sundhed.dk

Danskerne har taget den digitale sundhed til sig

Del
3,6 mio. danskere loggede sig på sundhed.dk i 2020. De fleste for at se deres COVID-19 prøvesvar. Det er dobbelt så mange som i 2019. Coronaen har altså været medvirkende til, at danskerne for alvor har taget den digitale sundhed til sig.

Sundheden er ikke længere noget, der udelukkende hører til i lægekonsultationerne og på hospitalerne. Det er også for alvor blevet en del af vores digitale adfærd. Og i løbet af 2020 har danskerne i endnu højere grad kastet sig over de digitale sundhedsværktøjer.

Det viser de seneste tal fra sundhed.dk. 3,6 mio. danskere loggede i løbet af året på den fælles offentlige sundhedsportal, der samler vores sundhedsdata på tværs af sektorer. I 2019 var det kun halvt så mange, der benyttede sig af muligheden for at se deres sundhedsdata digitalt.

Det høje besøgstal er en naturlig konsekvens af, at det er på sundhed.dk og på appen MinSundhed, at danskerne skal ind for at se deres COVID-19 svar. Alene i november blev der lavet 11,2 mio. opslag på COVID-19 svar, COVID-19 pas og øvrige laboratoriesvar. I juli var tallet 0,5 mio. 311.000 har været på sundhed.dk for at downloade et COVID-19 pas som bevis på, at de er testet negativ.

Gør det nemmere at være patient
At der sættes fuld fart på det digitale sundhedsvæsen under COVID-19 følger Danske Regioners vision om, at det danske sundhedsvæsen skal gå i front med digitalisering, der øger kvaliteten og gør det nemmere at være patient.

”Det er fantastisk, at så mange danskere i dag nemt tjekker prøvesvar eller tager en videokonsultation med deres behandler på deres mobil eller pc. Corona eller ej. Regionernes satsning på digitalisering fortsætter. Vi skal gå den vej for at fastholde et sundhedsvæsen i verdensklasse,” siger formand for Danske Regioner, Stephanie Lose.

Bestyrelsesformanden for sundhed.dk, Lone Langballe, ser også muligheder i udviklingen, som kan komme danskerne til gavn på længere sigt:

”Corona har styrket vores rolle som leverandør af vigtige sundhedsdata og bragt betydningen af digitale sundhedsdata op på et helt andet niveau. Det har givet os en erfaring og en viden, som blandt andet har ført os forrest i udviklingen af et internationalt vaccine-pas,” siger hun.

Flere digitale sundhedsværktøjer
I løbet af 2020 er der blevet udviklet flere andre digitale muligheder på sundhed.dk, der gør det lettere for danskerne at tjekke op på deres sundhed hjemmefra.

Appen MinSundhed er blevet downloadet 1,3 mio. gange siden den gik i luften i april 2019. Til sammenligning er Smittestop-appen og Nem-id’s nøgleapp blevet downloadet henholdsvis 2,1 mio. gange og 1,8 mio. gange.

Ud over muligheden for at se sit eget og sine børns COVID-19 testsvar på sundhed.dk er paletten af digitale værktøjer blandt andet blevet udvidet med:

  • Ding, der er svar! Sidst på året blev det muligt at få besked, når der er svar på COVID-19 testen i MinSundhed-appen. Så slipper man for at logge på igen og igen for at se, om der er kommet svar.
  • Skal du ud at rejse? Siden sommeren 2020 har danskerne kunnet downloade et COVID-19 pas på sundhed.dk. Det dokumenterer en negativ test til brug, når de skal ud at rejse.
  • Brug for en læge eller behandler? Siden foråret har vi kunne gå til læge, psykolog eller en anden behandler på video.
  • Ondt i led og muskler? Smerter i skuldre og led har siden foråret kunnet trænes væk hjemmefra ved hjælp af den populære trænings-app TrænSmertenVæk.

Fakta:
3,6 mio. danskere loggede sig på sundhed.dk i 2020.
1,8 mio. danskere loggede sig på sundhed.dk i 2019.

311.000 COVID-19 pas blev downloadet i 2020.

Siden april 2020 har der været 44,5 mio. opslag på laboratoriesvar. De fleste var på COVID-19 svar.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om sundhed.dk

sundhed.dk
sundhed.dk
Dampfærgevej 22
2100 København Ø

44 22 20 80http://www.sundhed.dk

Sundhed.dk er din digitale indgang til sundhedsvæsenet. En portal, der giver dig overblik over din sundhed og sygdom, og som er ejet af staten, kommunerne og regionerne.

Følg pressemeddelelser fra sundhed.dk

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra sundhed.dk

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye