Salling Group

Dramatisk fald i salg af cigaretter til unge efter Netto skjulte tobakken

Del

Salget af cigaretter er faldet med helt op til 39 procent i Netto-butikker med mange unge som kunder. Det viser en ny gennemgang af tobakssalget i Netto, der har gemt cigaretterne væk i alle butikker. I Kræftens Bekæmpelse er man begejstret over nedgangen i salget og ser resultatet som et bevis på, at det kan lade sig gøre hurtigt at påvirke unge til at købe færre cigaretter.

Der er nu god dokumentation for, at unge køber færre cigaretter, når butikkerne gemmer tobakken væk. Det viser helt konkrete opgørelser fra Netto. Siden juli har Netto skjult cigaretterne i kædens næsten 500 butikker. Nu viser opgørelser fra en række Netto-butikker, der ligger tæt på en eller flere ungdomsuddannelser, og hvor kunderne i høj grad består af unge, at salget af cigaretter typisk er faldet med mellem 12 og helt op til 39 procent.

Eksempelvis er salget faldet med 20 procent i Netto ved Hellerup Station i det nordlige København. Her ligger blandt andet to gymnasier i nærheden.I Storcenter Nord i Aarhus, hvor der også ligger flere ungdomsuddannelser og et universitet i området, er salg af cigaretter faldet endnu mere, nemlig med 27 procent. Det største fald er i Solrød syd for København med et fald på 39 procent. Her ligger både et gymnasium og en produktionsskole i nærheden.

Det er et markant større fald end de godt 9 procent, der er det gennemsnitlige fald for alle Netto-butikker, efter cigaretterne blev skjult.

– Vi har en ambition om medvirke til, at færre unge begynder at ryge, og det er derfor, vi har gemt cigaretterne væk. Udover, at salget af cigaretter er faldet helt generelt, viser tallene, at tendensen er endnu tydeligere og endnu mere markant i de Netto-butikker, som mange unge besøger. Det er meget glædeligt og viser, at tiltaget har en mærkbar og positiv effekt, siger Brian Seemann, landedirektør i Netto.

Han pointerer, at opgørelserne stemmer overens med oplevelsen fra Nettos kassemedarbejdere, der fortæller, at de møder færre unge, som vil købe cigaretter.

Fælles for alle de undersøgte områder er også, at der er et udbud af andre supermarkeder og kiosker i området, hvor der kan købes tobaksvarer, og hvor cigaretterne ikke er skjult som i Netto.

Kræftens Bekæmpelse: Det virker – også i Danmark

Baggrunden for Salling Groups beslutning om at skjule tobakken er en række anbefalinger fra Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lægeforeningen til at bekæmpe rygning og forhindre nye generationer af rygere i at opstå. Blandt dem er en anbefaling til detailhandlen om at skjule tobakken. Salling Group er samtidig medlem af TrygFondens og Kræftens Bekæmpelses partnerskab Røgfri Fremtid.

En international forskningsrapport viser, at personer, der er mere udsat for markedsføring af cigaretter, har 1,6 gange højere chance for at have prøvet at ryge end dem, der ikke har været så eksponeret for markedsføringen.

– Dagens tal fra Netto og Salling Group er en fantastisk positiv nyhed. Tallene viser tydeligt, at færre børn og unge køber tobak, når tobak gemmes væk i danske butikker. Det passer fint med erfaringer fra blandt andet Norge og England, som i en årrække har brugt metoden. Jeg kan kun opfordre alle andre supermarkedskæder, kiosker og tankstationer til at følge efter. De bør hurtigst muligt gøre alvor af snakken og se at få gemt cigaretterne væk, siger Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

Bilka, føtex og Salling er klar

Fra i dag, mandag d. 1. oktober, følger Salling Group op ved også at have gjort cigaretterne usynlige i gruppens øvrige varehuse, føtex, Bilka og Salling. Dermed er Salling Group den første dagligvaregruppe i Danmark, der skjuler cigaretterne i alle supermarkeder, kiosker og varehuse.

– Normalt vil vi gerne sælge mere. Men når vi kan se, at vi sælger færre cigaretter, særligt til unge, glæder det mig. Nu har vi bevist, at det ikke er svært at komme frem mod målet, og hvordan blot det at gemme cigaretterne væk kan have en endda meget stor effekt, siger Per Bank, administrerende direktør i Salling Group.

Risiko for at de unge køber hos naboen

Tallene fra Salling Group og Netto tyder også på, at det er vigtigt, at alle salgssteder gemmer cigaretterne væk, hvis unges rygning skal begrænses. Salling Group har nemlig også set på salget i gruppens føtex-varehuse, der endnu ikke havde fået installeret afskærmning af cigaretterne, og som ligger tæt på Netto-butikker og ungdomsuddannelser. Her viser tallene, at salget af cigaretter flere steder er steget. For eksempel er salget af cigaretter i føtex Storcenter Nord i Aarhus steget med op mod 5 procent, hvor Netto-butikken få hundrede meter væk i samme periode har haft et markant fald i salget.

– Det er nok ikke så overraskende og er et godt tegn på, at skal det her batte noget – og ikke bare hos os – så skal hele branchen nu til at gemme cigaretterne væk. Også kiosker og tankstationer. Ellers sender vi bare de unge videre, og så har vi jo ikke nået den fælles ambition på tværs af mange dagligvarekæder, nemlig at vi skal have en røgfri generation i 2030, uddyber Per Bank fra Salling Group.

Kræver handling og ny lov

– Vi skal have alle butikker til at gemme cigaretterne væk, så børn og unge ikke lokkes til et impulskøb. Nettos tal viser, at det virker. Hvis vi skal nå målet om en Røgfri Fremtid i 2030 skal politikerne også tage deres del af ansvaret og vedtage en lov, så børn og unge ikke blot køber smøger det næste sted, hvor de ser dem, siger Niels Them Kjær, Kræftens Bekæmpelse.

Meget tyder på, at de unge er enige i, at det nytter noget at gøre tobakken usynlig, som Salling Group fra på mandag gør i alle gruppen supermarkeder og varehuse. I en nylig rapport fra Røgfri Fremtid, ”Ungeundersøgelse 2017”, svarer de unge rygere mellem 14 og 19 år, at det at gøre cigaretterne usynlige i butikkerne er det bedste forslag til at undgå rygning blandt børn og unge.

Tilsvarende svarer 7 ud af 10 danskere, at de bakker op om, at tobak skal være ude af syne i butikkerne. Kun 8 pct. er imod.

(Kilde: Danskernes holdning til tobak, 2017, Kantar Gallup for Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen).

- - - -

Fakta om undersøgelsen fra Salling Group

- Salling Group har siden 15. juli i år skjult cigaretterne i samtlige næsten 500 Netto-butikker i Danmark

- Salling Group har nu gennemgået salget af cigaretter før og efter cigaretterne blev skjult i en femugers periode fra medio august til medio september i henholdsvis 2017 og 2018 i samtlige de Netto-butikker, der var åbne i både 2017 og 2018.

Her viser gennemgangen et gennemsnitligt fald i salget af cigaretter på 9 procent, efter cigaretterne blev skjult.

- Salling Group har tilsvarende gennemgået salget af cigaretter i samme periode i en række Netto-butikker fordelt over hele landet, der ligger tæt på ungdomsuddannelser, og hvor der er et bredt udbud af andre supermarkeder og kiosker, hvor cigaretterne ikke er skjult.

Gennemgangen viser at salget af cigaretter efter cigaretterne blev skjult er faldet mellem 12 procent (Netto, Danmarksgade, Aalborg) og helt op til 39 procent (Netto Solrød Center).

- Netto på Rådhuspladsen i København er en af de butikker, der har haft størst tilbagegang i tobakssalget på 38 procent. Rådhuspladsen er kendetegnet ved, at der færdes mange unge døgnet rundt, ligesom der også her er et bredt udbud af andre supermarkeder og kiosker, hvor cigaretterne ikke er skjult.

Kontakter

Billeder

Information om Salling Group

Salling Group
Salling Group
Rosbjergvej 33
8220 Brabrand

87 78 50 00https://sallinggroup.com/

Med kæder som føtex, Bilka, Netto, Salling og Wupti arbejder vi i Salling Group for at gøre hverdagen bedre gennem gode indkøbsoplevelser, muligheder for job i hele landet og lettere vej til en ansvarlig livsstil. Flere end 50.000 dedikerede kolleger i Tyskland, Polen, Sverige og Danmark servicerer hver uge 11 millioner kunder.

Fordi vi er 100 % ejet af Salling Fondene år, går en del af vores overskud tilbage til samfundet. Siden 2012 har Salling Fondene doneret mere end 850 mio. kr. til uddannelse, kultur, sport, socialt arbejde og andre gode formål.

Følg pressemeddelelser fra Salling Group

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Salling Group

Lokale ildsjæle i hele landet får donationer af Salling Fondene via føtex26.11.2018 06:00Pressemeddelelse

Salling Fondene uddeler via føtex en række donationer til lokale initiativer med socialt arbejde og bæredygtighed i centrum. Salling Fondene har siden 2012 etableret sig som en væsentlig bidragyder til det danske samfund, herunder med landsdækkende donationer indenfor blandt andet kultur, kirke, sport og værdige formål. Nu donerer Salling Fondene midler til 11 lokale initiativer rundt om i landet sammen med føtex

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum