Professionshøjskolen UCC

Dyrk talenterne i klasseværelset

Del
Lærere skal blive bedre til at spotte og dyrke talenterne - ikke kun de bogligt stærke, men også elever med særlige evner inden for fx kreativitet, teknik og innovation. Det mener UCC's Center for Undervisningsmidler, der glæder sig over regeringens nye talentstrategi. I august afholder centret talentdag, hvor stand-upper Rune Klan, SF-politiker Nanna Vesterby, eksperter, undervisere og kommuner sætter talenterne i centrum.

"Fremover skal lærere i grundskoler og ungdomsuddannelser stille skarpere på talenterne. Hvis vi ikke støtter de dygtigste, risikerer vi talenttab. Det skader eleverne, men også samfundet, for det er i høj grad talenterne, der skal sikre vækst og udvikling," siger Christina Hellensberg, pædagogisk konsulent i UCC's Center For Undervisningsmidler (CFU).

Hun er en af arrangørerne bag talentdagen den 28. august, der bl.a. byder på ekspertoplæg om ta-lentspotting og -udvikling af lektor Kirsten Baltzer, DPU, og konsulent Claus Buhl, og hvor en række undervisere giver konkrete bud på undervisning af de dygtigste.

"Interessen for talenterne er stor, og der er brug for hele tiden at holde fokus og erfaringsudveksle på tværs af skoler og kommuner," siger Christina Hellensberg.

Risikerer at slukke stjerner
Talent handler både om de to-tre procent mest intelligente, de bogligt begavede og de dygtigste indenfor fx kunst, musik, innovation, teknik og iværksætteri:

"Det kan være eleven, der udtænker nye idéer og er vedholdende, når det gælder om at realisere dem. Eller eleven, der har stort flair for at konstruere maskiner. Måske er der i klassen en ny René Redzepi indenfor bildesign, sundhedsinnovation eller elektronisk musik?," siger Christina Hellens-berg og understreger, at indsatsen skal starte allerede i grundskolen:

"Hvis vi ikke spotter talentet tidligt, risikerer vi, at stjernen er slukket, når eleven når ungdomsud-dannelsen."

Skal blive i klassen
Tidligere gav man især tilbud uden for klassen, fx i en masterclass. Men også her er inklusion vejen frem:

"Talenterne skal blive i klassen med en højere grad af differentieret undervisning. Vi har en tradition for at undervise til gennemsnittet og mest differentiere nedad. Men erfaringen er, at det gavner alle elever, når barren sættes op. Et større fokus på flere slags talenter og på at nå ens potentiale styrker hele klassen," siger Christina Hellensberg.

Ny regeringsstrategi
Den 28. august fortæller Nanna Vesterby (SF) om regeringens talentstrategi, som undervisnings-minister Christine Antorini og uddannelsesminister Morten Østergaard netop har offentliggjort. Strategien taler bl.a. for en mere systematisk indsats gennem uddannelsessystemet. Det glæder CFU, der i flere år har satset på talentarbejdet, bl.a. via kurser for undervisere.

Yderligere oplysninger

  • Jesper Storm Nørskov, innovationskonsulent i CFU, tlf. 41 89 73 97, mail jesp@ucc.dk
  • Christina Hellensberg, pædagogisk konsulent i CFU, tlf. 41 89 74 08, mail chel@ucc.dk

Information om Professionshøjskolen UCC

Professionshøjskolen UCC
Buddinge Hovedgade 80
2860 Søborg

3586 8510http://ucc.dk

Følg pressemeddelelser fra Professionshøjskolen UCC

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Professionshøjskolen UCC

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye