Danskerne har akut brug for opkvalificering: Krifa kræver to ugers årlig efteruddannelse med fuld løn

Del
72 procent af danske ledere mener ifølge ny undersøgelse, at deres medarbejdere mangler efteruddannelse for at kunne følge med udviklingen. Krifa er klar med lovforslag, der skal ruste arbejdsstyrken til fremtiden

Efteruddannelse er vigtigere end nogensinde, hvis vi skal blive klar til fremtiden, hvor de fleste job vil forandre sig. Det understreger en ny undersøgelse blandt danske ledere, som YouGov har lavet for Krifa. 72 procent mener nemlig, at deres medarbejdere har brug for opkvalificering for at kunne leve op til arbejdspladsens krav og forventninger til fremtiden.

Samtidig oplever 80 procent af lederne, at manglende kompetencer direkte står i vejen for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft. Krifas formand, Søren Fibiger Olesen, mener, at vi som samfund har et fælles ansvar for at gøre arbejdsstyrken klar til fremtiden.

”Christiansborg bør indse, at efteruddannelse er for vigtig en dagsorden til at lade være op til den enkelte arbejdsplads eller overenskomst. Det er på tide, at vi som samfund i fællesskab sikrer bedre muligheder for alle på fremtidens arbejdsmarked,”siger han.

Nyt forslag 
Krifa foreslår, at alle lønmodtagere skal have ret til frihed med løn i to uger om året i forbindelse med efteruddannelse. Loven skal følge principperne i Ferieloven, hvor man løbende sparer op og planlægger i samarbejde med sin leder.

”Vi bliver nødt til at investere i arbejdsstyrken, så vi ikke taber en stor del af dem på gulvet, fordi de bliver skiftet ud med robotter og ikke kan mestre nye arbejdsopgaver,” siger Søren Fibiger Olesen og henviser til en omfattende McKinsey-rapport fra 2017, som viser, at 470.000 job vil blive erstattet allerede inden 2030.

Krifa foreslår desuden, at danskerne skal kunne tage uddannelsesorlov på op til et halvt år med en SU svarende til 80 procent af dagpengesatsen.

”Der er brug for et holdningsskifte, så vi ikke længere ser uddannelse som noget, vi afslutter, når vi er sidst i tyverne – men noget, der varer ved hele arbejdslivet,” lyder det fra Krifas formand.

Investering i fremtiden
Der bliver i øjeblikket brugt mange ressourcer i Danmark på at finde løsningsforslag til udfordringen om det omskiftelige arbejdsmarked. Regeringen har for eksempel nedsat Disruptionrådet, som senere i år kommer med anbefalinger.

”Jeg håber, at de kommer med nogle konkrete forslag, så det ikke bliver ved løs snak og gode intentioner. Det har vi i hvert fald gjort,” siger Søren Fibiger Olesen og fortsætter:

”En stor del af den danske arbejdsstyrke arbejder uden overenskomst, og de har ikke nødvendigvis ret til efteruddannelse. Det er vigtigt, at vi tænker alle danskerne med i det her. Vi kan ikke være andet bekendt – hverken økonomisk eller menneskeligt.”

Nøgleord

Kontakter

For interview eller uddybning af forslag og undersøgelse kontakt:
Pressekoordinator Fie Rødkjær Møller: 51381898/ frn@krifa.dk
Formand i Krifa Søren Fibiger Olesen: 25444008/sfo@krifa.dk

Information om Krifa

Krifa
Krifa
Klokhøjen 4
8200 Aarhus N

http://www.krifa.dk

Krifa er en tværfaglig organisation for danske lønmodtagere og har mere end 185.000 medlemmer. Krifa arbejder hver dag for at fremme arbejdslysten blandt medlemmer, medarbejdere og i samfundet generelt – og det er integreret i alt, hvad organisationen gør. Krifa arbejder mod at blive en moderne arbejdslivsbevægelse ved at se det enkelte medlem og udfordre den klassiske opfattelse af en fagforening og a-kasse.

Følg pressemeddelelser fra Krifa

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Krifa

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye