Det Kongelige Teater

Den Kongelige Balletskoles unikke uddannelse ophører med at være gratis

Del

Brugerbetaling på Det Kongelige Teaters Balletskole

Som følge af regeringens fireårsaftale skal Det Kongelige Teater skære 50 millioner i budgettet over de kommende fire år.  Den virkelighed kommer også til at kunne mærkes på Det Kongelige Teaters Balletskole.  Fra august 2016 indfører balletskolen en brugerbetaling, men sikrer samtidig en fripladsordning for børn af forældre med lav indtægt.   

Balletskolens elitetræning er i dag gratis for alle elever fra 0. klasse til 9. klasse – uanset deres økonomiske baggrund.  Fra august 2016 sidestilles skolen med andre eliteidrætsuddannelser, der fordrer forældrebetaling. I takt med at Balletskolen gennem de seneste år har udviklet sig frem mod den moderne eliteskole, den er i dag, vil dens rammer nu også afspejle den virkelighed, som kendetegner andre eliteuddannelser. 

En elev på Balletskolen modtager et unikt skoletilbud. Deres boglige undervisning får de af Zahles Gymnasieskole. Sideløbende hermed får de balletundervisning på eliteplan, pilates-undervisning, coaching, turnévirksomhed og forestillingserfaring med nogle af verdens bedste balletdansere. Børnenes pasning under forestillinger og på turnéer af uddannede pædagoger er også en del af den samlede uddannelsespakke. Elevene medvirker ofte i Det Kongelige Teaters forestillinger, som f.eks. Nøddeknækkeren i december, og børnene er derfor nødt til at kunne deltage i sceneprøver i almindelig skoletid. Det er bl.a. på grund af Zahles fleksibilitet i forhold til, hvor og hvornår timerne lægges, lektionstal og indhold, at balletskolen har valgt at samarbejde med en privatskole.

Denne uddannelsespakke har teatret hidtil kunnet stille gratis til rådighed, men med den ændrede økonomiske virkelighed, er det ikke længere muligt at bevare det høje kunstneriske niveau, som er Balletskolens varemærke, uden en medfinansiering fra forældrene. Teatret afholder dog fortsat langt størstedelen af udgifterne til den unikke uddannelse. 

Brugerbetalingen bliver på 1.870 kr. om måneden, hvad der svarer til en privatskoleplads. Der vil være søskenderabatter for familier med flere børn på skolen, og familier med lav indkomst vil blive tilbudt friplads. Der arbejdes desuden på scholarship-pladser gennem flere fonde. Brugerbetalingen træder i kraft pr. 1. august 2016.

Kontakter

Billeder

Information om Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater
Det Kongelige Teater
Postboks 2185
1017 København K

33 69 69 33http://kglteater.dk/

Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum