Salling Group

Dansk Supermarked skifter navn til Salling Group

Del
Det nye navn markerer Salling Fondenes tilbagekøb af koncernen, der hermed er en 100% fondsejet, dansk virksomhed. Navneskiftet griber tilbage i historien og markerer samtidig, at virksomheden i dag er langt mere end et supermarked

Siden 1906 har der været drevet detailhandel under Salling-navnet, og fra den 1. juni vil Salling Group være det nye navn for Dansk Supermarked. Et navneskifte, der afspejler både de historiske rødder og det nye ejerforhold.

Salling Fondenes tilbagekøb af virksomheden blev påbegyndt i 2014 og blev i slutningen af 2017 en realitet. Med Salling Fondene som eneejer bliver virksomheden nu omdøbt til Salling Group efter virksomhedens ophav.

– Med Salling Group vender vi på mange måder tilbage til vores rødder og hylder vores oprindelse. Vi er stolte af det, som Ferdinand og ikke mindst Herman Salling skabte, og som vi nu viderefører endnu tydeligere i Salling-navnet med ambitionen om at sikre en ledende, langsigtet og levedygtig dansk detailvirksomhed, siger Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesformand i Købmand Herman Sallings Fond.

Fondsejerskabet betyder, at Salling Group udelukkende arbejder for at gøre hverdagen bedre for kunder og partnere, skabe job og muligheder ved at udvikle forretningen samt give tilbage til samfundet. Virksomhedens overskud går alene til investeringer i forretningen blandt andet i form af moderniserede butikker, bedre indkøbsoplevelser og kvalitetsvarer til konkurrencedygtige priser samt til donationer via Salling Fondene.

Igennem de seneste år har Salling Fondene doneret mere end 850 mio. kr. til kunst og kultur, sport og andre almennyttige formål i Danmark.

– De penge, vi tjener i blandt andet Netto, Bilka og føtex, bliver enten investeret retur i virksomheden. Til gavn for kunderne. Eller givet tilbage til gode formål i samfundet via donationer fra Salling Fondene. Til gavn for alle danskere, siger Per Bank, administrerende direktør i Dansk Supermarked, der med navneskiftet bliver til Salling Group.

Siden den første Salling-butik åbnede for mere end 100 år siden, er virksomheden vokset til 1.500 føtex-, Bilka- og Netto-butikker og er i dag meget mere end et supermarked. I dag driver den danskejede koncern også stormagasiner, nethandel blandt andet via online markedspladsen Wupti og er aktiv inden for måltidskasser med Skagenfood og udespisning med Starbucks og Carl’s Jr. i Danmark.

Navneskiftet træder i kraft den 1. juni. 

- - - - - 

Om navnet og brand-identiteten:

Det nye navn – Salling Group – henviser dels til virksomhedens ejere Salling Fondene, dels til grundlæggerne Ferdinand og Herman Salling, som lagde fundamentet for Salling Group.
Først Ferdinand Salling, der etablerede en manufakturhandel og siden stormagasinet Salling. Derefter hans søn Herman Salling, der fortsatte og udbyggede virksomheden med føtex (1960), efterfulgt af Bilka (1970) og sidenhen Netto (1981), hvilket i dag udgør hovedparten af Salling Group.

Virksomheden tæller tilsammen flere end 1.500 butikker i Sverige, Tyskland, Polen og Danmark. At navnet ”Dansk Supermarked” nu må vige pladsen til fordel for Salling Group er en understregning af den udvikling, virksomheden har været igennem. I dag er virksomhedens aktiviteter ikke kun koncentreret om supermarkeder, men også e-handel gennem Wupti.com, Bilka.dk, føtex.dk og salling.dk, måltidskasser fra Skagenfood, restauration med franchise-kæderne Starbucks og Carls Jr. og meget andet.

I forlængelse af navneskiftet bliver der den 1. juni lanceret et nyt logo og en ny brand-identitet. Identiteten tager udgangspunkt i virksomheden og fondene som fundamentet under kæderne og tager sit afsæt i en dansk designtradition. 

- - - - 

Tidslinje:

1906: Ferdinand Salling åbner den første Salling-manufakturhandel i Aarhus

1948: Første del af Salling Stormagasin åbner

1960: Herman Salling stifter Jysk Supermarked og åbner den første føtex

1964: A.P Møller – Mærsk bliver medejer. Virksomheden skifter navn til Dansk Supermarked

1970: Den første Bilka åbner i Tilst ved Aarhus

1981: Den første Netto åbner i København

1990: Virksomheden ekspanderer med Netto til Tyskland og Storbritannien

1995: Netto åbner sine første butikker i Polen

2002: Netto åbner sine første butikker i Sverige

2011: Virksomheden frasælger alle sine britiske butikker

2014: Salling Fondene tilbagekøber aktier og bliver majoritetsejer (81%)

2017: Salling Fondene køber de resterende aktier og bliver eneejer (100 %)

2018:  Virksomheden skifter navn til Salling Group den 1. juni.

- - - - 

Om Salling Fondene

 Salling Fondene består af to selvstændige fonde:

  • Købmand Herman Sallings Fond
  • Købmand Ferdinand Sallings Mindefond

Fondene er eneejer af Salling Group og har gennem årene bidraget til en lang række nationale og lokale initiativer og projekter til glæde og gavn for mennesker i hele Danmark. Samtidig har de givet en række store donationer til organisationer inden for blandt andet kultur, kirke, sport, uddannelse og velgørenhed. Siden 2012 har Salling fondene doneret mere end 850 millioner kroner.

Se mere på: sallingfondene.dk

- - - - 

Virksomheden i tal:

Antal kolleger på tværs af lande: 51.202 

Antal kolleger omregnet til fuldtidsårsværk: 26.568

Antal butikker:

føtex / føtex food:101 

Bilka:18 

Netto Danmark: 494 

Netto Tyskland: 347 

Netto Polen: 368 

Netto Sverige:162 

Salling Stormagasiner: 2 

Starbucks: 16 

Carl's Jr.: 12 

Total1,520 

Herudover 8 webshops.

Kontakter

Billeder

Information om Salling Group

Salling Group
Salling Group
Rosbjergvej 33
8220 Brabrand

87 78 50 00https://sallinggroup.com/

Salling Group er pr. 1. juni det nye navn for Dansk Supermarked. Med kæder som føtex, Bilka, Netto, Salling og Wupti arbejder vi for at gøre hverdagen bedre gennem gode indkøbsoplevelser, muligheder for job i hele landet og lettere vej til en ansvarlig livsstil. Flere end 50.000 dedikerede kolleger i Tyskland, Polen, Sverige og Danmark servicerer hver uge ni millioner kunder.

Fordi vi er 100 % ejet af Salling Fondene år, går en del af vores overskud tilbage til samfundet. Siden 2012 har Salling Fondene doneret mere end 850 mio. kr. til uddannelse, kultur, sport, socialt arbejde og andre gode formål.

Følg pressemeddelelser fra Salling Group

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Salling Group

Paris 2024: Store danske virksomheder og topatleter: "Det ligger i vores DNA - Ingen vinder alene!"17.4.2024 13:15:09 CEST | Pressemeddelelse

Nu er der kun 100 dage til OL begynder i Paris. Kampagnen ’Ingen vinder alene’ sætter fokus på Danmarks unikke tilgang, når der skal opnås verdensklasse: Sammenhængen mellem bredde og elite. Danmarks olympiske partnere Salling Group, Danish Crown, Toyota, Poul Schmith og paralympisk partner Elsass Fonden er gået sammen med Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund for at vise, hvorfor vi som land bliver ved med at lykkes med at skabe verdensstjerner.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye