Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater sætter kunst på skoleskemaet med ny partnerskabsaftale

Del
Flere børn og unge skal have adgang til kunst og stifte bekendtskab med de klassiske kunstarter. Det er formålet med Det Kongelige Teaters nye partnerskabsaftaler, som netop er indgået med skoler i Sønderborg og Københavns Kommune.

Opera, ballet, skuespil og klassisk musik bliver sat på skoleskemaet for flere børn og unge i hele landet. Det Kongelige Teater og grundskoler på Amager og i Sønderborg Kommune vil de næste to år gøre de klassiske kunstarter til en del af elevernes uddannelsesforløb i en ny partnerskabsaftale.

Gennem mange år har Det Kongelige Teater arbejdet målrettet på at gøre den klassiske scenekunst til en vedkommende og naturlig del af elevers uddannelsesforløb i grundskolen. Gennem workshops for både lærere og elever, længere læringsforløb ude på skolerne, samt børne- og ungeforestillinger har eleverne stiftet bekendtskab med kunstarterne. Det Kongelige Teater har igennem disse aktiviteter erfaret betydningen af at være til stede over længere tid og skabe forpligtende samarbejder med lokale aktører, og derfor har vi nu valgt at indgå længere partnerskaber med udvalgte skoler og kommuner.

Dorthe Paulli, chef for outreach-aktiviteter samt sponsor- og erhvervschef på Det Kongelige Teater, siger om de nye partnerskabsaftaler: ”Ved at samarbejde fokuseret med de udvalgte kommuner og skoler bidrager vi til, at endnu flere elever får muligheden for at arbejde med de klassiske kunstarter. Og vi sikrer, at skolerne kan fortsætte arbejdet og benytte de værktøjer, de har fået gennem forløbet, når partnerskabsaftalen ophører.”

Ifølge kultur – og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Carl Christian Ebbesen (DF) er det helt essentielt for skoleelevernes dannelse: ”Børns lige adgang til kulturel og almen dannelse er en hjertesag for mig, og derfor glæder det mig, at der er indgået samarbejde mellem vores skoler og Det Kongelige Teater.”

Det glæder også børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V):"De københavnske folkeskoler er allerede godt i gang med at åbne sig for det omgivende samfund med partnerskaber med både erhvervsliv, kulturinstitutioner og foreninger. Samarbejdet med Det Kongelige Teater er endnu et vigtigt skridt i arbejdet med at gøre eleverne livsduelige og give dem den dannelse, de har brug for i tilværelsen efter folkeskolen."

Formålet med de nye partnerskabsaftaler er:

  • at gøre den klassiske scenekunst til en naturlig del af elevernes læring og en del af skolernes profil.
  • at udfordre og opfordre lærerne til at bruge den viden, de får gennem Det Kongelige Teater, på andre klassetrin og i andre fag.
  • at forankre den klassiske scenekunst lokalt i kommunen.

Partnerskaberne består i en række aktiviteter faciliteret af Det Kongelige Teater. Der er aktiviteter for elever i både indskolingen, på mellemtrinet og i udskolingen. Aktiviteterne er udarbejdet og afprøvet over de seneste år, og er nu blevet til en del af et toårigt forløb, som tilbydes skolerne i partnerskabsaftalerne.

”Det Kongelige Teater arbejder målrettet med at være hele Danmarks teater. Det betyder også at være relevante for endnu flere børn og unge. Det får vi i høj grad mulighed for at være med de nye partnerskabsaftaler. Derfor er vi også rigtig glade for, at både Sønderborg og Københavns Kommune har sagt ja til at indgå i det her samarbejde med os og prøve de nye partnerskaber af.” siger Dorthe Paulli.

Charlotte Riis Engelbrecht, formand for Kultur-, Borger- og Fritidsudvalget i Sønderborg Kommune istemmer og udtaler: ”Vi har et langt og frugtbart samarbejde med Det Kongelige Teater, som nu forplanter sig bredt ud til de yngste kulturborgere i kommunen. Det er vigtigt at få børn og unge mennesker med på vognen tidligt, så de lærer at værdsætte det og blive fremtidens kulturforbrugere.”

Det er første gang, at Det Kongelige Teater indgår disse partnerskabsaftaler. Om et år vil Det Kongelige Teater indgå to nye partnerskaber, så vi i fremtiden har fire partnerskaber kørende ad gangen.

Partnerskabsaftalerne er en del af en samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater. I samarbejdsaftalen er der øremærket midler til at åbne husene for borgerne i København og til konkrete samarbejder med københavnske skoler, festivaler og kulturaktører.
De nye partnerskaber er yderligere muliggjort med fondsmidler fra Det Obelske Familiefond.

Kontakter

Information om Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater
Det Kongelige Teater
Postboks 2185
1017 København K

33 69 69 33http://kglteater.dk/

Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye