Hjerteforeningen

Danskerne gik sig til 300 hjertestartere

Del
Søndag den 28. april blev en særlig dag for hele Danmark. Rundt i landet mødte indbyggerne et indsamlingshjerte fra Hjerteforeningen – og derfor bliver der i de kommende måneder hængt flere end 300 hjertestartere op.
Katrine Saaby med sin søn Gustav samlede i dag ind ved Ølstykke. Foto: Kristian Brasen/Hjerteforeningen
Katrine Saaby med sin søn Gustav samlede i dag ind ved Ølstykke. Foto: Kristian Brasen/Hjerteforeningen

Der var ikke tale om en traditionel indsamling, da tusindvis af danskere søndag gik på gaden med røde indsamlingshjerter. For Hjerteforeningen garanterer, at alle grupper, der gik 15 indsamlingsruter, får en hjertestarter med varmeskab på det sted, de selv har valgt.

Hjerteforeningen satser i år stort på et nyt og banebrydende koncept, der bryder med den traditionelle landsindsamling.

- Hver en krone, der er samlet ind, går ubeskåret til uddeling af hjertestartere. Det er derfor, vi kalder det for Hjerteforeningens Landsuddeling. Vi dækker selv alle omkostninger til produktion af indsamlingshjerter, kampagne, materialer, annoncering, administration og løn, siger Anne Kaltoft, administrerende direktør i Hjerteforeningen.

Landsuddelingen er allerede det første år blevet godt modtaget af danskerne.

- Vi tør godt kalde Landsuddelingen 2019 en succes. Der har været stor tilslutning fra hele landet. Antallet af deltagere er steget fra ca. 5.500 i 2018 til forventet ca. 6.500 i år – det er flot i en tid, hvor det er stadigt vanskeligere af få frivillige til at samle ind. Desuden har vi oplevet fantastisk opbakning fra organisationer som Ældre Sagen, Spejderne, DGI, Loop Fitness og BL (Danmarks Almene Boliger). Vi har stået sammen om at skaffe hjertestartere og tryghed til lokalbefolkningen, siger Anne Kaltoft.

Lodtrækning om hjertestartere
I de kommende måneder vil alle grupper, der har gået 15 indsamlingsruter, få besøg af en elektriker fra TS-gruppen, der som Hjerteforeningens samarbejdspartner vil montere de mange nye hjertestartere. Konkret betyder det, at der snart bliver sat flere end 300 hjertestartere op i Danmark.

Men nogle grupper har måske samlet mere ind, end hvad en hjertestarter, varmeskab og opsætning koster, ligesom en del mennesker har gået for den gode sag uden at være tilknyttet en specifik gruppe. Det overskydende beløb går til at sætte hjertestartere op andre steder. I den forbindelse trækker Hjerteforeningen lod blandt de af Landsuddelingens deltagere, som ikke allerede har sikret sig en hjertestarter. Hver gået indsamlingsrute tæller som et lod, og på Hjerteforeningens Frivilligdag i Odense 11. maj bliver der uddelt minimum 15 hjertestartere.

Hjertestartere fra Hjerteforeningens Landsuddeling skal være offentligt tilgængelig døgnet rundt og registreres på TrygFondens ”hjertestarter.dk”.

Fakta om hjertestop og hjertestartere
- 4.000 danskere bliver årligt ramt af hjertestop uden for hospital – det svarer til ca. 11 mennesker om dagen. Én overlever.

- De fleste personer vil få varige skader eller dø, hvis de ikke får hjælp inden for 10 minutter.

- Efter ca. 6 minutter kan hjernen begynde at tage skade, og for hvert minut, der går uden genoplivning, falder chancen for at overleve med ca. 10 %.

- Den mest effektive behandling af hjertestop opnås, når hjertemassage kombineres med brug af en hjertestarter.

- Sandsynligheden for at overleve et hjertestop kan være op til 50-70 procent, hvis der bliver stødt med en hjertestarter inden for 3-5 minutter efter hjertestoppet.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Katrine Saaby med sin søn Gustav samlede i dag ind ved Ølstykke. Foto: Kristian Brasen/Hjerteforeningen
Katrine Saaby med sin søn Gustav samlede i dag ind ved Ølstykke. Foto: Kristian Brasen/Hjerteforeningen
Download
Bo Damgaard Vestner med datter i armen og Kirsten Blem-Landor med sin datter i vognen. Gik fire veje i Allerød for en hjertestarter til børnenes institution. Foto: Kristian Brasen/Hjerteforeningen
Bo Damgaard Vestner med datter i armen og Kirsten Blem-Landor med sin datter i vognen. Gik fire veje i Allerød for en hjertestarter til børnenes institution. Foto: Kristian Brasen/Hjerteforeningen
Download

Information om Hjerteforeningen

Hjerteforeningen
Hjerteforeningen
Vognmagergade 7, 3. sal
1120 København K

70 25 00 00https://hjerteforeningen.dk/

Hjerteforeningen er Danmarks næststørste sygdomsbekæmpende organisation med mere end 116.000 medlemmer. Vi arbejder med forskning i hjerte-kar-sygdomme, forebyggelse af hjertesygdomme og patientstøtte.

Besøg os på hjerteforeningen.dk

Følg pressemeddelelser fra Hjerteforeningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Hjerteforeningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye