DGI

DGI Esport kårer Årets Ildsjæl, Årets Foreningstræner og Årets Esportstræner

Del
Stina Rein Greve fra Faaborg Esport, Martin Johansen fra Kolding Esport og Kent Brylle fra Tricked Esport løb med de 3 priser til DGI Esport Awards. Vinderne får først og fremmest æren, men derudover en pokal og et gavekort på 5000 kr.

Interessen for esport stiger eksplosivt, også i idrætsforeningerne. For at anerkende de esportstænere og frivillige, der gør et vigtigt stykke arbejde for esportsforeningerne, fællesskabet og glæden ved at gå til esport, har DGI Esport i samarbejde med Det Blå Danmark netop uddelt tre priser; Årets Ildsjæl, Årets Foreningstræner og Årets Esportstræner.

Priserne blev overrakt i forbindelse med DGI Esport Awards, der blev livestreamet på Facebook og Twitch lørdag den 27. februar. DGI Esport Awards blev afholdt efter esportens inspirations- og netværksdag, som i år foregik online med mere end 150 deltagere.

Stina Rein Greve fra Faaborg Esport er Årets Ildsjæl 2020

Stina Rein Greve fra Faaborg Esport fik titlen som Det Blå Danmark – Årets Ildsjæl 2020. Hun får prisen for sin dedikation, ihærdighed og evne til at engagere lokalområdet i esport.

Til daglig er Stina Rein Greve lærer, men i foreningen er hun kendt som ’gamermom’, hvor hun bruger det meste af sin tid på at holde styr på træning, medlemmer og forældre. Hun er også tuneringsansvarlig, hvor hun streamer og caster forældrevenlige kampe for at engagere forældre mere i deres børns esportsaktiviteter.

Derfor var juryen ikke i tvivl om, at Stina Rein Greve er et multitalent, der fortjener en hyldest for sin indsats.

“Jeg elsker esport så meget, at jeg ikke kan lade være med at knokle for det, så derfor er denne pris i sandhed en stor anerkendelse. Jeg tror, jeg er blevet gamificeret her over de sidste 1,5 år fordi min knægt selv spiller. Derfor oplevede jeg en tiltrækning til esport, og den anerkendelse jeg får, giver mig styrke og mod til at fortsætte mit arbejde i foreningen,” fortæller Stina Rein Greve.

Stina Rein Greve baner vejen for en generation af forældre, som er nervøse for at engagere sig i deres børns gaming-interesse. Hun har taget et hovedspring ind i gaming og esport, og samtidig samler hun forældre og børn og har stort succes med sit arbejde med forældrerelationer. Derudover er hun ansvarlig for foreningens kommunikationsopgaver og har skabt stor synlighed for Faaborg Esport på deres digitale platforme.

 

Martin Johansen fra Kolding Esport er Årets Foreningstræner 2020

Martin Johansen fra Kolding Esport har satset alt for at leve af esport, og hans dedikation, indstilling og evne til at formidle giver ham nu prisen som Det Blå Danmark – Årets Foreningstræner.

Martin Johansen er i esportsverdenen bedre kendt som ”Balancemarn”, og han bruger det meste af sin tid på esport. Til daglig er han webudvikler, og udover at være formand og træner i Kolding Esport, så underviser han også på Efterskolen Kildevæld og Vojens Gymnastik- & Idrætsefterskole.

”Det betyder super meget for den indre ildsjæl at blive anerkendt for sit arbejde. Det giver helt klart nyt brændsel til sjælden og ny motivation,” siger Martin Johansen.

Juryen fremhæver Martin Johansen som en, der er elsket af alle sine spillere. Derudover er han en mentor for mange unge og en rollemodel, som esporten har brug for. Det fortæller også Torbjørn Nyborg, der er cheftræner i Mousesports og en del af juryen:

”Det er tydeligt, at Martin er en inspiration og er vellidt af mange. At han træner så mange forskellige steder beviser, at Martin er dedikeret og kan planlægge og træne spillere på alle niveauer. Det er imponerende, og viser noget om hans evner at han kan navigere i så mange forskellige arenaer.”

I Kolding Esports opstart har Martin Johansen bl.a. doneret sin egen gaming-computer til foreningen, fordi han ikke spillede længere, men blot trænede andre og lavede foreningsarbejde.

 

Kent Brylle fra Tricked Esport er Årets Esportstræner 2020

Kent Brylle har arbejdet målrettet med esport i mange år. Han er 26 år, kommer fra Nykøbing Falster og er FIFA-træner i Tricked Esport, der har adresse i Aarhus. Nu er han den første FIFA-træner, der vinder DGI’s pris som Årets Esportstræner 2020. Han får prisen for at være en inspirerende, loyal og arbejdsom træner, der er exceptionel til at opbygge talenter.

”Det er jo første gang, at en FIFA-træner vinder prisen. Det er et dejligt skulderklap, når 2020 har været et skørt år. For mig har det været et svært år. Og nok det år, hvor jeg har arbejdet hårdest. Så er det jo bare dejligt at sidde her og få den anerkendelse,” siger Kent Brylle.

I juryen var bred enighed om, at Kent Brylle er en af grundene til, at FIFA i Danmark er så stort, som det er. Udover at være en dygtig træner, så har Kent Brylle en enestående evne til at bruge foreningsfællesskabet til at udvikle talenter. Hans mindset omkring professionel esport og om at træne ’det hele menneske’ er med til, at juryen har udpeget Kent Brylle som vinder af Årets Esportstræner 2020.

 

DGI Esport Awards er en hyldest til ildsjælene

Interessen for esport i en forening er stærkt stigende. De nyeste medlemstal, som er fra 2019 viser, at der er 7.742 esportsmedlemmer i 187 foreninger i DGI, og flere er på vej. ​ Esport danner ramme om stærke fællesskaber og store oplevelser, og DGI Esport tilbyder træneruddannelser og kurser, ligesom DGI er også en af parterne bag Esportens etiske kodeks med gode råd til et sundt og godt esportsmiljø.

Der var kommet over 70 indstillinger til de 3 esportspriser. Det viser, at der er mange, der gør et kæmpe stykke arbejde for esporten i Danmark, og det glæder Christian Cramer Nielsen, der er esportskonsulent i DGI.

"I DGI Esport vil vi understøtte ildsjælene i esport, og samtidig arbejder vi intenst på at få flere af dem. Danmark er båret af fantastiske frivillige, som hver dag leverer et kæmpe stykke gratis arbejde. Alt for ofte går ildsjælenes indsats ubemærket hen – det vil DGI Esport gøre op med. Ildsjæle skal frem i lyset, op på en piedestal og være et forbillede, så vi kan få endnu flere, der gør en forskel i esporten," fortæller Christian Cramer Nielsen, der er esportskonsulent i DGI Esport. 

Fakta: DGI Esport Awards

  • Priserne overrækkes af DGI Esport og Det Blå Danmark til en ildsjæl og to trænere, der har gjort et kæmpe stykke arbejde for esporten i Danmark.
  • Vinderen får først og fremmest æren, men derudover en pokal og et gavekort på 5000 kr.
  • I juryen sidder personer med bred viden og kendskab til dansk esport. De udvælger, hvem der skal have overrakt priserne.
  • Det er første gang at Årets Ildsjæl og Årets Foreningstræner bliver kåret. Tidligere har Torbjørn ’mitr’ Nyborg (2018) og Philippe ’winspai’ Ouabaid (2019) vundet prisen som Årets Esportstræner.
  • DGI Esport Awards afholdes efter esportens inspirations- og netværksdag, som i år er foregået online, hvor mere end 150 mennesker deltog.

Nøgleord

Kontakter

Christian Cramer Nielsen, esportskonsulent i DGI. Tlf. 40182137
Majbritt Andersen, pressechef i DGI. Tlf. 21294115

Billeder

De tre vindere af DGI Esport Awards
De tre vindere af DGI Esport Awards
Download

Links

Information om DGI

DGI
DGI
Vingsted Skovvej 1
7182 Bredsten

79 40 40 40https://www.dgi.dk/

DGI arbejder målrettet for at styrke motion og breddeidræt i Danmark. Vi tror på glæden ved idræt og på styrken i foreningsfællesskabet. DGI's 6400 foreninger har over 1,6 mio. medlemmer. 

Følg pressemeddelelser fra DGI

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DGI

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye