DGI

DGI: Unges frivillighed styrker trivslen - og vi har brug for dem

Del
Unge frivillige har et kæmpe engagement, og det styrker trivslen at være en del af meningsfulde fællesskaber. Vi skal i langt højere grad give unge plads og indflydelse i idrætsforeningerne, siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.
DGI's formand Charlotte Bach Thomassen talte om unge og frivillighed til DGI's årsmøde 5. november i Vejle. Foto Palle Skov for DGI
DGI's formand Charlotte Bach Thomassen talte om unge og frivillighed til DGI's årsmøde 5. november i Vejle. Foto Palle Skov for DGI

Det er et paradoks. Danske unge er Europamestre i frivillighed, og undersøgelser viser, at det styrker trivslen at være en del af meningsfulde fællesskaber. Men samtidig forlader mange unge idrætsforeningerne, og der er store udfordringer med, at mistrivslen stiger blandt unge.

”Vi ved, det virker at være frivillig sammen med andre, for det styrker både den mentale og sociale trivsel. Derfor skal vi i langt højere grad give unge plads og indflydelse til at forme de frivillige fællesskaber. Unge frivillige har et kæmpe engagement, det kan de udleve i idrætsforeningerne, og det har vi brug for,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Unge frivillige var et af hovedtemaerne, da hun lørdag den 5. november aflagde beretning til DGI’s årsmøde i DGI Huset i Vejle.

Grill’n chill og god stemning

I Skærbæk ved Fredericia har to brødre på 19 og 21 sat gang i noget nyt. De syntes, der manglede et uforpligtende tilbud til unge og stiftede de PULS, der blandt andet har stået for glidebanerundbold, en koncert og Grill’n chill med sjove aktiviteter, snacks og god stemning.

”Vi ville gerne lave noget lokalt, og til det første arrangement dukkede 40 unge op. Det er fedt at være frivillig, fordi det giver energi at se, at folk er glade for det man laver. Man laver relationer til hinanden og det giver sammenhold,” siger Morten Hansen, den ene af de to brødre.

PULS er nu et paraplyudvalg under Skærbæk Idrætsforening, og Skærbækcentret har blandt andet hjulpet med praktiske opgave som fundraising, så aktiviteterne er gratis for unge.

Attraktive ungemiljøer

DGI vil prioritere markante ressourcer på, at mange flere idrætsforeninger får hjælp til at skabe ungemiljøer, hvor unge kan engagere sig i det, de brænder for.

”Unge har meget at bidrage med, og det at være frivillig gør en positiv forskel både for den unge selv og for andre. Derfor skal vi involvere unge, selvom det stiller krav til foreningerne, også selvom unge ikke kan garantere, at de er med for altid,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Hun hæfter sig samtidig ved, at omkring 10.000 mænd og kvinder under 30 år årligt deltager i DGI’s kurser og uddannelser med henblik på at blive frivillige trænere eller ledere i idrætsforeningerne.

Mere end hver fjerde ung er frivillig

Mange har fremført, at det er svært at skaffe frivillige og at antallet af frivillige er faldet under corona-pandemien, men DGI’s tal viser et andet billede. Antallet af frivillige i DGI’s 6.600 foreninger er således stort set uændret de senere år.

Når det gælder antallet af unge frivillige i idrætsforeningerne, så er tallet dog faldet en smule fra 37.577 frivillige i 2019 til 35.112 i 2021.

”Vi skal være ekstra nysgerrige på, hvad der motiverer unge til at være frivillige, og vi skal hjælpe idrætsforeningerne med at skabe attraktive ungemiljøer, både i forhold til idrætsaktiviteterne, organiseringen og faciliteterne,” siger Charlotte Bach Thomassen.

IDAN’s undersøgelse ’Danskernes Motionsvaner’ med data fra 2020 viser, at mere end hver fjerde ung er frivillig, og at unge i gennemsnit er mere frivillige end voksne. 43 procent af de 16-19 årige er frivillige, mens det er 36 procent af de 20-79 årige. Tallet dækker over alle typer frivillighed og altså ikke kun i idrætsforeningerne.

Fakta om unge og frivillighed:

  • Frivillige har dobbelt så stor chance for at have den bedste mentale trivsel. Det hænger sammen med, at frivillige finder meningsfuldhed, udvikler kompetencer og selvværd og indgår i fællesskaber. Kilde: Statens institut for folkesundhed 2018.
  • 39 procent af de unge i alderen 15-29 år, som ikke udfører frivilligt arbejde i dag, vil gerne i gang som frivillig. 14 procent af de unge vil endda gerne i gang inden for det næste halve år. Kilde: Bureauet kl. 7 for DGI, 2019.
  • Antal deltagere i DGI’s kurser og uddannelser under 30 år. År 2019: 13.782. År 2020: 9663. År 2021: 9332. År 2022 (indtil 1. november) 9362.
  • Antal frivillige i DGI’s 6.600 foreninger under 30 år: 2019: År 37.557. År 2020: 37.167. År 2021: 35.112. (OBS År 2018: 36.344)
  • Tal fra EU viste i 2018, at 39 procent af unge i Danmark har deltaget i frivilligt arbejde inden for det seneste år. Dermed lå danske unge på en delt førsteplads i frivillighed i EU sammen med irske unge.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

DGI's formand Charlotte Bach Thomassen talte om unge og frivillighed til DGI's årsmøde 5. november i Vejle. Foto Palle Skov for DGI
DGI's formand Charlotte Bach Thomassen talte om unge og frivillighed til DGI's årsmøde 5. november i Vejle. Foto Palle Skov for DGI
Download
Det er fedt at være frivillig for unge i PULS i Skærbæk ved Fredericia, hvor de bl.a. har stået for glidebanerundbold.Foto: Marius Visuals for DGI
Det er fedt at være frivillig for unge i PULS i Skærbæk ved Fredericia, hvor de bl.a. har stået for glidebanerundbold.Foto: Marius Visuals for DGI
Download

Links

Information om DGI

DGI
DGI
Vingsted Skovvej 1
7182 Bredsten

79 40 40 40https://www.dgi.dk/

DGI arbejder målrettet for at styrke motion og breddeidræt i Danmark. Vi tror på glæden ved idræt og på styrken i foreningsfællesskabet. DGI's 6600 foreninger har over 1,6 mio. medlemmer. 

Følg pressemeddelelser fra DGI

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DGI

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye