Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater nåede nyt publikum over hele landet i 2019

Del
Hver fjerde besøgende oplevede nationalscenen uden for København. Hver femte publikummer var børn og unge under 25 år

Det Kongelige Teaters årsrapport for 2019 er nu offentliggjort. Rapporten var planlagt til offentliggørelse i marts 2019 men er blevet forsinket, da det samlede statsregnskab for 2019 først er blevet forelagt Folketinget for nyligt pga. coronasituationen. Rapporten kan ses på Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Det Kongelige Teater er naturligvis – som resten af kulturlivet – blevet ramt hårdt af coronakrisen i foråret 2020 med måneders nedlukning af teatret. Krisen ramte ekstra hårdt, da teatret netop var inde i en periode med et virkelig godt billetsalg, og da mange af de aflyste forestillinger således havde høj belægning. [Samlet har teatret tabt 52,6 mio. kr. pga. corona i perioden 6. marts til sommer 2020].

Der er naturligvis også en betydelig økonomisk risiko for efteråret 2020, og selvom billetsalget til sæson 2020/21 er kommet flyvende fra start, betyder de nuværende restriktioner et stort potentielt yderligere tab for teatret.

Årsrapporten for 2019 viste dog, at Det Kongelige Teater stod godt rustet forud for krisen. I hovedtræk viser rapporten, at:

  • Det Kongelige Teaters tilskuertal er gået 2 % frem
  • Teatrets mest sete forestilling fandt sted i Jylland (Kong Arthur med 57.900 tilskuere)
  • Teatrets økonomi er i balance efter en årrække med faldende bevillinger og svære tilpasninger
  • Nyt abonnement giver unge under 25 år adgang til alle forestillinger på teatret for 99 kr. om måneden
  • Teatret arbejder i de kommende år med ambitiøse strategier for at øge indsatsen for børn og unge og for at tiltrække flere forskellige mennesker med flere forestillinger og et bredt repertoire

Den følgende pressemeddelelse tjener både til beskrivelse af teatrets aktiviteter i 2019 og dokumentation, da teatret udover årsrapporten i år ikke udgiver en selvstændig årsberetning.

Stigende besøgstal
Heldigvis stod Det Kongelige Teater godt rustet med et 2019, hvor publikumstallet fra 2018 blev fastholdt og udbygget en smule. 760.801 publikummer deltog i aktiviteter og forestillinger på Det Kongelige Teater (ekskl. rundvisninger), hvilket er en stigning på ca. 15.000 i forhold til sidste år, svarende til ca. 2 %.

2019 bød også på en publikumsfremgang på 2 %, hvad angår teatrets egenproducerede forestillinger. 511.834 tilskuere overværede Det Kongelige Teaters egne produktioner på teatrets scener i København, ved Moesgaard Museum syd for Aarhus samt på turné i ind- og udland.

Det Kongelige Teater, som har en omsætning på ca. 825 mio. kr., kom ud af 2019 stort set i balance med et resultat på + 0,5 mio. kr.

Relevant for flere
Årsrapporten for 2019 viser, at Det Kongelige Teater har lagt kursen og er kommet godt i gang på flere strategiske vigtige punkter:

  • Flere forestillinger på de store scener og et bredere repertoire, som appellerer til flere
  • En ambitiøs børnestrategi, hvor teatret aktivt vil medvirke til, at flere børn fra alle slags baggrund stifter bekendtskab med kunsten i deres opvækst
  • I højere grad at være relevant for publikum i hele Danmark, herunder at bruge både fysiske forestillinger, samarbejder og digital formidling til at nå et stort publikum også uden for København

Teaterchef Kasper Holten siger: "For os er status quo ikke en mulighed. En moderne kulturinstitution skaber selv sin relevans – gennem den kunst, vi præsenterer, men også gennem at sikre både bredde og kvalitet i vores udbud, og at vi aktivt gør mere for at åbne kunsten og vores huse for flere forskellige mennesker. Erfaringerne gennem coronakrisen har kun gjort, at vi tror endnu mere på denne strategi: Danskerne er glade for digitale oplevelser men længes også nærvær, fælleskab og live-oplevelser. Det bekræfter det foreløbige billetsalg til sæson 2020/21 – og det er mere vigtigt end nogensinde for Det Kongelige Teater, at der er mange forskellige mennesker ude i samfundet, som har lyst til at bruge vores tilbud."

Hver fjerde publikummer oplevede Det Kongelige Teater uden for København
Det Kongelige Teater havde således i 2019 en markant fremgang på 69 % i antallet af tilskuere, der så en forestilling uden for København, hvilket især skyldes den store udendørsforestilling ved Moesgaard Museum ved Aarhus – en tradition, som er kommet for at blive, vekslende med de tilsvarende udendørsforestillinger i Dyrehaven nord for København.

I alt 120.487 publikummer – eller næsten hver fjerde af teatrets publikum (23,5 %) – oplevede Det Kongelige Teater ude i landet – herunder 57.900 ved Moesgaard. Men publikum rejste også til København for at opleve husene der: 39 % af alle teatrets billetter blev solgt til publikummer, der ikke bor i Storkøbenhavn.

På Det Kongelige Teaters scener i København var det skuespillet Amadeus, der blev årets topscorer med 47.304 tilskuere. Forestillingen samlede de fire kunstarter på Gamle Scene og formidlede Mozarts musik til et stort publikum, hvoraf 40 % var nye kunder eller kunder, teatret ikke har set i mere end 3 år.

Andre velbesøgte titler i 2019 var juleballetten Nøddeknækkeren (34.996 tilskuere inkl. turné), Kongelig sommerballet (21.300 tilskuere), Adressaten ubekendt med Lars Mikkelsen og Søren Sætter-Lassen (17.996 tilskuere inkl. turné), operaen Turandot (15.910 tilskuere) og balletten Askepot (15.479 tilskuere). Disse syv titler tegnede sig således alene for 210.885 tilskuere eller 41 % af Det Kongelige Teaters samlede tilskuertal.

Også den nye scenekunst havde et godt år, da verdenspremieren på Hans Abrahamsens opera Snedronningen spillede for udsolgte huse og vakte opsigt langt uden for Danmarks grænser, mens John Adams moderne klassiker, operaen Nixon in China, fik sin Danmarkspremiere. Den Kongelige Ballet så for alvor solodanser Gregory Dean folde sit koreografiske talent ud med verdenspremiererne på helaftensballetterne Askepot og Blixen og præsenterede for første gang det danske publikum for Wayne McGregors vigtige værk AfteRite. I skuespillet var der urpremiere på Lærke Sanderhoffs Mixdouble og Line Mørkebys dramatisering af Brødrene Løvehjerte, ligesom udviklingen af nye tekster og dramatikere fortsætter i laboratoriet KGL Dansk.

En række andre vigtige forestillinger vakte opsigt i løbet af 2019, herunder bl.a. nyopsætninger af operaerne Carmen og Turandot samt koncertopførelserne af Wagners Tristan og Isolde såvel som skuespillets Symposion og De fulde.

Teatrets stigende besøgstal kan især tilskrives en stor fremgang for skuespillet, og også operaen går en smule frem. Balletten går lidt tilbage men ligger dog stadig pænt over gennemsnittet for de fem forudgående år. Læs mere om teatrets kunstarter i bilaget.

Børn og unge møder kunsten
Det Kongelige Teater gør fortsat en stor indsats for at introducere børn og unge til scenekunst og musik, og i de kommende år vil teatret styrke denne indsats yderligere.

I 2019 var Det Kongelige Teater i kontakt med 89.822 børn og unge til vores aktiviteter og forestillinger (inkl. gæstespil men ekskl. turné), hvilket er en stigning på 2.000 i forhold sidste år og på niveau med rekordåret 2016, hvor antallet var 89.964. I alt var hele 19 % af teatrets publikummer i 2019 børn og unge under 25 år, mens teatret samlet nåede endnu flere børn og unge over hele landet med gratis workshops, aktiviteter og skolesamarbejder.

”Det er utroligt vigtigt, at vi har så godt et tag i børn og unge, og det høje besøgstal vidner fortsat om, at de godt kan lide at komme hos os. 19 % – altså næsten hver femte af vores publikummer – er børn og unge, hvilket udgør et solidt fundament for, at vi på Det Kongelige Teater kan udfolde vores endnu større ambitioner på børn og unge-området. Allerede her fra 2020 og de i kommende år vil Det Kongelige Teater udrulle en masse nye initiativer, der skal understrege, at vi er nationalscene for hele Danmark – også for børn og unge,” siger Kasper Holten.

Teatrets mange familieforestillinger tiltrak også mange publikummer, og med forestillinger som Brødrene Løvehjerte (14.727 tilskuere), Sigurds Danmarkshistorie (3.245), Halfdans Hokus Pokus (11.817), Kom Bamse, nu balletter vi (10.724), Nøddeknækkeren (34.996) og Kong Arthur (57.900) var der et stærkt udbud til familier.

Dertil kommer teatrets gratis forestillinger for børn, der i 2019 tiltrak mere end 9.000 publikummer med bl.a. pixioperaerne Den grimme ælling og Papageno og Papagena.

Ved udgangen af 2019 lancerede Det Kongelige Teater et nyt koncept for unge, hvor alle under 25 år med abonnementet, Sceneskift, vil kunne få adgang til alle Det Kongelige Teaters forestillinger for 1000 kr. om året eller 99 kr. om måneden. Med dette tiltag bestræber teatret sig på at gøre det let og billigt for unge at gøre det til en vane at gå i teatret. Sceneskift-abonnementet er midlertidigt suspenderet pga. manglende pladser at tilbyde under coronanedlukningen men vil blive genoptaget, så snart det er muligt.

Det Kongelige Teater satser på digital formidling
Under coronanedlukningen lykkedes det på få dage Det Kongelige Teater at etablere KGL Xtra – et nyt digitalt univers med gratis streaming af et stort antal hele forestillinger, helt nye kunstneriske formater samt med indblik, guides og digital formidling af kunsten. Mere end 250.000 mennesker har set med på teatrets forestillinger i mere end 100.000 timer – og teatret har især noteret sig en stor stigning i trafikken til hjemmesiden fra Jylland.

Allerede i 2019 registrerede teatret 3,6 mio besøg på hjemmesiden – en stigning på 6 %, mens 128.000 fulgte teatret på de sociale medier – en stigning på 17 %. Også antallet af interaktioner fra brugerne på de sociale medier er øget markant. Teatret vil med afsæt i disse gode erfaringer i de kommende år opgradere arbejdet med selv at formidle kunsten direkte til publikum gennem digitale redskaber. Når teatret fysisk kan åbne igen, skal det ske i et samspil med den viden, vi gennem coronatiden har fået om, hvordan vi digitalt kan åbne kunsten for flere i hele Danmark.

Det Kongelige Teater bruger fortsat også de digitale redskaber til at underholde, informere og interagere med alle i Danmark via teatrets digitale kanaler, bl.a. da teatret lancerede sin egen minidokumentarserie Det Kongelige Teater på Pop Up Tour, som følger fem kapelmusikere og to operasangere, der er rejst rundt i landet for at udfordre sig selv og kunsten ved at spille en række intime koncerter på steder, der aldrig har haft besøg af opera og klassisk musik. 

Teatret lancerede også i 2019 et samarbejde med Forlaget Alinea om at udvikle digitale læringsredskaber om scenekunst, som er tilgængelige for skoler i hele Danmark. Dette arbejde vil være en væsentlig del af teatrets børnestrategi, som også skal komme børn til gode, som vokser op langt fra teatrets huse, og hjælpe dem til at bruge lokale kulturtilbud.

 

Årsrapport – uddybende tal
Det Kongelige Teaters årsrapport, hvor samtlige opgørelser er samlet, kan findes på teatrets hjemmeside sammen med en repertoireoversigt for 2019.

For yderligere information eller aftaler om interviews kontakt Det Kongelige Teaters kommunikationsdirektør, Magnus Restofte, på telefon: 31 70 10 10 eller email: mres@kglteater.dk

Uddybning af optællingsmetode følger nedenfor.

 

Antal besøgene – tal og metode
Teatret havde 511.834 tilskuere til egne aktiviteter – hvoraf de 120.487 tilskuere uden for København fordeler sig stort set ligeligt mellem klassiske turneforestillinger hhv. megaforestillingen Kong Arthur ved Moesgaard i Aarhus. Yderligere havde Det Kongelige Teater 248.967 besøgende til øvrige aktiviteter, hvilket i alt giver 760.801 besøgende (hertil kommer 33.617 besøgende til rundvisninger, så det samlede besøgstal når 794.418).

En del af de besøgende kommer flere gange inden for et år. De 794.418 er derfor ikke unikke besøgende.

Vi tæller alle med, som har været i kontakt med Det Kongelige Teater eller en form for kunstnerisk aktivitet fra teatret.
De kategorier som er medtaget er:

  • Skuespil, ballet, opera, operette, musical og koncerter, gæstespil indenfor disse kategorier samt vores turnéer
  • Øvrige arrangementer og aktiviteter – eks. Ofelia LiveKulturnatten og Golden Days
  • Aktiviteter for eksterne partnere – eks. Prinsen af Egypten, Flashdance og Linie 3 Juleshow

Besøgende, der ikke tælles med, er besøgende i foyer og restauranter samt balletskolerne i Holstebro og Odense.

Vi tæller heller ikke digitale brugere med, som ser vores prøver, forestillinger og øvrige live-streaminger via vores hjemmeside eller sociale medier.

Opgørelsen af gæster ud fra antallet af besøg er den samme metode, som stort set alle andre kulturinstitutioner benytter – teatre, forlystelsesparker, biografer og museer. Metoden har været den samme på teatret siden starten af 1980’erne. Derfor er det muligt at sammenligne de forskellige år. Når der er kommet helt nye tiltag til på teatret, har man evt. ændret på kategorierne, så man bedre har kunne se, hvad de nye tiltag bidrager med hver især. Men den grundlæggende metode er den samme.

Teatret har fra 2018 justeret opgørelsesmetoden, således at ikke-teaterrelaterede aktiviteter på Ofelia Plads ikke længere indgår i opgørelsen, ligesom rytmiske koncerter med eksterne arrangører nu opgøres under ’Aktiviteter for eksterne partnere’ i stedet for under ’Koncert’ (hvor kun teatrets egenproducerede koncerter nu fremgår).

BILAG: Teatrets kunstarter

Opera og koncert i 2019
Operachef John Fulljames: ”Operaens opsætninger i 2019 indeholdt både klassikere og sjældenheder, idet Operaen både havde Danmarkspremiere på en markant opsætning af Bizets Carmen men også kunne præsentere to danske operaer: Peter Heises klassiker Drot og Marsk instrueret af Kasper Holten og Amy Lane samt verdenspremieren på Hans Abrahamsens Snedronningen. Begge operaer var hits blandt både anmeldere og publikum og har bidraget betydeligt til, at den danske operatradition både bevares og udvikles. I det forgangne år var vi også stolte over at kunne introducere danskerne for Danmarkspremieren på den moderne klassiker Nixon in China. En opera der står godt til et moderne operahus som vores.

2019 var også et betydeligt år for Det Kongelige Kapel, som opførte mange fine koncerter i samarbejde med chefdirigent Alexander Verdernikov. I alt havde koncerterne mere end 15.000 publikummer.

I det store hele voksede koncertpublikummet også i løbet af året, hvor highlightsene inkluderede en koncert med en akt fra Wagners Parsifal og en smuk semiiscenesættelse af Tristan og Isolde.Det Kongelige Kapel var på turné i Korea, i   Hamborg og i München og eksporterede således dansk kultur på et højt kunstnerisk niveau.

Den Kongelige Opera har i 2019 for første gang i Operaens lange historie produceret en egentlig musical med Sondheims værk Sweeney Todd. Forestillingen har udvidet Operaens tilbud til et bredere publikum gennem en populær genre, der samtidig trækker på Operaens kendte virkemidler. Musicalen, der gav vores fantastiske kunstneriske ensemble nye gode udfordringer, blev taget godt imod af både anmeldere og et stort nyt publikum (ca. 45 % er nye publikummer).

Vi har set en mærkbar styrkelse af forholdet til publikum til opera og koncerter i løbet af 2019; ikke alene har vi haft flere kunder i salene til forestillingerne, men publikum har responderet, at de nu i forhold til tidligere er mere tilbøjelige til at anbefale andre en oplevelse i Operaen. Dette giver os et solidt fundament for yderligere publikumsudvikling, når vi fortsætter med et udvidet kunstnerisk program, der byder på både det smalle og det brede repertoire, så vi når ud til et stadigt større publikum det kommende år.”

Ballet i 2019
Balletmester Nikolaj Hübbe: ”2019 blev for ballettens vedkommende et stærkt år med store kunstneriske ambitioner. 2019 var dedikeret til markante kvindeskæbner. Balletter som Askepot, Blixen, Kameliadamen og Spar Dame handlede alle om kvindelige hovedpersoner, og de blev alle fortolket af ballettens stærkeste kvindelige kræfter. Askepot og Blixen var endda helt nykoreograferede værker skabt af solodanser Gregory Dean, og begge titler viste hans store koreografiske talent. Den store engelske koreograf Wayne Mc’Gregor præsenterede sit værk AfteRite til musik af Igor Stravinskij. En pågående, dyster, relevant enakter om klimakrise. Denne ballet gik i kombination med Harald Landers udødelige Etudes.

Kongelig sommerballet rejste Danmark tyndt i juni måned, og balletten stod også forrest i Nordjylland på en tre ugers ’kulturkaravane’ i oktober og november. På begge ture var publikums begejstring overvældende, så jeg tør sige, at danskerne har taget balletten til sig igennem de seneste år, og vi er kommet af med vores ’fisefornemme’ image og blevet folkelige.

December måned var dedikeret til Nøddeknækkeren i København og sluttede med tre forestillinger i Aarhus – med masser af fulde huse. Det skyldtes naturligvis det julede tema, som ligger i titlen, men i høj grad også Den Kongelige Ballets fantastiske danseres formidling af George Balanchines mageløse koreografi.

Den Kongelige Ballet viste i 2019 igen sit enormt høje niveau. Dette lover vældig godt for de nye projekter og store kunstneriske satsninger, som kompagniet står overfor i 2020.”

Skuespil i 2019
Skuespilchef Morten Kirkskov: ”Mottoet i Brødrene Løvehjerte, som har været en af Skuespillets helt store succeser i 2019, lyder: ’Nogle gange må man gøre noget, også selvom det er farligt. Ellers er man ikke noget menneske. Så er man bare en lille lort.’

Skuespillet kunne i 2019 glæde sig over en stor tilstrømning, og især i efteråret 2019 tog billetsalget fart. Men vi må vove at udfordre det farlige, vi må satse, ellers er man bare en lille lort. Sådan er det ikke bare for os som mennesker – men også med teatret.

Brødrene Løvehjerte kan måske lyde som en sikker vinder. Men med så elsket et forlæg kan det være svært at indfri forventningerne, og indtil nu har der ikke i Skuespilhuset været nogen fast tradition for at spille store børne- og familieforestillinger. Med flot succes til både Halfdans Hokus Pokus og Brødrene Løvehjerte i 2019 er en sådan tradition nu en realitet.

Ligesom Kong Arthur på Moesgaard ved Aarhus i sommeren markerede, at Det Kongelige Teater som Danmarks nationale teater inviterer hele landets befolkning indenfor – eller rettere udenfor – til stort spektakulært folkeligt teater for alle, hvert andet år i Dyrehaven nord for København og hvert andet år i Jylland. Som en tradition.

Læg dertil, at vi spiller de store klassikere som Platons Symposion og Cyrano de Bergerac, at vi fik besøg af tusindvis at nye teatergængere til Amadeus på Gamle Scene, og at vi har fulde huse til mindre formater med ny dansk dramatik. Plus alt det andet.

2019 har været et år som vi er særligt stolte af i Skuespillet, og fremtiden tegner lys. Vi bestræber os på hele tiden at blive endnu bedre, og det vi bl.a. har i støbeskeen til de næste sæsoner er nye danske titler til Store Scene.”

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater
Det Kongelige Teater
Postboks 2185
1017 København K

33 69 69 33http://kglteater.dk/

Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye