DI Østjylland

Der er både sukker og malurt i det østjyske smørhul

Del
Noget af Danmarks bedste erhvervsklima finder man i det østjyske område, hvor Skanderborg og Favrskov kommuner viser vejen med placeringer som henholdsvis nr. otte og nr. 12. i den årlige Lokalt Erhvervsklimaundersøgelse fra DI.

For Favrskov er det en pæn stigning og et godt skridt tilbage til den absolutte top ved siden af Skanderborg. Skanderborg ligger stadig, og som den eneste i det østjyske område, i den attraktive top-ti, som ellers er efterstræbt af mange kommuner. Men konkurrencen bliver hårdere fra andre kommuner, og Skanderborg må indkassere en lille samlet tilbagegang. Samlet set udgør disse to kommuner sukkeret i det østjyske smørhul.

Derimod er der mere malurt over både Aarhus og Syddjurs kommuner, som begge går lidt tilbage og havner i den tunge ende. Trods stor aktivitet i Aarhus og mange nye byggerier falder kommunen til en plads som nr. 85 og har Syddjurs tæt bag sig på en 88. plads.

- Vi bor jo i et smørhul med stor aktivitet og mange muligheder. Derfor er jeg glad for de særligt gode rammer, virksomhederne oplever i Skanderborg og Favrskov. Skanderborg har været placeret i top-ti i de seneste fire år. Det er flot og vidner om et konstant og hårdt arbejde, som gennemsyrer hele kommunen, siger formand for DI Østjylland Anders Strange.

I Skanderborg er det især kommunens evne til at tiltrække nye borgere og virksomheder, som trækker op. Men også de forhold, man kan slå op i statistikkerne, er med til at sikre den gode placering. Borgerne i Skanderborg er veluddannede, og den erhvervsaktive aldersgruppe har en høj beskæftigelse. Derudover samler kommunen erhvervslivet til halvårlige dialogmøder, hvor virksomhederne har chancen for at påvirke forholdene.

I den forkerte retning tæller det især, at virksomhederne har noget sværere ved at finde kvalificerede medarbejdere i Skanderborg, der på det område halter efter de andre østjyske kommuner.

Favrskov har i mange år ligget solidt i top-ti, men sidste år dykkede kommunen pludselig til en 24. plads. At den nu har kæmpet sig tilbage på en 12. plads imponerer Anders Strange.

- Jeg ved, at Favrskov var meget frustrerede over placeringen sidste år, men de har virkeligt bidt tænderne sammen igen og bl.a. fået reorganiseret deres erhvervsråd, så de kan forbedre den løbende dialog med erhvervslivet. Men også den kommunale organisation gør det godt, siger Anders Strange.

Virksomhederne i Favrskov er meget tilfredse med de kommunale afgifter og gebyrer og kommunens folkeskoler bliver også vurderet højt. På begge områder er virksomhederne så tilfredse, at Favrskov kommer ind som Danmarks næstbedste. Også jobcentrets indsats ligger helt i top - det er formentlig en belønning for den reorganisering, kommunen har lavet på området.

Aarhus går i år syv pladser tilbage til en 85. plads ud af de 96 kommuner, der indgår i målingen. Det er en nedgang på syv pladser. Aarhus Kommune holder sig dog stadig foran København, mens både Aalborg og Odense er bedre placeret.

Aarhus er ellers inde i en positiv udvikling på mange områder. Arbejdsstyrken er meget veluddannet, og der bliver registreret mange nye virksomheder. På begge områder kan man slå op i statistikken og se, at Aarhus her ligger lunt i top 10 på landsplan, og det bekræfter indtrykket af, at der er gode muligheder for udvikling og vækst i kommunen. Men spørger man virksomhederne, så kniber det især med trafikforholdene i byen og sagsbehandlingen på kommunekontoret.

- De mange køer på vejene i og omkring Aarhus giver virksomhederne store udfordringer, når deres medarbejdere skal til og fra arbejde, når kunder og leverandører skal på besøg, og når de skal have varer ind og ud af byen. Det er de mange byggeprojekter og vejarbejder, der driller, men det får jo en ende på et tidspunkt. Her og nu tror jeg dog, at de lokale virksomheder vil sende et signal om, at de vil tages mere alvorligt, siger DI Østjyllands formand Anders Strange.

Han mener også, at de udfordringer, der har været med at komme bunkerne i byggesagsafdelingen til livs, stadig spiller ind.

- Kommunen har formået at bringe sagsbehandlingstiden ned, men det er muligt, at virksomhederne ikke har oplevet det eller ikke er klar over det. Forvaltningen og politikerne bør nok være bedre til at informere om de fremskridt, der sker, siger Anders Strange.

Syddjurs Kommune har altid haft det svært i Lokalt Erhvervsklima 2017, og i år er ingen undtagelse. Syddjurs har tabt det terræn, der blev vundet de seneste år og falder syv pladser til nr. 88.

Der er dog også klare lyspunkter i årets Lokalt Erhvervsklimaundersøgelse. Blandt andet er der sket en meget stor fremgang i vurderingen af den måde, kommunen håndterer virksomhedernes byggesager. Til gengæld kniber det med dialogen med både embedsmænd og politikere, der bliver vurderet ringere i år.

- Vi hører, at virksomhederne gerne vil bidrage til, at det bliver en rigtig god erhvervskommune. De vil gerne involveres noget mere, både i forhold til kommunen og i netværk med hinanden. Det tyder på, at virksomhederne i højere grad kan blive positive medspillere i kommunens udvikling. Jeg vil gerne opfordre kommunen til at tage den udfordring positivt op, siger formand for DI Østjylland Anders Strange.

FACTS OM LE 2017:

- DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2017, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er ottende år i træk, at DI laver undersøgelsen.

- 7.600 virksomheder inden for Dansk Industris brancher, bl.a. produktion, transport, fødevarer, engroshandel og service har svaret på undersøgelsen i 2017. De har blandt andet vurderet kommunernes overordnede erhvervsvenlighed og helt specifikke erhvervsvilkår som f.eks. skattetryk, kommunal sagsbehandling, adgang til arbejdskraft, infrastruktur og kommunernes image mv.

- Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.

- 96 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. To mindre kommuner Læsø og Fanø deltager ikke.

Følg Dansk Industri på:

    

Kontakter

For yderligere oplysninger kontakt chefkonsulent i DI Michael Jul-Nørup Pedersen, mjnp@di.dk, tlf.: 2924 7009 eller pressekoordinator Helen Jensen, heje@di.dk, tlf.: 2124 4702.

Billeder

Links

Information om DI Østjylland

DI Østjylland
DI Østjylland



For yderligere information om DI Østjylland:

Chefkonsulent Michael Jul-Nørup Pedersen
Mail: mjnp@di.dk
Tlf. 3377 4588
Mobil: 2924 7009

Adm. koordinator Vinnie Røslau
Mail: vir@di.dk
Tlf. 3377 3675

Følg pressemeddelelser fra DI Østjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Østjylland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye