Dansk Metal

Dansk Økonomi er bomstærk – fokus på uddannelse er nødvendigt

Del
Det Økonomiske Råd slår fast, at dansk økonomi er inde i en højkonjunktur, og at der er udsigt til solid vækst i økonomien de kommende år. Dansk Metal deler vismændenes positive vurdering af dansk økonomi, men undrer sig over, at der heller ikke denne gang er fundet plads til en analyse af det nuværende og fremtidige uddannelsesbehov.

Danmark har de seneste år set en meget flot udvikling i såvel vækst som beskæftigelse. Det gælder både for økonomien generelt og for industrien. Ifølge vismandsrapporten ”Dansk Økonomi, efterår 2018” kan fremgangen i dansk økonomi dog bremses af udefrakommende faktorer som handelskrig eller af en overophedning på arbejdsmarkedet.

”Danmark står fortsat foran stor mangel på faglærte, og blandt Dansk Metals medlemmer er arbejdsløsheden nu nede på 2,1 procent. Diskussionen omkring kvalificeret arbejdskraft er derfor vigtig. På den baggrund må det undre, at rådet stort set ikke nævner uddannelse og opkvalificering i rapporten. Til gengæld er det en vigtig pointe fra Rådet, at man ikke skal bruge reformer af f.eks. dagpenge- og kontanthjælpssystemet eller ændringer i pensionssystemet til at løse konjunkturbetinget mangel på arbejdskraft. Det er jeg enig i”, siger Claus Jensen, der ud over at være forbundsformand for Dansk Metal også er medlem af Det Økonomiske Råd.

Vismændene angiver, at man bør arbejde for reformer, der kan styrke arbejdsmarkedets tilpasningsevne og dermed bidrage til at mindske konsekvenserne af konjunkturmæssige udsving. Her peges på, at man burde operere med regler, der giver forskellige muligheder afhængig af konjunkturen. Der peges som eksempler på senere tilbagetrækning, aktiv arbejdsmarkedspolitik, udenlandsk arbejdskraft og dagpenge.

”Fra Dansk Metals side vurderer vi, at det er meget vanskeligt at skabe universelle regler, der indkapsler konjunktursituationen, hvad vismændene jo egentlig også selv skriver. Med hensyn til udenlandsk arbejdskraft, så findes der allerede et konjunkturafhængigt element i form af Positivlisten. Så på nogle punkter løber vismændene en åben dør ind”, siger Claus Jensen.

I rapporten fremlægger vismændene nye beregninger af skat på indkomst, og de effekter det måtte have på arbejdskraftudbuddet. Analysen fokuserer på effekterne på timetallet snarere end på indkomsteffekterne. Det er væsentligt, da det er effekterne på timetallet der anvendes i forbindelse med beregninger i Finansministeriet.

”Det er godt, at der nu foreligger nye beregninger af effekterne af skat på indkomst. Beregningerne ligger tæt op ad de beregninger, som Finansministeriet hidtil har anvendt. Men det vigtigste resultat er, at beregningerne dokumenterer, hvor stor usikkerhed der i virkeligheden er på de beregnede effekter af skatteændringer, ligesom der er stor usikkerhed på selvfinansieringsgraden af forskellige typer af skattelettelser. Jeg er enig med vismændene i, at de store usikkerheder, der rent faktisk er, bør præsenteres i forbindelse med fremlæggelse af skattereformer. Det sker ikke i tilstrækkeligt omfang i dag”, siger Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal.

Yderligere information og kommentarer:

Claus Jensen via Andreas Laurfelt Knudsen, pressechef i Dansk Metal, telefon 2371 2886

Information om Dansk Metal

Dansk Metal
Dansk Metal
Molestien 7
2450 København SV

33 63 20 00https://www.danskmetal.dk/

Dansk Metal er en fagforening for ca. 108.000 lønmodtagere, der arbejder med it, teknik og mekanik.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Metal

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Metal

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye