbage, viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks. Men der er forskel på udviklingen i de enkelte bydele.
Udbuddet af boliger vokser i hovedstaden, men falder i det øvrige Danmark3.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Boligsidens nye udbudstal for starten af september viser en stor stigning i udbuddet af ejerlejligheder i hovedstadsområdet, ligesom huskøberne også får flere valgmuligheder der. Til gengæld er tendensen omvendt i det øvrige Danmark, hvor udbuddet falder.
Hussalget når nyt topniveau for juli i to landsdele20.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Boligsidens nye handelstal viser, at boligsalget generelt gik lidt ned i gear i juli, særligt for ejerlejligheder. Men hussalget ligger fortsat på et højt niveau. På Fyn og i Sydjylland er dette års juli-salg af huse det højeste i Boligsidens statistik.
Lejlighedspriserne står stille i København13.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nye juli-tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at salgspriserne for ejerlejligheder nu står stille i København, efter prisstigningerne gradvist er blevet mindre i de seneste måneder. I Aarhus går lejlighedspriserne derimod op, imens pilen også fortsat peger op for huspriserne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

