Dansk Energi

Danskerne ønsker en grønnere fremtid – politikerne skal levere

Del
Valgkampen er i gang, og politikerne skal lytte til danskerne: Sæt grøn omstilling øverst på dagsordenen og vis vejen til et Danmark uden fossile brændsler, lyder opfordringen fra Dansk Energi

Ungdommen demonstrerer, erhvervslivet melder sig under de grønne faner, og i flere målinger siger danskerne, at grøn omstilling og klima er det vigtigste valgtema. Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi, opfordrer derfor politikerne til at lytte til vælgerne og give dem svar på, hvordan vi kommer af med de fossile brændsler i Danmark.

- Danskernes melding af klar. Det her valg skal handle om klimaet. Vi skal holde op - som i helt op - med at bruge fossile brændsler i Danmark i god tid før 2050. Derfor skal partierne give deres konkrete bud på, hvordan det skal ske, siger Lars Aagaard og fortsætter:

- Vi skal fortsætte med at opføre vindmøller og solceller, men vi skal også bruge den grønne strøm til mere, så vi kommer af med de fossile brændsler.

Transporten er smertensbarnet

Mens produktionen af el og fjernvarme er blevet markant grønnere, så står det stik modsat til i transporten. Her stiger CO2-udslippet.

- Den helt store udfordring er at få banket CO2-udledningen helt i bund i transportsektoren. Her ligger den sværeste opgave, og her mangler vi de politiske svar på, hvordan den skal løses. Vi opfordrer til, at den grønne transportkommission får lov til at fortsætte sit arbejde efter valget, men det arbejde kan naturligvis ikke stå alene, siger Lars Aagaard.

Det grønne kommer ikke af sig selv

Strømmen er godt på vej til at blive produceret fuldt og helt på vedvarende energikilder, men der er fortsat brug for politik, der gør det attraktivt at bruge den.

- Danskerne ønsker at være grønne, men afgifter og tilskud leder dem i en sort retning. Grøn strøm beskattes højere end fossile brændsler. Det er helt skævt, og det skal vi holde op med, siger Lars Aagaard.

- Vi har også brug for politisk opbakning til at sikre de nødvendige arealer til vindmøller, solceller og enkelte steder højspændingsledninger, siger han.

Fire grønne tiltag baner vej til et fossilfrit Danmark

Dansk Energi foreslår fire tiltag, der kan bidrage til en fossilfri fremtid:

1)    Skatter og afgifter skal fremme grønt energiforbrug – ikke mindst i transporten: Afgifterne på el skal afspejle strømmens lave CO2-indhold, så danskerne får et klart incitament til at skifte fossile brændsler ud med den stadigt grønnere el. Det gælder ikke mindst, når de skal investere i en ny bil. Transportsektoren er Danmarks store klimasynder, og vi skal her og nu fastholde skatte- og afgiftsfordelene for elbiler. Derudover skal afgiften på almindeligt elforbrug sættes markant ned, så el ikke beskattes højere end fossile brændsler.

2)    Grøn opvarmning: Farvel til olie nu – og på sigt naturgas: Vi skal hurtigst muligt stoppe for brugen af oliefyr og samtidig lægge en langsigtet grøn plan for at gøre gasforbruget grønt. Blandt andet skal vi sænke forbrugsgrænsen på elvarmeafgiften fra 4.000 kWh til 2.000 kWh om året, så husstande med et normalt eller lille elforbrug også får et incitament til at investere i grøn varme. Og huse, der varmes op med naturgas, skal i alle situationer kunne få den lave elvarmeafgift, så de kan kombinere med opvarmning fra en varmepumpe.

3)    Udbygningen af vedvarende energi skal op i gear: Danmark er Europas vindmekka, og vi skal opføre vindmøller både på land og på vand. Det kræver ambitiøse og konkrete planer for den fremtidige udbygning, hvor vi også får udlagt en større del af søterritoriet til vindmøller, blandt andet ved at begrænse omfanget af arealer udlagt til Forsvaret. Og der er behov for hurtigere, mere demokratiske og mere bindende processer, når vindmølle- eller solcelleparker skal opføres.

 

4)    Elnettet skal muliggøre elektrificering: Elnettet er forudsætningen for elektrificering og Danmarks grønne omstilling. Større mængder grøn strøm skal transporteres fra vindmøllen og direkte ud i husstandene, ind i vores elbiler og varmepumper. Samtidig skal vi fastholde én af verdens mest stabile elforsyninger. Den økonomiske regulering af elnetselskaber skal derfor have et fremadskuende fokus, så elnetselskaber kan investere i fremtidens behov, der opstår med elektrificeringen. Den mulighed giver reguleringen dem ikke i dag. Og gennem digitalisering skal danskernes elforbrug blive smartere og mere fleksibelt, så vi undgår el-flaskehalse.

Nøgleord

Kontakter

Links

Information om Dansk Energi

Dansk Energi
Dansk Energi
Vodroffsvej 59
1900 Frederiksberg C

3530 0400http://www.danskenergi.dk

Dansk Energi er erhvervs- og interesseorganisation for energiselskaber i Danmark. Sammen leverer vores medlemmer stadigt grønnere strøm til danskerne samtidig med, at de sikrer strøm i stikkontakten 99,99 procent af tiden til konkurrencedygtige priser.

Den danske energiindustri beskæftiger samlet set flere end 56.000 danskere og er med sine milliardtunge investeringer i infrastruktur og teknologi et af Danmarks stærkeste erhverv. Energiindustrien er en grundpille i dansk eksport. I 2016 eksporterede Danmark nemlig energiteknologi for 75,6 mia. kroner, svarende til 11 procent af den samlede vareeksport.  

Følg pressemeddelelser fra Dansk Energi

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Energi

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye