Kræftens Bekæmpelse

Effektivt værktøj mod overvægt ligger ubrugt hen

Del
En ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse viser, at kaloriemærkning er et effektivt våben mod overvægt og dermed også kræft, type 2-diabetes og hjerte-karsygdomme. Men den danske fastfoodbranche tøver med at oplyse forbrugerne om kalorieindholdet i maden på menutavlerne.

Forbrugerne bestiller mad med færre kalorier, når de kan se kalorieindholdet på menutavlen på cafeen, i burgerbaren eller i pizzeriaet. Det viser alle 14 studier, der indgår i Kræftens Bekæmpelses nye rapport om effekten af kaloriemærkning. Nedgangen er på mellem 31 og 441 kcal, når kalorieindholdet i café latten, sandwichen eller pølsehornet er synligt. Det lyder måske ikke af meget, men blot 10 kcal for meget om dagen kan på et år blive til et halvt kilo på vægten.

Kaloriemærkning er veldokumenteret som et redskab til at forebygge overvægt, og verdenssundhedsorganisationen WHO fremhæver i rapporten Energy Balance and Obesity kaloriemærkning som et kost-effektivt tiltag mod overvægt og dermed alvorlige følgesygdomme som kræft, type 2-diabetes og hjertekarsygdomme.

- Næsten halvdelen af danskerne er overvægtige. Heraf er 14 pct. svært overvægtige. Hvis udviklingen forsætter i uændret takt, vil andelen af overvægtige og svært overvægtige være helt oppe på 70 pct. i 2045. Derfor er det vigtigt, at vi skruer på alle de håndtag, vi har, for at knække kurven. Og kaloriemærkning er et effektivt, billigt og veldokumenteret tiltag, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse

Restaurantbesøg og take away giver flere kalorier

Danskerne spiser i stigende grad ude. For mange er fastfood, cafemad og take away-løsninger blevet hverdagskost, og stigningen forventes at fortsætte. Men kun ganske få danske restauranter har indført kaloriemærkning på deres menutavler, selvom flere danske undersøgelser viser, at forbrugerne gerne vil have det.

- Vi ved, det kan lade sig gøre, og at det virker. Det er ærgerligt, at den danske fastfood- og cafébranche tøver. Kaloriemærkning på menutavler er indført ved lov i USA og i nogle australske og canadiske delstater. I England og Irland har man valgt frivillighedens vej, og alle de store kæder er med. Nu bør Danmark følge efter, siger Mette Lolk Hanak.

Læs rapporten Menu Labelling in eating-out enviroments: new perspectives and influence on energy selected, ordered, and consumed,  som er en gennemgang af de nyeste undersøgelser af kaloriemærkning fra 2014-16.

Fakta

Guidelines til fastfoodrestauranter, cafeer, tankstationer mm.

Kræftens Bekæmpelse har sammen med Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og Forbrugerrådet Tænk udarbejdet guidelines for kaloriemærkning for at gøre det nemt og sikkert for kæderne at indføre kaloriemærkning. Læs mere om kaloriemærkning på www.kalorierpaamenuen.dk

Kaloriemærkning og overvægt

  • WHO fremhæver kaloriemærkning som et kost-effektivt tiltag mod overvægt. Læs rapporten Energy Balance and Obesity
  • Overvægt er den tredje største risikofaktor for kræft efter rygning og kost. Kilde: Engholm G, Ferlay J, Christensen N, Kejs A, Hertzum-Larsen R, Johannesen T, et al. NORDCAN: Cancer Incidence, Mortality, Prevalence and Survival in the Nordic Countries. 2016
  • Overvægt øger risikoen for tyktarmkræft, brystkræft (efter overgangsalderen), mavekræft, kræft i æggestokkene, livmoderkræft, leverkræft, fremskreden prostatakræft, nyrekræft, galdeblærekræft, kræft i spiserøret og i bugspytkirtlen.
  • Hvis alle danskere var normalvægtige, ville 48.000 kræfttilfælde som følge af overvægt kunne forebygges frem til 2045. Læs artiklen Avoidable cancer cases in the Nordic countries - The impact of overweight and obesity

Kontakter

Mette Lolk Hanak
Forebyggelseschef, Kræftens Bekæmpelse
Tlf. 5133 2494


Susanne Tøttenborg
Seniorkonsulent, Kræftens Bekæmpelse
Tlf. 3038 2303

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye