De mest socialt udsatte borgere har fået et nyt og gratis tandplejetilbud i København
Hjemløse og andre særligt udsatte borgere har en markant dårligere tandsundhed end resten af befolkningen. Og det påvirker både livskvaliteten og den øvrige sundhed. Derfor har kommunerne et særligt ansvar for at hjælpe disse grupper med at holde en god tandsundhed.
Fra årsskiftet har Københavns Kommune etableret et permanent kommunalt tandplejetilbud til de allermest socialt udsatte borgere i form af to nye klinikker på henholdsvis Kofoeds Skole og på Tietgensgade. Når Mændenes Hjem på Lille Istedgade er blevet renoveret om ca. 1½ år, vil der også blive åbnet en klinik her.
”Der er mange gode grunde til, at vi skal hjælpe flere socialt udsatte borgere med at få den tandpleje, de har brug for. Dårlige tænder eller manglende tænder spænder ben for et socialt liv og dermed også en ordentlig livskvalitet. Hvis det gør ondt at tygge, kan man heller ikke spise almindelig mad, og det resulterer ofte i fejlernæring,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Mange af de særligt socialt udsatte borgere opsøger typisk ikke selv hjælpen. Derfor er der etableret et tæt samarbejde med Socialforvaltningen, som skal opspore og hjælpe de relevante borgere hen til tandplejetilbuddet. Socialborgmester Mia Nyegaard (R) håber, at den opsøgende indsats vil betyde, at flere socialt udsatte får den hjælp, de har behov for.
”Fire ud af ti socialt udsatte borgere har færre end 20 tænder i munden, og de har dermed ikke et funktionelt tandsæt. Og da langt de fleste ikke har råd til at få plejet deres tænder, så er det et tiltrængt og længe ventet løft af deres sundhed og livskvalitet, der kommer her. Et bedre helbred kan være et skridt på vejen ud af hjemløshed eller en anden udsat livssituation. Derfor er det vigtigt med tilbud som det her,” siger Mia Nyegaard.
Tilbuddet omfatter flere
Tidligere har den frivillige forening ’Bisserne’ – med økonomisk støtte fra kommunen – stået for tandpleje for de mest socialt udsatte borgere. Med omlægningen bliver den nye socialtandpleje en del af den kommunale voksentandpleje, som Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har ansvaret for.
Desuden udvides målgruppen til at omfatte flere borgere, end dem som lovgivningen forpligter kommunen til. Udover hjemløse har Københavns Kommune nemlig også valgt, at andre særligt socialt udsatte borgere, som af forskellige grunde ikke kan bruge de almindelige tandplejetilbud, er omfattet. Det kan eksempelvis være borgere med omfattende misbrugsproblemer.
Indtil videre har Socialtandplejen fået henvist knap 200 borgere, som har fået ordnet alt fra tandrensning, tandfyldninger, og tandudtrækninger til smertelindrende behandling og egentligt protesearbejde.
Fakta om Socialtandplejen:
- Sidste år vedtog Folketinget en ny lov, der forpligter kommunerne til at tilbyde gratis tandpleje til de mest udsatte borgere. Loven trådte i kraft 1. juli 2020.
- I perioden 1. juli 2020 og indtil årsskiftet har Københavns Kommune haft et midlertidigt set up, hvor den frivillige forening ’Bisserne’ i samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har stået for at tilbyde målgruppen gratis tandpleje.
- Der er ansat i alt 10 tandlæger til det nye socialtandplejetilbud, én tandlæge til hver ugedag på hver af de to klinikker på Kofoeds Skole og Tietgensgade. En del af tandlægerne har tidligere arbejdet for den frivillige forening ’Bisserne’, som kommunen har samarbejdet med.
Yderligere information:
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, pressekonsulent Katrine Kirch Kirkegaard, tlf.: 2127 3273
Socialforvaltningen, pressekonsulent Mikkel Sander Rydzy, tlf.: 2446 3051
Nøgleord
Information om Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Københavns kommune Sundheds- og OmsorgsforvaltningenRådhuspladsen 1
1599 København V
https://www.kk.dk/
Følg pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
København udbreder fast læge-ordning til hjemmeplejen28.10.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Ældre københavnere, der bor i eget hjem og modtager kommunal hjemme- eller sygepleje, får fremover mulighed for at blive tilknyttet en fast læge, der samarbejder tæt med kommunens tværfaglige teams.
Københavnske politikere har afsat 33 mio. kr. til at forkorte ventetiden til ADHD/ADD-tilbud23.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det skal være slut med at vente i mange måneder for at få hjælp, hvis man som voksen københavner med ADHD/ADD har store udfordringer i hverdagen. Det mener de københavnske politikere, som derfor med næste års budget sender knap 33 millioner kroner afsted til kommunens ADHD/ADD-tilbud for senudredte.
Københavnske ungdomsuddannelser har taget hul på nyt skolefag22.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ni klasser fordelt på to københavnske ungdomsuddannelser har som de første prøvet kræfter med et helt nyt undervisningsforløb, der sætter ’mental sundhed’ på skoleskemaet. Undervisningen har til formål at give de unge plads til fælles refleksion og redskaber til at styrke trivslen.
København vil hjælpe flere end 1.000 kvinder hvert år med gener efter fødsel9.10.2025 06:03:00 CEST | Pressemeddelelse
Derfor udvider Københavns Kommune nu det eksisterende genoptræningstilbud, som åbnede i foråret. Tilbuddet får tilført yderligere 13 millioner kroner.
Nye is skal give mere styrke og energi til borgere på plejehjem17.9.2025 06:02:00 CEST | Pressemeddelelse
Et energiboost i form af egenudviklede protein-is er opskriften på mere overskud og bedre livskvalitet på Københavns plejehjem
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum