Djøf

Djøf: Ærgerlig afgørelse fra Voldgiftsretten om statslige fridage

Del

SKAT og Spillemyndigheden har fået medhold i, at de ensidigt kan opsige arbejdsgiverbetalte fridage på grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag.

Finansministeriet har idag lagt en nyhed på Moderniseringsstyrelsens hjemmeside, hvor det fremgår, at en opmand har givet SKAT og Spillemyndigheden medhold i, at de ensidigt kan opsige arbejdsgiverbetalte fridage på grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag.

Kendelsen er foreløbig, men idet Finansministeriet har offentliggøre resultatet, har Djøf valgt at kommentere på kendelsen.

- Vi havde gerne set, at vi havde fået medhold i, at en arbejdsgiver ikke ensidigt kan fjerne et antal fridage, der har været praktiseret gennem adskillige år, og som vi derfor mener danner grundlag for den overenskomst, vi har indgået med de offentlige arbejdsgivere. Men vi tager naturligvis Voldgiftsrettens afgørelse til efterretning, siger Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig.

Hun tilføjer, at Djøf nu vil nærlæse præmisserne for afgørelsen.

- Vi er aktuelt i gang med en proces, hvor vi sammen med medlemmerne drøfter, hvilke krav vi skal rejse i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2018. Det må vise sig, om afgørelsen her får indflydelse på dette. Men vi vil samtidig gerne advare de statslige arbejdsgivere mod at stirre sig blinde på noget de tror, er en smart og hurtig effektiviseringsgevinst, når de ensidigt fjerner medarbejdergoder.

Sara Vergo understreger, at det langt fra er sikkert, at det øger produktiviteten, selv om man tvinger medarbejderne til at arbejde et antal dage ekstra om året.

- Spørgsmålet er, om adfærden bidrager til at skabe mere tilfredse medarbejdere, der glade og motiverede går på arbejde hver dag - og som gerne yder en ekstra indsats, arbejder over, eller logger på om aftenen, når ungerne er puttet, hvis opgaverne tilsiger det.

- Hvis vi som medarbejdere skal være fleksible og levere det bedste og lidt til, kræver det selvfølgelig en personalepolitik, der bidrager til at anerkende, motivere og udvikle medarbejderne, pointerer Sara Vergo og slutter:

- Vi har stor tiltro til, at det store flertal af statslige arbejdsgivere godt kan se værdien af glade og motiverede medarbejdere. Så vi håber ikke, at resultatet fra voldgiften smitter af på resten af staten.

Sara Vergo træffes for yderligere kommentarer på tlf. 31 37 39 20.

Information om Djøf

Djøf
Djøf
Gothersgade 133
1123 København K

33 95 97 00https://www.djoef.dk/

Djøf er den faglige organisation for jurister og jurastuderende samt erhvervsøkonomiske og samfundsvidenskabelige kandidater og studerende. Vi repræsenterer over 91.000 medlemmer, der arbejder på alle niveauer i det private og det offentlige i Danmark og udlandet.

Fælles for djøferne er deres centrale betydning for udviklingen og driften af såvel private virksomheder som offentlige organisationer. Djøferne løfter komplekse opgaver, der kræver analytiske evner og stor indsigt i nationale og internationale forhold. Djøfere varetager mange forskellige funktioner inden for ledelse, administration, økonomi, jura, kommunikation, HR, marketing, undervisning og forskning med mere.

Følg pressemeddelelser fra Djøf

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Djøf

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum