Deloitte

Danskerne er vilde med hjemmearbejdsdage

Del

Mere end hver tredje rykker af og til kontoret hjem i privaten

Heidi Persson
Heidi Persson

København, 4. oktober 2016

Måske kommer håndværkeren på besøg. Måske er vasketøjskurven fyldt. Måske trænger man bare til en midlertidig pause fra kollegerne.

Danskerne er vilde med at arbejde hjemme ifølge en ny undersøgelse fra Deloitte. Her siger 36 pct., at de benytter sig af muligheden for at tage hjemmearbejdsdage, og 11 pct. gør det faktisk så ofte, at det svarer til en hel hverdag om ugen. For nogle er det den direkte årsag til, at de overhovedet kan få karriere og familieliv til at hænge sammen, påpeger HR-chef.

- Den store brug af hjemmearbejdsdage er et rigtig godt eksempel på, at der i dag er flydende grænser mellem arbejde og fritid. Ligesom det for mange er helt naturligt at arbejde om aftenen eller i weekenden, er det også naturligt, at man af og til udskifter kontoret med hjemmets trygge rammer, hvis man fx har praktiske gøremål eller bare trænger til fred og ro, siger HR-chef i Deloitte Heidi Persson.

Ifølge Heidi Persson er hjemmearbejde en vigtig ventil for mange travle karrieremennesker.

- Hvis man skal have aflæst el-måler kl. 10 om formiddagen, eller man skal lukke håndværkere ind, så er man jo nødt til at være hjemme. Derfor er der også mange, der værdsætter den fleksibilitet, som hjemmearbejde giver. For nogle er det simpelthen en nødvendighed for at få hverdagen til at hænge sammen.

Hjemmearbejde er derfor også et vigtigt element i at tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere, mener Heidi Persson:

- Selvfølgelig er der masser af job, hvor hjemmearbejde ikke kan lade sig gøre. Du kan jo ikke undervise en skoleklasse fra sofaen, og du kan heller ikke passe samlebåndet på en fabrik. Men taler vi om kontorarbejde, er det indlysende, at man som arbejdsgiver bør give medarbejderne en vis fleksibilitet. Det kan bidrage til at øge både trivsel og motivation betragteligt.

Også i et samfundsperspektiv er der fordele ved hjemmearbejde, mener Heidi Persson. Det kan fx kompensere for lang transporttid for de tusindvis af danskere, der har langt til deres job:

- Det er klart, at kører man mange kilometer hver dag mellem sit hjem og sit arbejde, er det guld værd, hvis man har mulighed for at blive hjemme bare nogle få dage i løbet af måneden.

- Den type fleksibilitet skaber mobilitet, og mobilitet skaber et mere dynamisk arbejdsmarked, så der er ingen tvivl om, at hjemmearbejde har en positiv samfundseffekt, siger hun.

Ca. 4 pct. af danskerne i job har deres faste arbejdsplads i hjemmet.

Fakta:

• 36 pct. af danskerne i job benytter sig af hjemmearbejdsdage

• 11 pct. arbejder i gennemsnit hjemme mindst en dag om ugen

• 4 pct. arbejder altid fra hjemmet

• 62 pct. arbejder aldrig hjemme

• Det gennemsnitlige antal hjemmearbejdsdage for alle danskere i job er 2,05 dage om måneden.

Tallene er baseret på i alt 516 interview med repræsentativt udvalgte danskere i job. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.

Nøgleord

Kontakter

Heidi Persson
Tlf. +45 30 93 47 66
hepersson@deloitte.dk

Billeder

Heidi Persson
Heidi Persson
Download

Information om Deloitte

Deloitte
Deloitte
Weidekampsgade 6
2300 København S

http://www2.deloitte.com/dk/da.html

Heidi Persson er HR-chef i Deloitte og ekspert i ledelse, performance og trivsel.

Mød hele Deloittes panel af eksperter på twitter.com/pressepanelet samt på pressepanelet.dk

Følg pressemeddelelser fra Deloitte

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Deloitte

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum