De Danske Bilimportører

Det samlede bilsalg i februar 2020

Del
Salget af varebiler i februar måned var nogenlunde på niveau med salget i februar 2019, mens lastbilsalget er faldet ift. februar 2019.

Den 2. marts 2020 udsendte vi en pressemeddelelse om personbilsalget i februar 2020. Denne analyse indeholder statistik og kommentarer om salget af varebiler, lastbiler og busser.

Varebiler

Salget af varebiler i februar måned var nogenlunde på niveau med salget i februar 2019. Helt præcist er 2.494 nye varebiler blevet indregistreret i den forgangene måned, mens tallet i 2019 var 2.570. Det er et fald, men kun på knap 3 procent.

Ydermere er ÅTD-indregistreringer fuldt ud på niveau med januar-februar 2019. De seneste fire måneder har det månedlige antal indregistreringer været svagt aftagende, men generelt været på niveau med de månedlige niveauer året forinden.

Samlet set er vi godt tilfredse med årets begyndelse. De seneste år, har efterspørgslen på varebiler, været høj. Efterspørgslen på varebiler er ofte en god indikator på det danske erhvervsliv og vi har derfor positive forventninger til varebilsalget fremadrettet, da der bestemt stadig er gang i hjulene i det dansk erhvervsliv,” siger direktør for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.

De mindre varebiler med totalvægt på < 2.500 kg udgjorde 28 procent, 699 stk., af de nyregistrerede varebiler i februar 2020. Andelen udgjorde 32 procent af det samlede antal indregistreringer af varebiler i hele 2019. Lidt over halvdelen af alle nyregistrerede varebiler i februar 2019, 52 procent, udgjordes af køretøjer med totalvægt i spændet 2.501-3.490 kg – det er fire procentpoint mere end andelen i 2019. De resterende 20 procent, 498 stk., af de nyregistrerede varebiler i den forgangene måned blev registreret med en tilladt totalvægt på B-kørekortets maksimale 3.500 kg. I februar 2020 har de mindre varebiler altså afgivet lidt markedsandele til varebilerne med totalvægt på 2.501-3.490 kg, mens salget af de største varebiler er uforandret, når man kigger på relative salgsandele.

Lastbiler

Efterspørgslen har de seneste måneder ligget marginalt lavere end året forinden. I december 2019 og januar 2020 tydede det på, at markedet var tilbage til sit udgangspunkt, hvilket vi også mener er tilfældet. Det lavere antal i februar 2020 tilskriver vi primært en lavere ordreindgang i 3. kvartal ’19, en ordreindgang som vi mener efterfølgende har været stigende. Derfor er vi fortrøstningsfulde med hensyn til de kommende måneder, om end vi forventer et marked lidt under ’19. I februar 2020 blev der indregistreret 342 lastbiler mod 443 i 2019. Det svarer til et fald på 22,8 procent.

Det er dog værd at pointerer, at lastbilsalget i februar 2019 var meget højt i forhold til den seneste årrække, hvor salget i februar 2015, 2016, 2017 og 2018 var hhv. 326, 343, 368 og 363 nyregistrerede lastbiler. At der blev indregistreret 443 lastbiler i februar 2019, var altså usædvanligt.

Gunni Mikkelsen forklarer udviklingen i lastbilsalget således: ”Vi glæder os over at efterspørgslen på lastbiler de seneste 6 år har været på et særdeles højt niveau og at der fortsat er stor interesse for at erhverve en ny lastbil, den mindre nedgang i februar tilskriver vi primært en mindre ændring i bestillingerne i tredje kvartal ’19.”

Lastbilsalget inden for segmenterne er stabilt trods faldet i februar 2020 og har generelt været det de seneste år. I 2019 havde 88 procent af alle nyregistrerede lastbiler en totalvægt på > 16 ton og 64 procent af lastbilerne en totalvægt på > 24 ton. For februar 2020 gælder det, at 90 procent af de nye lastbiler har en tilladt totalvægt på > 16 ton, mens 62 procent af de nyregistrerede lastbiler har en tilladt totalvægt på > 24 ton.

Busser

Bussalget afhænger meget af de enkelte ordrer og leverancer, som i høj grad påvirker markedet og derfor bør man se på det over en længere periode. Bussalget har i februar 2020 taget et fornuftigt spring med dobbelt så mange indregistrerede busser i februar 2020 som i februar 2019. Der blev solgt 34 busser i februar 2020. Når man analyserer det månedlige antal busindregistreringer, arbejder man med forholdsvis små tal, hvorfor tolkninger er behæftede med en del forbehold og usikkerhed.

Oversigt

Vedhæftet finder du oversigten for det samlede salg af varebiler og lastbiler for februar 2020.

Kildeangivelse

Alle gengivelser af data og oplysninger bedes kildeangives med: De Danske Bilimportører.

Yderligere oplysninger

Direktør Gunni Mikkelsen på tlf. 31 36 10 41 eller gmi@bilimp.dk

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Vedhæftede filer

Information om De Danske Bilimportører

De Danske Bilimportører
De Danske Bilimportører
Rådhuspladsen 16
1550 København V

+45 39 16 23 23https://www.bilimp.dk/

De Danske Bilimportører er brancheorganisation for bilproducenternes repræsentation i Danmark. Vi repræsenterer alle nye biler (person-, vare- og lastbiler samt busser) som anskaffes i Danmark og de omfatter selvsagt alle teknologierne – el, brint, hybrider, diesel, benzin, gas. 

Følg pressemeddelelser fra De Danske Bilimportører

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra De Danske Bilimportører

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye