Dronning Ingrids Hæderslegat uddeles til to unge talenter inden for ballet og klassisk musik
I 2022 bliver Dronning Ingrids Hæderslegat uddelt for tiende og sidste gang. Legaterne, som er blandt Danmarks største til unge lovende kunstnere, på hver 250.000 kr. bliver denne gang solist Emma Riis-Kofoed og violinist Johan Dalene.
Navnene på næste års legatmodtagere afsløres allerede nu, da Kongehuset har besluttet at markere sidste uddeling af Dronning Ingrids Hæderslegat med en festforestilling, hvor de to legatmodtagere, sammen med tidligere legatmodtagere vil optræde.
Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte udtaler:
”Det er med stor glæde, at vi kan afsløre, at Dronning Ingrids Hæderslegat går til de to unge lovende kunstnere: solist Emma Riis-Kofoed og violinist Johan Dalene. Det er med stor fornøjelse, at vi har kunnet følge de tidligere legatmodtageres fortsatte udvikling og succes. Vi håber med Dronning Ingrids Hæderslegat ligeledes at kunne bistå Emma Riis-Kofoed og Johan Dalene i deres videre karriere og kunstneriske udvikling.”
Begrundelse for tildeling af legatet til solist Emma Riis-Kofoed af balletchef Peter Bo Bendixen, Tivoli:
”Emma Riis-Kofoed er allerede, sin unge alder til trods, en central danser i Den Kongelige Ballet. Med overlegen force og teknik tryllebinder hun os; vi forventer det ekvilibristiske men overraskes alligevel gang på gang over den sikkerhed og det overskud, som Emma Riis-Kofoed bringer på scenen. En ung danserinde, hvis karriere er i rivende udvikling, er interessant at følge, og med tildelingen af Dronning Ingrids Hæderslegat får Emma Riis-Kofoed mulighed for fortsat at udvikle sig teknisk og kunstnerisk til stor glæde for Den Kongelige Ballet og publikummet.”
Begrundelse for tildeling af legatet til violinist Johan Dalene af kunstnerisk konsulent og forfatter Henrik Engelbrecht:
”Johan Dalene var kun 7 år gammel, da han første gang var solist med et orkester. Selv om han stadig kun er først i tyverne, har han for længst slået sit navn fast som en af Skandinaviens mest lovende musikere – ikke mindst som førsteprisvinder i den prestigefyldte Carl Nielsen International Competition tilbage i 2019. Johan Dalene kombinerer en total beherskelse af alle tekniske udfordringer på sit instrument med sin gennemmusikalske tilgang til alt fra solokoncerter til kammermusik; en komplet musiker, som uden tvivl vil få en meget stor international karriere – og som allerede er nået et godt stykke på den vej.”
For at markere jubilæet og den sidste uddeling af Dronning Ingrids Hæderslegat har Kongehuset valgt at åbne de fire palæer for en tv-transmitteret festforestilling. I forbindelse med festforestillingen ”Palæerne Danser” vil legatmodtagerne officielt få overrakt legatet. Forestillingen vil kunne ses i et gallashow på TV2 den 27. marts 2022.
Dronning Ingrids Hæderslegat er doneret af Oak Foundation, og legatet blandt Danmarks største legater for unge, lovende kunstnere.
Medstifter af og bestyrelsesmedlem i Oak Foundation Jette Parker udtaler i den forbindelse:
”Vi er utroligt stolte over, at Oak Foundation over de seneste 20 år har kunnet være med til at støtte 20 unge lovende kunstnere i deres videre kreative udvikling. Det har været en fornøjelse at følge deres karrierer gennem årene. Vi er glade for, at vi nu kan samle så mange af de tidligere legatmodtagere til en festforestilling i forbindelse med den tiende og sidste uddeling af legat. Vi vil i den forbindelse gerne takke Kongehuset for, at de helt unikt vælger at åbne palæerne på Amalienborg for denne forestilling og dermed er med til at sætte et festligt punktum for legatet.”
Yderligere information
Dronning Ingrids Hæderslegat
Dronning Ingrids Hæderslegat er doneret af Oak Foundation og blandt Danmarks største legater for unge, lovende kunstnere. Legatet er i afdøde Dronning Ingrids ånd øremærket til videre studier og dygtiggørelse. Legatet er blevet uddelt hvert andet år siden.
Kort om legatmodtager Emma Riis-Kofoed
Emma Riis-Kofoed (f. 1998) startede på Det Kongelige Teaters Balletskole i 2. klasse, og blev i 2017 solist på Den Kongelige Ballet. Første gang den bredere offentlighed stiftede bekendtskab med Emma Riis-Kofoed var i DR’s dokumentarserie i ”Forreste række” i 2017. Emma Riis-Kofoed har tidligere bl.a. modtaget Roagerfondens talentpris og Ole Nørlyngs Talentpris.
Kort om legatmodtager Johan Dalene
Johan Dalene (f. 2000) begyndte allerede som firårig at spille violin, og bare tre år senere stod han første gang på scenen med Norrköpings Symfoniorkester. Siden den gang har Johan Dalene allerede oparbejdet et imponerende CV. Johan Dalene har blandt andet vundet Carl Nielsen International Violin Competition, ligesom han har modtaget Den norske solistpris 2019 og Equinors klassiske talentstipendium 2020.
Tidligere legatmodtagere
- Solist Yao Wei (legatmodtager 2005)
- Komponist og arrangør Karsten Fundal (legatmodtager 2005)
- Solist Christina Michanek (legatmodtager 2007)
- Cellist Andreas Brantelid (legatmodtager 2007)
- Solodanser Ulrik Birkkjær (legatmodtager 2009)
- Violinist Vilde Frang (legatmodtager 2009)
- Dancer Ghrai DeVore-Stokes (legatmodtager 2011)
- Dirigent Thomas Søndergård (legatmodtager 2011)
- Solodanser Ida Praetorius (legatmodtager 2013)
- Akkordeonist Bjarke Mogensen (legatmodtager 2013)
- Solist Sebastian Haynes (legatmodtager 2014)
- Cellist Toke Møldrup (legatmodtager 2014)
- Solist Andreas Kaas (legatmodtager 2016)
- Jazzsangerinde Sinne Eeg (legatmodtager 2016)
- Solist Astrid Elbo (legatmodtager 2018)
- Sopran Lise Davidsen (legatmodtager 2018)
- Solist og koreograf Tobias Praetorius (legatmodtager 2020)
- Bas Nicolai Elsberg (legatmodtager 2020)
Kontakter
Sune JensenExecutive Assistant
Tlf:29494624sune@localglobal.dkInformation om Den almennyttige forening for Dronning Ingrids Minde
2970 Hørsholm
Følg pressemeddelelser fra Den almennyttige forening for Dronning Ingrids Minde
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.