Kræftens Bekæmpelse

Danske kvinder med i ny undersøgelse af HPV-vaccine til voksne kvinder

Del

Stor europæisk undersøgelse skal afklare, om også voksne kvinder er interesserede i at få HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft. Kræftens Bekæmpelse står i spidsen for den danske del af undersøgelsen.

Livmoderhalskræft er en af de hyppigste kræftformer blandt kvinder i Europa. Årsagen er en kronisk infektion med HPV-virus, som smitter ved seksuel kontakt. Takket være screening er antallet af nye tilfælde af livmoderhalskræft faldende, men stadig rammes omkring 400 danske kvinder hvert år af sygdommen.

Det tal kan måske nedbringes ved at udvide tilbuddet om HPV-vaccinen til også at omfatte voksne kvinder. Vaccinen er i dag en del af børnevaccinationsprogrammet, fordi vaccinen har størst effekt, hvis den gives, inden kvinden har sin seksuelle debut. Men ny forskning viser, at den også er både gavnlig og sikker for kvinder op til 45 år.

3.000 kvinder fra 11 lande
Derfor har EU støttet en stor undersøgelse, hvor forskergrupper i 11 EU lande skal undersøge, om kvinder i alderen 30-45 år er interesserede i at blive vaccineret – og hvilke begrundelser kvinder har for at lade sig vaccinere eller ej. Samtidig indsamler forskerne oplysninger om mulige bivirkninger ved vaccinen hos de i alt ca. 3.000 kvinder, som deltager, heraf cirka 300 danske.

Professor og overlæge Susanne Krüger Kjær fra Kræftens Bekæmpelses Forskningscenter og Rigshospitalet er ekspert i HPV og står i spidsen for den danske del af undersøgelsen.

– Vaccinen har størst effekt, hvis den gives før seksuel debut, fordi man så ikke er smittet med HPV. Men forskning har vist at HPV-vaccination også er effektiv hos voksne kvinder. HPV-vaccination kan ikke behandle en nuværende HPV-infektion, men den kan nedsætte risikoen for fremtidige infektioner, siger Susanne Krüger Kjær.

Spørgeskema og tilbud om vaccine
De kvinder, der inviteres til at deltage i den danske del af undersøgelsen, er et tilfældigt udvalg af kvinder fra hovedstadsområdet, som er mellem 30-45 år, og som er blevet screenet for livmoderhalskræft i perioden juli-december 2015.

Kvinderne bliver bedt om at udfylde et kort spørgeskema om deres holdning til og viden om HPV vaccinen, spørgsmål som er ens for deltagerne i alle 11 lande. Samtidig bliver deltagerne tilbudt en gratis HPV-vaccine, som beskytter mod fire typer af HPV – typerne 6, 11, 16 og 18. Det er frivilligt, om man vælger at deltage i begge dele af undersøgelsen eller kun den ene. Vaccinen gives i tre doser, og selv om vaccinen allerede er grundigt testet og godkendt af sundhedsmyndighederne, undersøger forskerne, om kvinderne oplever bivirkninger:

– Vi følger deltagerne frem til et halvt år, efter at sidste dosis vaccine er givet. På den måde kan vi undersøge, om de får bivirkninger på grund af vaccinen, siger Susanne Krüger Kjær.

De første breve med invitationer til at deltage i forsøget er sendt ud, og i alt forventes 300 danske kvinder at blive vaccineret i den store undersøgelse. Herudover håber forskerne også at få besvarelser fra kvinder, der ikke ønsker vaccination, således at de kan kortlægge kvindernes begrundelser for at fravælge vaccinen. Forsøget forventes afsluttet ved udgangen af 2017.

Kontakter

Professor og overlæge Susanne Krüger Kjær, Kræftens Bekæmpelse, tlf. 3525 7663, email: susanne@cancer.dk
Kommunikationsrådgiver Mette Weber, Kræftens Bekæmpelse, tlf. 2895 2828, email: mvw@cancer.dk

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum