Designmuseum Danmark

Designmuseum Danmark genåbner efter historisk stor renovering

Del
Efter en toårig renovering er Designmuseum Danmark nu klar med en åbningsdato. Gæster kan se frem til at besøge museet igen fra og med søndag den 19. juni. Museet genåbner med helt nye udstillinger, der viser den store spændvidde i museets samlinger - fra nye bud på, hvordan designere lige nu arbejder med at løse fremtidens udfordringer til et dramatisk vue ind i det historiske wunderkammer. Der er skruet helt op for sanselighed og æstetik, når museets unikke historiske samlinger bliver vist side om side med samtidigt design.
Museumspladsen. Foto: Rasmus Hjortshøj
Museumspladsen. Foto: Rasmus Hjortshøj
 
Designmuseum Danmark er nu klar til at byde gæster velkommen igen søndag den 19. juni. Det sker efter en gennemgribende renovering af den historiske 1700-tals bygning midt i Frederiksstaden.
 
Museets genåbning markeres med en række forskellige arrangementer, hvor gæster kan opleve nye udstillinger, ny butik og café og havefaciliteter. 
 

Museumsdirektør Anne-Louise Sommer udtaler:

"Det er med stor glæde, at vi nu melder datoen ud for vores genåbning. Vi har de seneste år haft travlt med at gennemføre den mest gennemgribende renovering af museet, siden Kaare Klints oprindelige indretning i 1920’erne. Vi er uendelig taknemmelige for, at vi snart kan byde alle velkommen igen efter den lange nedlukning. Vi har også brugt tiden på at gentænke hele museumsoplevelsen, så noget af det man vil opleve, når vi genåbner, er en ny måde vores udstillinger er designet og formidlet på. Vi har mere fokus på samtidens store temaer, som grøn omstilling, sundhed og identitet. Vi mener at design, mere end nogen sinde, kan være med til at trække vigtige tråde, fra historiske landvindinger og frem til nutidens globale og nationale udfordringer. Design er et prisme, igennem hvilket vi kan forstå menneskers behov, drømme og adfærd gennem forskellige tider. Det er et felt i rivende udvikling, og vi ønsker, gennem vores udstillinger, aktivitets- og formidlingsformater at være et levende designarkiv og et hus, hvor alle er velkommen."

Nyt udstillingsprogram 2022 - fem highlights

Museets åbningsprogram rummer både større og mindre udstillinger, der dækker hele spektret af design: Fra fortidens wonders til modernismens store ikoner og samtidens væsentlige temaer.

Foto: Jonas Edvard

Stolen ”MYX chair” er støbt og foldet af hamp-fibre og svampe mycelium. Jonas Edvard er kendt for at anvende materialer fra naturen som tang, papir, kalksten i sine designs. MYX Chair har været med på udstillingen Mindcraft i 2021. Foto: Jonas Edvard

Fremtid og samtid

The Future is Present er den første udstilling man møder. Her stilles skarpt på, hvordan nutidens designløsninger, og processen bag, taler ind i fremtidens store udfordringer som sundhed, klima og identitet. Udstillingen viser i et poetisk univers, scenograferet af det danske arkitektstudio Spacon&X, eksempler på hvordan vi kan komme til at transportere os, arbejde, bo og gå klædt i fremtiden. Og den inviterer os alle til at tænke med. I forlængelse af fremtidsudstillingen er AKUT museets nye eksperimenterende rum for samtidsscenen, hvor skiftende udstillinger sætter dagsaktuelle temaer og talenter til debat. Det første tema handler om bæredygtighed og mode.

Mønsterkraft

Samtidsperspektivet går igen i udstillingen Mønsterkraft; et legende og visuelt sanseligt univers, der giver nyt liv til nogle af museumssamlingens mest fabulerende og farverige mønstre. Udstillingen skabes i samarbejde med multikunstner, musiker og designer, Henrik Vibskov.

WONDER

WONDER består af fem specialdesigende udstillingsrum. Som gæst træder man først ind på museets magasin og inviteres derefter indenfor hos en privat samler. Udstillingen rummer desuden et specialdesignet, gulv-til-loft sættekassesystem, som indeholder alt - fra nøglehuller til vifter, og vidunderlige te-maskiner. Læg dertil, de helt unikke samlinger af snustobaksdåser og japanske sværdprydelser. 

Sølv-skatkammer og langbord

Fascinationen fortsætter ind i et særligt indrettet sølv-skatkammer, med et nøje kurateret udvalg af de fineste sølvværker fra samlingerne.

Og videre i udstillingen Bord dæk dig! møder man en 13 meter lang glaskube, udviklet af designeren, Boris Berlin. Kuben oplyses indefra og træder frem som en stor gylden sankthansorm i det dunkle rum. I kuben, som er en stor udstillingsmontre, fortælles måltidets designhistorie med syv borde dækket med service fra renæssancen og frem til i dag. Gæsten følger udviklingen fra ”de riges bord” med en overdådighed af sølvopsatser, sjældne unikaglas, og store bord- og skuestykker til modernismens enkle service med gryder designet til at stå direkte på det nu spartansk opdækkede bord.

Foto: Niels Fabæk

Detalje fra udstilingen, Formens Magi, som blev vist på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg i 2021. Foto: Niels Fabæk.

Formens Magi

Endelig kan museets gæster i den anmelderroste udstilling Formens Magi – Kunst og Design se frem til at opleve det bedste inden for møbelkunst, design, kunsthåndværk, billedkunst og arkitektur i det 20. århundrede. Udstillingen, som i 2021 blev vist på Kunsten i Aalborg, er skabt i samarbejde med Louisiana og Kunsten og forener highlights fra de tre museers omfattende samlinger.

Ny café, shop og publikumsområder

Museet har også fået nyindrettet alle gæstezoner, hvor man bl.a. kan prøve kræfter med designprocesser i en ny interaktiv installation, IN THE MAKING. 

Café, loungeområder og butik har fået et komplet re-design af det prisvindende OeO STUDIO. Ligesom museumshaven i de kommende år vil danne ramme om en række nye kreative tiltag, hvor byens borgere kan møde det kreative vækstlag og prøve kræfter med det gode håndværk og designprocesser i workshops og skifttende udstillinger.

"Museumshaven er et af byens helt unikke grønne åndehuller. Tilbagetrukket fra gadens larm og omkranset af de smukke nyrestaurerede bygninger, rummer haven et kæmpe potentiale for kunstnerisk og kreativ udfoldelse – fra festivaller til udendørs undervisning og meget mere. Alt sammen noget vi er i dialog med Københavns Kommune og andre gode samarbejdspartnere om at udvikle i løbet af de kommende år," tilføjer museumsdirektør Anne-Louise Sommer.

Hold dig opdateret om nyheder fra museet her. 

Fakta om museets renovering og restaurering:

  • Den store renovering omfatter bl.a. 2500 kvadratmeter nylagt marmorgulv, ny-restaurerede facadeudsmykninger og en større klimatilpasning
  • Museet har været lukket i 2 år, mens renoveringen har stået på, hvor et lille hold medarbejdere har arbejdet på at udvikle de nye udstillinger.
  • Museets bibliotek blev renoveret for nogle år siden og er derfor ikke en del af dette projekt.
  • Læs mere om renoveringen her.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Museumspladsen. Foto: Rasmus Hjortshøj
Museumspladsen. Foto: Rasmus Hjortshøj
Download
MYX Chair by Jonas Edvard. Foto: Jonas Edvard
MYX Chair by Jonas Edvard. Foto: Jonas Edvard
Download
Galleria (1969) Barbara Brown. Foto: Pernille Klemp
Galleria (1969) Barbara Brown. Foto: Pernille Klemp
Download
Formens Magi. En udstilling skabt i samarbejde mellem Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, Louisiana Museum of Modern Art og Designmuseum Danmark. Foto: Niels Fabæk
Formens Magi. En udstilling skabt i samarbejde mellem Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, Louisiana Museum of Modern Art og Designmuseum Danmark. Foto: Niels Fabæk
Download
Kålhovedet af Kastrup fajance fra midten af 1700-tallet er den første registrerede genstand på Designmuseum Danmark. Foto: Pernille Klemp
Kålhovedet af Kastrup fajance fra midten af 1700-tallet er den første registrerede genstand på Designmuseum Danmark. Foto: Pernille Klemp
Download

Information om Designmuseum Danmark

Designmuseum Danmark
Designmuseum Danmark
Bredgade 68
1260 København K

+45 33 18 56 56https://designmuseum.dk/

Designmuseum Danmark er et af Nordens centrale udstillingssteder for dansk og international industriel design, kunstindustri og kunsthåndværk. 

Følg pressemeddelelser fra Designmuseum Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Designmuseum Danmark

Ny udstilling på Designmuseum Danmark viser sjældent udstillede japanske træsnit22.3.2024 11:59:40 CET | Pressemeddelelse

Billeder af smukke kvinder og heroiske krigere i kamp kan dette forår opleves på Designmuseum Danmark. Udstillingen I KRIG OG KÆRLIGHED viser nøje udvalgte træsnit fra museets store samling af japansk kunsthåndværk og fortæller historien om træsnittet – et nyt medie i datidens Japan, som spredte underholdning og ideologi, og som var med til at fostre den såkaldte ’japanisme’, der fik stor indflydelse på dansk design.

Designmuseum Danmark får nyt Videnshus20.12.2023 10:49:11 CET | Pressemeddelelse

I 2025 tager Designmuseum Danmark det første spadestik til et nyt Videnshus, der bl.a. skal samle museets bibliotek, læsesal og designværksted under ét tag. Visionen om et videnshus for designmuseet går 100 år tilbage og realiseres nu takket være generøs støtte fra Villum Fonden, Augustinus Fonden og C.L. Davids Fond og Samling. Den prisvindende tegnestue Praksis skal stå for en nænsom indpasning af den nye bygning i Frederiksstadens unikke arkitektoniske miljø.

IRMAS DESIGNHISTORIE KOMMER PÅ MUSEUM13.12.2023 10:01:22 CET | Pressemeddelelse

Til februar blænder Designmuseum Danmark op for en udstilling, der udfolder den kendte supermarkedskæde Irmas mere end 100 år lange designhistorie. Med IRMA – EN DESIGNHISTORIE er det første gang, at Irmas ikoniske blå designunivers kan opleves i en museumsudstilling. Publikum kan glæde sig til at gense kendte og elskede Irma-genstande og -designs gennem tiden og få hele historien om supermarkedskæden, der bragte kunst og design ind i folks hverdag.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye