Syddansk Universitet

’Det er aldrig for tidligt at starte med motion’

Del

Idrættens organisationer og Syddansk Universitet er klar til at udrulle nyt effektivt motionskoncept, der skal fremme sundhed, fysisk form og trivsel for børn i indskolingen.

FIT FIRST er et motionskoncept til børn i indskolingen - udviklet af forskere og idrættens organisationer. Foto: Institut for Idræt og Biomekanik, SDU.
FIT FIRST er et motionskoncept til børn i indskolingen - udviklet af forskere og idrættens organisationer. Foto: Institut for Idræt og Biomekanik, SDU.

Hvis dit barn går i 0. – 3. klasse, så har hun eller han i de kommende år mulighed for at få unik, specialudviklet fysisk aktivitet på skoleskemaet tre gange om ugen: ’FIT FIRST’ er udviklet og evidensbaseret af forskere, støttet af landets største idrætsaktører - og er nu parat til blive lanceret i de af landets skoler, der ønsker tilbuddet.

FIT FIRST er et motionskoncept med ’Frekvent Intens Træning’, der er udviklet specifikt til indskolingsbørn af idrætsforsker Peter Krustrup, SDU, og som siden 2011 er blevet testet af forskere fra KU, SDU og Gentofte Hospital. Det består af varieret fysisk aktivitet ved brug af 10 forskellige idrætsgrene indenfor boldspil, gymnastik, atletik og fitnesstræning.

Børnene deltager i idrætsaktiviteterne i mindre grupper og øvelserne er sjove, intense og involverende. FIT FIRST tager udgangspunkt i den nyeste viden om betydningen af fysisk aktivitet for børns sundhed, fysiske form, trivsel og læring. Og så er konceptet tilpasset skolens rammer med et udvalg af moduler af 40 minutters varighed som fordeles henover ugen, enten i bevægelsestiden eller i idrætstimerne.

En god start på et liv med idræt og bevægelse

Udbredelsen af FIT FIRST foregår i et projektsamarbejde mellem Syddansk Universitet, Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF), der har involveret 10 af DIF’s specialforbund og investeret et stort beløb i en udvidelse og udrulning af konceptet, ved færdiggørelse af øvelsesmanualer og afvikling af 3 implementeringskonferencer.

”I DIF vil vi gerne være med til at bidrage til kvaliteten af idræts- og bevægelsestilbuddene i skolen. Det, vi gerne vil tilbyde med FIT FIRST, er et skræddersyet koncept med gode sociale og pædagogiske elementer og med kvalitet og faglighed i aktiviteterne, så alle børn får de bedst mulige forudsætninger for en god start på et liv med idræt og bevægelse”, fortæller Morten Mølholm, direktør i DIF – Danmarks Idrætsforbund.

Motion som barn kan nedsætte risiko for blodprop som voksen

Overlæge Peter Riis Hansen fra kardiologisk afdeling på Gentofte Hospital har stået for at undersøge, hvordan motionen påvirker børnenes blodtryk og hjertefunktion.

Forskningen, der netop er udgivet i det anerkendte tidsskrift Scandinavian Journal of Medicine and Science in Sports, viser, at intens motion i form af henholdsvis boldspil på små baner og cirkel styrketræning (3 x 40 min per uge) hos 8-10-årige skolebørn i løbet af skoleåret medførte et fald i det systoliske blodtryk, samt ændringer af hjertet struktur og funktion.

”Videreføres disse ændringer til voksenalderen kan det betyde mindre risiko for en del folkesygdomme, fx blodprop i hjertet og hjernen”, siger Peter Riis Hansen, og fortæller videre:

”Den sundhedsskadelige virkning af en usund livsstil, fx med for lidt motion, summer sig sammen gennem hele livet og faktisk allerede fra før fødslen. Forebyggelse kan derfor heller ikke starte for tidligt, og der er ingen tvivl om, at vi i dag overser betydningen af at børn bevæger sig nok. Vores resultater bakker op om vigtigheden af, at børn bevæger sig mere både i og udenfor skolen, så deres risiko for fx blodprop i hjertet senere i livet, nedsættes. Det er aldrig for tidligt at starte med hyppig motion!”.

Fuldender billedet af et stærkt koncept

”FIT FIRST konceptet er udviklet, justeret og evidensbaseret ved omfattende forskning, der viser, at idrætsaktiviteter kan bruges i skoleregi til hyppig intens træning, der både er effektiv og motiverende, forklarer professor Peter Krustrup fra Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.

”Vi har konstateret, at konceptet giver 8-10-årige børn større muskelstyrke, bedre balance, stærkere knogler og bedre hjertesundhed. Team Danmark, DIF og flere specialforbund har støttet projektet lige fra starten og det er en stor fornøjelse for os, at forskergruppen og idrætsaktørerne nu udvider samarbejdet, og er klar til at udrulle et stærkt evidensbaseret motionsprojekt over hele landet”, siger han.

Samarbejdsparterne har besluttet at sætte tryk på bestræbelserne på at rulle konceptet ud i stor skala. Næste skridt er at færdiggøre en FIT FIRST manual til skolerne, som forventes klar ved udgangen af 2018, og at afvikle tre implementeringsseminarer i foråret 2019. 

---

[Faktaboks]: Hvem står bag projektet?

FIT FIRST er et samarbejdsprojekt mellem Syddansk Universitet, Team Danmark og DIF med 10 specialforbund:

Badminton Danmark, Danmarks Basketball Forbund, Dansk Amerikansk Fodbold Forbund, Dansk Boldspil-Union, Dansk Håndboldforbund, Dansk Judo og Ju-Jitsu Union, Dansk Orienterings-Forbund, Dansk Rugby Union, Dansk Taekwondo Forbund, Volleyball Danmark.

Projektgruppen består af Nina Bundgaard (DIF), Christina Ørntoft (Team Danmark), Malte Nejst Larsen, Charlotte Sandager Jeppesen og Peter Krustrup (SDU) samt repræsentanter fra de 10 specialforbund.

[Faktaboks]: Læs mere

Malte Nejst Larsen et al. 2018, Scandinavian Journal of Medicine and Science in Sports. ”Cardiovascular adaptations after 10 months of intense school‐based physical training for 8‐ to 10‐year‐old children.”

https://onlinelibrary.wiley.com/doi/abs/10.1111/sms.13253

Malte Nejst Larsen et al. 2018, British Journal of Sports Medicine. ”Positive effects on bone mineralisation and muscular fitness after 10 months of intense school-based physical training for children aged 8-10 years: the FIT FIRST randomised controlled trial.”

https://bjsm.bmj.com/content/52/4/254.long

Nøgleord

Kontakter

Anne Pøhl, udviklingschef
Danmarks Idrætsforbund
E-mail: ajp@dif.dk
Mobil: 20 85 50 00

Peter Riis Hansen, overlæge
Gentofte Hospital
E-mail: peter.riis.hansen@regionh.dk
Tlf.: 39 77 71 57

Peter Krustrup, professor
Institut for Idræt og Biomekanik
Syddansk Universitet
E-mail: pkrustrup@health.sdu.dk
Mobil: 21 16 15 30‬

Bo Kousgaard, kommunikationsmedarbejder
Institut for Idræt og Biomekanik
Syddansk Universitet
E-mail: bkousgaard@health.sdu.dk
Mobil: 23 23 86 24

Billeder

FIT FIRST er et motionskoncept til børn i indskolingen - udviklet af forskere og idrættens organisationer. Foto: Institut for Idræt og Biomekanik, SDU.
FIT FIRST er et motionskoncept til børn i indskolingen - udviklet af forskere og idrættens organisationer. Foto: Institut for Idræt og Biomekanik, SDU.
Download

Information om Syddansk Universitet

Syddansk Universitet
Syddansk Universitet
Campusvej 55
5230 Odense M

https://www.sdu.dk/

Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet

EU igangsætter sin største indsats nogensinde for bedre at beskytte forbrugere og miljøet mod hormonforstyrrende stoffer19.2.2019 09:37:53Pressemeddelelse

Under forskningsprogrammet Horizon 2020 har EU givet cirka 375 millioner kroner til otte europæiske projekter, herunder et internationalt projekt koordineret af en forskningsgruppe fra Syddansk Universitet (SDU). Projektet ledes af biolog Henrik Holbech og skal forske i bedre testmetoder til at identificere hormonforstyrrende stoffer, der kan findes i alt fra legetøj og fødevareemballage til industrikemikalier. Målet er, at man får en bedre beskyttelse af forbrugere og miljø, fordi de nuværende testmetoder er mangelfulde og derfor ikke beskytter os tilstrækkeligt.

Ingen sanktion for billeder af nøgne mænd på SDU1.2.2019 10:20:37Pressemeddelelse

En artikel i Weekendavisen i dag fortæller en historie om SDU, som ifølge artiklen skulle have givet en forsker, ansat på universitetet, en påtale for at vise billeder af mænd med nøgen krop uden for en forsknings- eller undervisningssituation. Weekendavisen gengiver i sin artikel to modelbilleder af mænd, “der ikke er meget mere afklædt end en svømmer ved OL”, men som skulle have givet anledning til påtalen. Den studentermedhjælp, som ifølge artiklen blev eksponeret for billederne fortæller, at medarbejderne på SDU generelt bruger deres udleverede IT-udstyr til private formål. - Jeg har aldrig set de billeder, som er i Weekendavisens artikel i dag. Og generelt: Jeg bliver ikke provokeret af billeder af nøgne mænd. Vi ser fra tid til anden indhold af privat karakter i forbindelse med det supportarbejde vi udfører. Normalt påvirker de ting jeg ser mig ikke, og der skal meget til, før jeg føler det går over grænsen. Jørgen Schou, sekretariatschef på SDU: -Jeg har aldrig set de billeder,

Ingen sanktion for bar overkrop1.2.2019 06:19:14Pressemeddelelse

En artikel i Weekendavisen i dag fortæller en historie om SDU, som ifølge artiklen skulle have givet en forsker, ansat på universitetet, en påtale for at vise billeder af mænd med nøgen overkrop uden for en forsknings- eller undervisningssituation. SDU’s rektor Henrik Dam har på grund af tavshedspligt ikke mulighed for at udtale sig om personalesager, men han oplyser, at SDU aldrig har givet en tjenstlig sanktion for at vise billeder af mænd med nøgen overkrop. -I min optik ville det være bizart at anse bare maver, blotlagte skuldre eller blottede knæ for nøgenbilleder, der kan danne grundlag for en påtale, advarsel eller afskedigelse.

Flere kvinder i forskning18.1.2019 10:48:57Pressemeddelelse

Danske og europæiske universiteter har i stigende grad fokus på at sikre større diversitet blandt dem der vælger forskervejen. Syddansk Universitets Gender Equality Team, der arbejder med ligestilling på universitetet, har således netop hjemtaget en bevilling på 22 millioner kroner fra EU til et projekt, der de næste fire år skal implementere ligestillingshandlingsplaner på SDU og 8 andre europæiske universiteter. Som koordinator står SDU i spidsen for projektet.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum