Danske Andelskassers Bank A/S

Danske Andelskassers Bank: Resultat for Q3 2018 langt bedre end sidste år

Del
Danske Andelskassers Bank A/S har netop offentliggjort regnskabet for 1.-3. kvartal 2018. Igen kan banken præsentere et flot resultat, denne gang på 106,1 mio. kr., hvilket er hele 45 % bedre end i samme periode sidste år. Færre nedskrivninger og en stigning i bankens netto rente- og gebyrindtægter er de primære årsager til det gode resultat, som banken betegner som ’tilfredsstillende’.

”Som adm. direktør glæder det mig naturligvis, hver eneste gang Danske Andelskassers Bank kommer ud med et godt resultat. Så meget desto gladere bliver jeg, når resultatet – som denne gang – er hele 45 % bedre før skat efter årets første ni måneder end sidste år ved samme tid. Samtidig har vi oplevet et markant fald i nedskrivningerne på 77 % sammenlignet med Q3 2017, hvilket især skyldes den positive økonomiske udvikling på både privat- og erhvervskunder som følge af de gunstigere samfundskonjunkturer. Konjunkturer, som nu endelig begynder at slå igennem i vores markedsområder,” fortæller Jan Pedersen, der er adm. direktør i Danske Andelskassers Bank.

Bankens basisindtjening lander i perioden på 110,8 mio. kr. mod 103,6 mio. kr. i samme periode 2017 og stiger dermed 7 %. Også netto rente- og gebyrindtægterne stiger på grund af højere aktivitet på de fleste forretningsområder. 

Det er ifølge den adm. direktør ikke kun tallene, der udvikler sig i den rigtige retning i banken, hvis filialer og rådgivningscentre i daglig tale kendes under navnet Andelskassen. Også internt i forhold til bankens processer og organisering er der sket yderligere forbedringer, som kunderne vil komme til at nyde godt af:

”Vi har blandt andet optimeret organisationen på erhvervsområdet, så vi kan sikre vores erhvervskunder en mere ensartet og specialiseret rådgivning, og vi har i endnu højere grad styrket og udbygget samarbejdet med bankens stærke netværk af samarbejdspartnere, så vi også fremadrettet kan tilbyde både vores privat- og erhvervskunder et stort og varieret service- og produktudbud. På den måde er samarbejde og fællesskab med til at skabe bedre og stærkere løsninger – til gavn for både samarbejdspartnere, banken og naturligvis kunderne,” siger Jan Pedersen.

Også bankens bestyrelse er optimistisk oven på endnu et godt resultat i Danske Andelskassers Bank:

”Set i lyset af den positive udvikling i bankens resultater og forbedringen i den kapitalmæssige polstring påtænker Danske Andelskassers Bank at formulere en udbyttepolitik ud fra en forventning om, at banken kan udlodde en del af sine resultater i de kommende år,” udtaler bestyrelsesformand Anders Howalt-Hestbech.

Kontakter

Yderligere information
Ønskes yderligere information, kan kommunikationschef Tine Martlev Pallesen i Danske Andelskassers Bank kontaktes på telefon 87 99 30 33 eller mobil 23 72 55 70.

Billeder

Information om Danske Andelskassers Bank A/S

Danske Andelskassers Bank A/S
Danske Andelskassers Bank A/S
Baneskellet 1, Hammershøj
8830 Tjele

https://www.andelskassen.dk

Om Danske Andelskassers Bank
Danske Andelskassers Bank er en børsnoteret bank, der har rødder tilbage til stiftelsen af den første danske andelskasse i 1915. Banken har under navnet Andelskassen 14 filialer og rådgivningscentre beliggende i Jylland og på Fyn samt et landbrugscenter. Der er ca. 330 medarbejdere, og hovedkontoret ligger i Hammershøj mellem Randers og Viborg. Læs mere på andelskassen.dk.

Følg pressemeddelelser fra Danske Andelskassers Bank A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danske Andelskassers Bank A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye