Danske forskere kæmper for at finde smitteveje for coronavirus i Danmark
2.4.2020 08:10:00 CEST | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse

En gruppe forskere på Aalborg Universitet med professor MSO Mads Albertsen i spidsen har kastet al deres energi og ekspertise ind i kampen mod spredning af coronavirus. Deres våben er et laboratorium i verdensklasse og ekspertviden om analyse og identifikation af bakterier. Forskerne er sammen med Aalborg Universitetshospital, Hvidovre Hospital og Statens Serum Institut nu i fuld gang med at generere og analysere coronavirussens arvemateriale - kaldet genomer.
- Coronavirus ændrer hurtigt genetisk kode. Det gør det vanskeligt at udvikle vacciner. På den anden side betyder det, at vi gennem DNA-analyser af coronavirussens genomer kan følge, hvordan virus spreder sig, udtaler professor MSO Mads Albertsen fra Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.
Forskerne benytter sig af sekventering, der er analyse og registrering af arvemassen. Sekventeringen kan afklare, om coronavirus er introduceret flere gange i Danmark, eller om alle tilfælde kan føres tilbage til eksempelvis de danske skiturister, der blev smittet med coronavirus på ferie i Østrig eller Italien.
- Hvis nye genomer fra coronavirus er løbende tilgængelige for sundhedsmyndighederne og kobles med kliniske og epidemiologiske oplysninger, giver de mulighed for at identificere introduktion af virus fra udlandet og mulige smitteveje i samfundet og på hospitaler, udtaler virusforsker og professor Anders Fomsgaard fra Statens Seruminstitut.
I forhold til de generelle rutinemæssige sekventeringsanalyser, som foregår på hospitalerne, vil forskerne i projektet benytte sig af en nyere teknologi, som tillader analyse af data samtidig med, at den bliver genereret i realtid. Derfor kan svar leveres i løbet af timer i stedet for dage.
- Lokal mulighed for at sekventere prøver gør det muligt at optimere vores diagnostiske tests, således at nye virusvarianter ikke undslipper påvisning. Samtidig giver den patientnære analyse mulighed for en hurtig intervention ved smittetilfælde mellem patienter på hospitalet, udtaler overlæge Kristian Schønning fra Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Hvidovre Hospital.
Forskningen i smittevejene for coronavirus tager afsæt i forskerteamets nuværende projekt ”Microflora Danica”, som har til formål at identificere alle bakterier i Danmark. De samme metoder kan modificeres til at analysere genomer fra coronavirus. Efter en kort telefonisk kontakt med Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden), der støtter Microflora Danica projektet med 30 mio. kroner, gik det stærkt:
- Vi fik etableret kontakt til Hvidovre hospital, Statens Seruminstitut og Aalborg Universitetshospital. Herefter godkendte Rektor for Aalborg Universitet, at vi åbnede begrænset aktivitet i laboratoriet, og vi fik grønt lys fra fonden til midlertidigt at omdirigere alle penge og personer fra Microflora Danica projektet. Så med dags varsel havde vi et team på ti personer, der nu arbejder på fuld tid med projektet, udtaler professor MSO Mads Albertsen fra Aalborg Universitet.
Poul Due Jensens Fond har aktivt opfordret bevillingshavere til at gøre en forskel, hvor de kan, og garanterer indtil videre, at projektet kører videre for fuld kraft:
- Da det stod klart for os, hvor omfattende skadevirkningerne af corona-epidemien vil blive, skrev vi straks ud til alle vores bevillingsmodtagere og opfordrede dem til at dreje deres aktiviteter i retning af corona-bekæmpelse. Mads Albertsen og hans kolleger var allerede i gang, og det kan vi kun bakke op om, fortæller fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted.
Internationale perspektiver
I flere andre lande er lignende konsortier enten blevet etableret eller er lige på trapperne. I sidste uge offentliggjorde UK et konsortie, hvor 20 millioner pund skal sikre analyse af så mange coronavirus-genomer som muligt. De danske genomer kommer også til at indgå i de verdensomspændende databaser for, at forskere over hele verden kan samarbejde om at forstå og bekæmpe den globale coronavirus-pandemi.
Fakta: Virus, evolution og sekventering
Når en ny virus kaster sig over menneskeheden, kan den være særdeles dødelig. Mæslinger, influenza og andre smitsomme sygdomme slog en stor del af menneskeheden ihjel i første runde. Men da levende mennesker smitter bedre end døde, har virus normalt behov for at udvikle sig i retning af mindre dødelighed for at overleve på sigt.
Den aktuelle coronavirus har fundet et smart trick - nemlig at smitte via raske smittebærere. Derfor har den ikke nødvendigvis behov for at udvikle sig i en mildere retning med mindre dødelighed.
Virus udvikler sig fra vært til vært. Det tager derfor ikke lang tid for den at gennemgå flere generationer i udvikling. Ved at følge virusspredning, smittekæder og den genetiske udvikling kan forskerne måske bidrage til, at vi kan sætte mere effektivt ind over for smittespredning.
Processen med at analysere ændringerne i virusgenomer kaldes sekventering og består i at bestemme rækkefølgen af bogstaver i den generiske kode. Ved at sammenligne ændringer i den generiske kode mellem virus fra forskellige patienter kan der laves et stamtræ for virus.
- Sekventering er en af hjørnestenene i molekylær diagnostik og gennem dette projekt bringer vi vores erfaringer fra personlig medicin i spil til at prøve at forstå, om der er en sammenhæng mellem forskellige varianter af virus og deres påvirkning af patienterne, udtaler overlæge, Henrik Krarup, leder af Afdeling for Molekylær Diagnostik på Aalborg Universitetshospital.
Kontakt:
Mads Albertsen, Professor MSO, Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet
M: (+45) 22 93 21 91, e-mail: ma@bio.aau.dk
Anders Fomsgaard, MD Professor og virusforsker, Statens Serum Institut
M: (+45) 22 60 11 23, e-mail: Presse@ssi.dk
Kim Nøhr Skibsted, fondsdirektør, Poul Due Jensen Fonden, Grundfos
M: (+45) 30 52 50 20, e-mail: kskibsted@grundfos.com
Henrik Krarup, leder af Afdeling for Molekylær Diagnostik, Aalborg Universitetshospital
T: (+45) 97 66 56 30, e-mail: h.krarup@rn.dk
Kristian Schønning, overlæge, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Hvidovre Hospital
T: (+45) 21 28 75 04, e-mail: ksch0010@regionh.dk
Nøgleord
Kontakter
Mads Albertsen, Professor MSO, Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet
M: (+45) 22 93 21 91, e-mail: ma@bio.aau.dk
Anders Fomsgaard, MD Professor og virusforsker, Statens Serum Institut
M: (+45) 22 60 11 23, e-mail: Presse@ssi.dk
Kim Nøhr Skibsted, fondsdirektør, Poul Due Jensen Fonden, Grundfos
M: (+45) 30 52 50 20, e-mail: kskibsted@grundfos.com
Billeder

Information om Aalborg Universitet
Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Ny indsigt i arvelighed kan gøre behandlingen af kroniske tarmsygdomme mere præcis12.2.2026 09:58:04 CET | Pressemeddelelse
Kronisk tarmbetændelse er en alvorlig og uforudsigelig sygdom, og mange med sygdommen får i dag enten for lidt eller for meget behandling. En ny dansk undersøgelse åbner for at forudsige, om et sygdomsforløb udvikler sig mildt eller alvorligt. Det er første skridt på vejen mod personaliseret behandling af mennesker med kronisk tarmbetændelse.
Dansk forsker: Kvinders risiko for stroke ved atrieflimren undervurderes11.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Nyeste europæiske retningslinjer har fjernet køn som risikofaktor for stroke ved atrieflimren. Ifølge dansk forsker hvilede beslutningen på et spinkelt datagrundlag og kan få alvorlige konsekvenser for håndteringen af kvinders behandling. Nu skal et nyt forskningsprojekt give mere præcise svar.
AAU-forskere: Sådan tager du magten over dit digitale liv tilbage29.1.2026 12:40:08 CET | Pressemeddelelse
Krisen mellem USA og Danmark skaber usikkerhed - også digitalt. Hvis du bruger software og digitale tjenester fra tech-giganter i USA, kan det være tid til digital prepping. Her får du AAU-forskeres anbefalinger.
Forskere: Fordrivelse er en systematisk del af Israels politik28.1.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Siden terrorangrebet i oktober 2023 har Israel fordrevet palæstinensere fra Gaza ved hjælp af bombninger, sult, gentagne evakueringer og angreb på civile, der søger hjælp. Bosætterkolonialismen dybe rødder i Israelsk politik, lyder det i en ny rapport fra DIIS og AAU.
Danskerne har ændret syn på, hvornår man er for gammel til at arbejde – men ikke på, hvornår man er for ung til at stoppe26.1.2026 11:15:17 CET | Pressemeddelelse
Ny undersøgelse af forskere fra Aalborg Universitet beskriver befolkningens, seniorernes og arbejdsgivernes opfattelser af, hvornår man er ”for gammel” til og ”for ung” til at forlade arbejdsmarkedet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
