ULIGHED

Den ene procent af danskerne, der tjener allermest, sidder på en større og større andel af danskernes samlede indkomster. Hver gang danskerne samlet set tjener 100 kroner, går 9 kroner til den rigeste procent.

Ikke siden 1970 har andelen været så høj. Det viser nye tal, som indgår i en rapport netop udgivet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i forbindelse med tænketankens 85-årsjubilæum. Opgørelsen bygger på tal fra Danmarks Statistik.

I 1970 var den rigeste procents indkomstandel på 9,2 procent. De nyeste tal er fra 2019, hvor den rigeste procent sad på 8,8 procent af indkomsterne.

Én procent af danskerne tjener altså knap ni gange så meget, som deres antal egentlig ville berettige til, hvis indkomsterne i hele samfundet var fuldstændigt lige fordelt ud på alle borgere.

”Tallene taler jo deres tydelige sprog. Vi har at gøre med en lille, velbjærget elite allerøverst i toppen af samfundspyramiden, som stikker af fra resten af samfundet. Det siger jo noget om, at den velstand, vi skaber i Danmark, bliver mere og mere ulige fordelt,” siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Særligt i løbet af de seneste årtier er de rigestes andel af de samlede indkomster vokset – fra 5,1 procent i 1992 til 8,8 procent i 2019.

Det danske samfund er lige, men udviklingen går den forkerte vej

Rapporten viser dog også, at uligheden i Danmark ikke er stukket af i samme omfang som i andre vestlige lande.

Sammenholder man indkomsterne, der tilfalder de 10 procent rigeste af danskerne med indkomsterne blandt de 40 procent fattigste, er indkomstandelen blandt de 10 procent rigeste 0,93 gange så stor som blandt de 40 procent fattigste. Den opgørelsesmetode kaldes Palma-ratio.

Niveauet placerer Danmark i den lave ende sammen med de øvrige nordiske lande og Belgien. I toppen af listen – med størst forskel – finder vi lande som USA og Storbritannien.

”Vi står i Danmark et godt sted, når vi sammenligner os med andre lande, men vi er på den gale vej. Hvis vi skal passe på vores samfundsmodel med en høj grad af lighed, tryghed og social sammenhængskraft, så må vi tage livtag med de voksende kløfter i vores samfund,” siger Lars Andersen.

Fakta

• Den rigeste procents andel af de samlede skattepligtige indkomster er siden 1992 vokset fra 5,1 procent til 8,8 procent. Det er den højeste andel siden 1970, hvor tallet var 9,2 procent.

• I Danmark har de rigeste 10 procent af befolkningen en andel af indkomsterne, der er lidt mindre end andelen hos de fattigste 40 procent, nemlig en faktor på 0,93. Island er bundskraber med 0,87 og dermed mindre ulige end Danmark, mens USA er topscoreren med 1,76.

• Danskernes samlede formue er historisk høj, når den holdes op imod nationalindkomsten, der er et mål for samfundets samlede indkomst. I 2019 udgjorde nationalformuen over 600 procent af nettonationalindkomsten. I midten af 1990’erne var tallet omkring 350 procent. Denne udvikling skal tolkes som et faresignal for uligheden, da formuerne er meget ulige fordelt.

• Den gennemsnitlige formue for 20-årige er cirka 79.700 kroner, men uligheden er høj. Halvdelen af de 20-årige har således en formue, der er mindre end 26.900 kroner. For at være blandt de 10 procent med størst formue som 20-årig skal man derimod have en formue på mindst 170.900 kroner.

Rapportens øvrige hovedkonklusioner

• Danmark har en flad lønstruktur sammenlignet med andre lande, men lønningerne er alligevel steget mest i toppen af lønfordelingen siden 1995. Den øverste tiendedels andel af den samlede lønsum er i perioden vokset fra 20 til 22 procent. Den nederste tiendedel har i samme periode nærmest stået stille med 4,4 procent i 1995 mod 4,5 procent i 2019.

• I Danmark uddanner vi i dag markant anderledes end i 1990’erne. Eksempelvis er antallet af velfærdsbachelorer vokset med knap 90.000 fra 1990 til 2019, mens antallet af akademikere i samme periode er vokset med over 350.000 personer. I dag er der således 200.000 flere akademikere end sygeplejersker, lærere, pædagoger og socialrådgivere på arbejdsmarkedet.

• Ledigheden har siden 1930’erne haft udsving af 10-20 års varighed, som falder sammen med tilsvarende udsving i andre vesteuropæiske lande. Udsvingene skyldes dermed i høj grad længerevarende konjunkturudsving. På den måde kan en god krisepolitik være med til også på længere sigt at sikre en høj beskæftigelse, hvilket den veltimede finanspolitik og aktive arbejdsmarkedspolitik i 1990’erne er et eksempel på. Den førte politik forlængede opsvinget.

• Det offentlige forbrug har været nogenlunde stabilt siden slutningen af 1980’erne holdt op imod andelen af BNP, men måler man i stedet på antallet af offentligt ansatte per borger, har antallet været faldende de sidste 10 års tid. Det offentlige forbrug følger heller ikke det demografiske pres, der opstår, når der for eksempel bliver flere ældre og børn med behov for støtte og behandling i sundheds- eller skolesystemet eller andre velfærdsinstitutioner.

Hent jubilæumsrapporten her: Fra kriseår til velfærdssamfund – et portræt af lønmodtagernes vilkår gennem 85 år