Læger uden Grænser (MSF)

Dansker i Yemen: Vi frygter koleraudbrud kommer ud af kontrol

Del

”Vi er alvorligt bange for, at sygdommen kommer ud af kontrol”, siger Pernille Miller fra Læger uden Grænser, der har været i Yemen det sidste halve år.

Pernille Miller på Læger uden Grænsers lager i Yemen.
Pernille Miller på Læger uden Grænsers lager i Yemen.

Læger uden Grænser i Yemen modtager og behandler lige nu et stigende antal kolerapatienter i Yemen. Antallet af patienter er steget kraftigt i løbet af de sidste to uger og nåede i alt mere end 780 tilfælde sidste måned.

Kolera er en dødelig form for diarré. Uden den rette behandling kan man dø af væskemangel inden for et døgn. Simpelthen fordi man mister enorme mængder af væske igennem afføringen.

”Yemen er et land, der er hærget af krig. Derfor er de sanitære forhold ikke gode, så problemet er, at vi ikke ved, om vi ser toppen eller begyndelse på koleraudbruddet,” siger Pernille Miller.

Som Læger uden Grænsers farmaceut var det Pernille Millers opgave at skaffe den nødvendige medicin til Læger uden Grænser i Yemen og sørge for, det kom ud til projekterne i landet.

Hun er netop kommet hjem fra Yemen i dag. Det sidste hun gjorde, inden hun forlod landet, var at sikre sig, at der kom store mængder kolera-kit, der bruges i behandlingen.

”Kolerabehandling er en stor logistisk operation. Mange patienter får som minimum syv liter infusions-væske, når de kommer ind,” forklarer hun.  

Lige nu forbereder Læger uden Grænser sig på, at udbruddet bliver værre. Derfor har den medicinske nødhjælpsorganisation bygget fire kolera-centre på hospitaler, hvor Læger uden Grænser i forvejen er tilstede.

Kolera og krig

Pernille Millers fokus var slet ikke på kolera, da hun tog derned for et halvt år siden. Landet har været hærget af krig siden 2015.

”Jeg forventede at skulle arbejde med sult. Derudover vidste jeg, at der selvfølgelig vil være en del medicinsk arbejde, der var relateret til konflikten. Men den seneste tid har vi set tegn på, at andre sygdomme blusser op. Kolera er en af dem.”

Krigen har medført, at mange hospitaler er holdt op med at fungere - nogle af dem er ikke funktionsdygtige, fordi der mangler et budget til operationer og løn til de ansatte. Det er altså i forvejen svært for millioner af mennesker i landet at få adgang til medicinsk hjælp.

Læger uden Grænser frygter, at sundhedsmyndighederne ikke vil kunne håndtere dette koleraudbrud, netop fordi sundhedssystemet er i knæ.

”Vi er meget bekymrede for, at sygdommen vil blive ved med at sprede sig. Den kan komme ud af kontrol. Det er absolut nødvendigt, at organisationer og myndighederne i Yemen samarbejder om at støtte klinikker og hospitaler i de områder, der nu er ramt. Vi modtager patienter, der kommer langvejs fra for at blive behandlet”, siger Læger uden Grænsers chef i Yemen, Shiniiro Murata.  

Læger uden Grænser mener, at det er bydende nødvendigt, at civilbefolkningen får mere akut humanitær hjælp, end det er tilfældet nu for at forhindre, at udbruddet breder sig, eller nye opstår.

Nøgleord

Billeder

Pernille Miller på Læger uden Grænsers lager i Yemen.
Pernille Miller på Læger uden Grænsers lager i Yemen.
Download

Information om Læger uden Grænser (MSF)

Læger uden Grænser (MSF)
Læger uden Grænser (MSF)
Strandlodsvej 44, 2. sal
2300 København S

29702979http://msf.dk/

Læger uden Grænser (MSF) er en privat, international, humanitær organisation, der yder medicinsk nødhjælp til ofre for konflikter og katastrofer i hele verden.

Følg pressemeddelelser fra Læger uden Grænser (MSF)

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Læger uden Grænser (MSF)

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum