Guldborgsund Kommune

Den politiske struktur på plads i Guldborgsund Kommune

Del
Guldborgsundlisten, Socialdemokratiet og Venstre har indgået en konstitueringsaftale og fået udvalgsstrukturen på plads. Det betyder blandt andet, at der kommer to opgaveudvalg med fokus på opkvalificering og uddannelse samt landdistrikter og turisme.

Guldborgsundlisten, Socialdemokratiet og Venstre står bag den politiske konstitueringsaftale, som fastlægger, at John Brædder (G) fortsætter som borgmester. Bo Abildgaard (S) bliver 1. viceborgmester, og Ole K. Larsen (V) bliver 2. viceborgmester. Der forhandles fortsat med SF og Enhedslisten om at indgå i konstitueringsaftalen.

Den politiske aftale står på et fundament af de sidste års arbejde med at skabe tæt sammenhæng mellem de politiske strategier og kommunens arbejde for at omsætte strategierne til en god hverdag for borgerne i kommunen. Derfor har forligsparterne også forpligtet sig til at fastholde den politisk besluttede fælles kerneopgave for hele organisationen.

Aftalen byder blandt andet på en ændret udvalgsstruktur, som omfatter to særlige opgaveudvalg. De skal sammensættes af en blanding af byrådsmedlemmer og borgere med særlig viden eller andre forudsætninger for at indgå i udvalgene.

Det ene opgaveudvalg skal kobles tæt til det nye Beskæftigelsesudvalg (BES). Opgaveudvalgets primære formål bliver at udvikle et partnerskab for opkvalificering og uddannelse, der skal sikre arbejdskraft til de lokale virksomheder og job til kommunens ledige.

Det andet opgaveudvalg fokuserer på kommunens landdistrikter og turisme. Det vil få til opgave at udvikle rammerne for stærke, frivillige fællesskaber i lokalområderne, og så skal der ske en styrkelse af turismeerhvervet i hele kommunen. Dette opgaveudvalg kobles til det nye Kultur, Fritid & Bosætningsudvalg (KFB).

”Jeg er meget glad for, at vi har fundet sammen i en bred konstituering. Det giver borgerne i Guldborgsund Kommune tryghed for, at vi kan fastholde den gode udvikling, vi har skabt i de senere år. Jeg er særligt glad for, at vi nu sætter ekstra fokus på vores landdistrikter i det ene af de to opgaveudvalg. Land og by er hinandens forudsætninger, og kun ved at sikre vækst og udvikling begge steder kan vi skabe en sammenhængende kommune. Det er helt afgørende, at man føler sig som en del af Guldborgsund, uanset hvor i kommunen man bor,” siger borgmester John Brædder.

1. viceborgmester Bo Abildgaard tilføjer: ”Med den konstitueringsaftale, vi har indgået, er jeg sikker på, at kernevelfærden til borgerne bliver prioriteret og sikret, og det har været vigtigt for os socialdemokrater. Samtidig sikrer vi med aftalen endnu mere sammenhæng i opgaveløsningen i kommunen. Det er blandt andet derfor, vi har valgt at ændre på strukturen i fagudvalgene.” 

2. viceborgmester Ole K. Larsen supplerer: ”Vi skal sikre vores erhvervsliv adgang til lokal, kvalificeret arbejdskraft. Det er helt afgørende, og det er derfor, vi opretter opgaveudvalget Partnerskab for opkvalificering og uddannelse.  Samtidig er jeg godt tilfreds med, at vi med konstitueringsaftalen sætter gang i en dybdegående analyse af arbejdsmarkedsområdets muligheder og udfordringer.”

Parterne er enige om, at der kan justeres i budget 2018 inden for den samlede ramme. Guldborgsundlisten, Socialdemokratiet og Venstre har desuden forpligtet sig til at indgå budgetaftaler sammen i alle årene i den kommende byrådsperiode. Parterne understreger dermed det fælles ansvar for fortsat at styrke kommunens økonomi på langt sigt.

Fakta: Udvalgsstrukturen i Guldborgsund Kommune 2018-2021

Forligspartierne er enige om følgende udvalgsstruktur med formand og næstformand for at understrege det brede politiske samarbejde.

Økonomiudvalg

Formand John Brædder (G)

Næstformand Bo Abildgaard (S)

Stående udvalg

Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget (TME): Formand Guldborgsundlisten, næstformand SF

Børn, Familie og Uddannelsesudvalget (BFU): Formand Socialdemokratiet, næstformand Venstre

Social, Sundhed og Omsorgsudvalget (SSO): Formand Socialdemokratiet, næstformand Guldborgsundlisten

Beskæftigelsesudvalget (BES): Formand Venstre, næstformand Guldborgsundlisten

Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget (KFB): Formand Guldborgsundlisten, næstformand Socialdemokratiet

Opgaveudvalg

Opgaveudvalg under Beskæftigelsesudvalget:

Partnerskab for Opkvalificering og Uddannelse (POU): Formand Socialdemokratiet

Opgaveudvalg under Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget:

Landdistrikts- og Turismeudvalget (LTU): Formand Guldborgsundlisten

Øvrige

Børne og Ungeudvalget: Formand Socialdemokratiet

Nøgleord

Kontakter

John Brædder: tlf. 25 18 03 90
Bo Abildgaard: tlf. 25 18 18 09
Ole K. Larsen: tlf. 71 20 34 24

Billeder

Information om Guldborgsund Kommune

Guldborgsund Kommune
Guldborgsund Kommune
Parkvej 37
4800 Nykøbing F

54 73 10 00http://www.guldborgsund.dk/

Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye