Det Kongelige Teater i 2015: Flere børn og unge i teatret, større sponsorindtægter og et tilfredsstillende årsresultat

Del

I dag offentliggøres Det Kongelige Teaters årsberetning for 2015. Beretning og regnskab kan downloades her.


Det Kongelige Teater kom ud af 2015 med et lille underskud på 1,7 mio. kr. Der var budgetteret med et underskud på 0,4 mio. kr. Med et samlet negativt resultat svarende til 0,2 % af den samlede omsætning på 824,1 mio. kr. og et større billetsalg end forventet i rammeaftalen, vurderer teatret årets resultat som tilfredsstillende. Budgettet for 2016 tager højde for underskuddet i 2015, hvor der er budgetteret med et overskud.

Sponsor- og fondsarbejdet spiller en stadig større rolle for Det Kongelige Teater. I 2015 var de samlede sponsorindtægter på 66 mio. kr., hvilket er det bedste resultat nogensinde.

Først i 2015 kunne teatret fejre tiåret for indvielsen af Operaen. Som en del af fejringen blev der sat helt nye opsætninger af operaen ”Tryllefløjten” og balletten ”Svanesøen” op. Disse to fondsstøttede produktioner blev de mest besøgte for de to kunstarter i 2015.
Gæst nr. 2 mio. besøgte Operaen samme forår, hvilket understreger, at Operaen for alvor er en destination, danskerne har taget til sig. Det er i dag kun de økonomiske rammer, der begrænser udbuddet af forestillinger; ikke interessen fra publikum, der er vedvarende og sikrer en høj sædebelægning.

Teatret havde et omfattende aktivitetsniveau i 2015. Der blev i alt gennemført 1.389 forestillinger og aktiviteter. Heraf var 734 af dem på teatrets egne scener. Der blev opført 53 ny-produktioner og i alt 107 forskellige titler.

Til teatrets forestillinger og aktiviteter har der været 619.000 tilskuere og en sædebelægning på niveau med de tidligere år på 80 %, hvilket ses som værende meget tilfredsstillende. I 2015 solgte teatret 76.000 billetter til børn og unge, hvilket er 14.000 flere end i 2014. Hertil kommer deltagelse af omkring 12.000 børn og unge til gratis workshops og aktiviteter.

Turnévirksomheden i 2015 var som de tidligere år betydelig, hvilket har medvirket til, at Det Kongelige Teater i gennemsnit opfører én forestilling hver fjerde dag uden for København. Teatret besøgte i alt 46 byer med i alt 108 turnéforestillinger. Derudover blev der igen i år transmitteret fra teatrets scener til over 50 biografer i hele landet. Optagelser, der i flere tilfælde efterfølgende fandt vej til skærmen på DRK.

Som det fremgår af teaterchefens og bestyrelsesformandens beretning, er ambitionen stadig at udvikle nationalscenens rolle som et attraktivt og tilgængeligt tilbud for hele befolkningen. Med indgåelse af den politiske aftale for 2016 – 2019 blev det imidlertid klart, at teatret måtte tilpasse omkostninger til de nye, lavere bevillinger. Ambitionen er ikke desto mindre, at aktivitetsniveauet på scenerne forbliver på det samme niveau som gennemsnittet for perioden 2012-2015.

Der er med starten på den nye fireårsperiode udnævnt en ny bestyrelse, som tager fat på det videre arbejde, herunder også det fortsatte arbejde med at gennemføre og udvikle strategien.

For yderligere information eller aftaler om interviews kontakt presseafdelingen på 33 69 69 81 eller mail til presse@kglteater.dk

Med venlig hilsen
Det Kongelige Teater

Kontakter

Information om Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater
Det Kongelige Teater
Postboks 2185
1017 København K

33 69 69 33http://kglteater.dk/

Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum