Dansk Metal

Dansk Metal: Ny beskæftigelsesaftale giver bedre muligheder for at hjælpe medlemmer hurtigt i job

Del
Ny politisk aftale gør ledighedsforløbet for medlemmer af a-kasser mere enkelt og sammenhængende. Det gavner ifølge fagforbundet Dansk Metal de ledige og frigiver ressourcer i kommunerne.

Regeringen har efter længere tids forhandling med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgået en politisk aftale om en forenkling af beskæftigelsesindsatsen. Aftalen indeholder en bred vifte af ændringer, der skal frigive ressourcer i kommunerne og gøre ledighedsforløbet mere enkelt og sammenhængende for den ledige. Fornuftigt mener Dansk Metal.

”Der har længe været brug for at få luget ud i de mange beskæftigelsesregler, der blot forvirrede de ledige. For eksempel blev ledige tvunget til at skrive jobansøgninger, selv om de allerede havde fået job. Det slipper man heldigvis for nu”, siger hovedkasserer i Dansk Metal, Torben Poulsen.

Forsøg sikrer ansvar til udvalgte a-kasser

Ét af stridspunkterne i forhandlingerne var spørgsmålet om, hvem der skal have det primære ansvar for kontakten til de forsikrede ledige i begyndelsen af ledighedsperioden. Jobcentrene eller a-kasserne. Med aftalen står det nu klart, at udvalgte a-kasser overtager samtaleforløbet de første tre måneder af ledighedsperioden i en forsøgsperiode på fire år.

”Det er ingen hemmelighed, at vi i Dansk Metal længe har kæmpet for en sådan model. Vi havde gerne set at flere a-kasser kunne deltage, men det har ikke været politisk muligt. Med de nye regler i forsøget undgår vi at tvinge den forsikrede ledige til at gennemgå dobbeltforløb med samtaler i både a-kassen og hos det lokale jobcenter. Det har langt hen ad vejen været spild af tid og offentlige kroner, som nu i stedet kan bruges på at hjælpe dem, som står længere væk fra arbejdsmarkedet”, siger Torben Poulsen.

Han understreger samtidig det fornuftige ved at lægge samtalerne i a-kasser tilknyttet en overenskomstbærende fagforening:

”En A-kasse som Dansk Metals kender medlemmerne og de virksomheder, som efterspørger dem. Derfor synes jeg også, at det er helt naturligt, at de overtager samtaleforløbet de første tre måneder, hvor vi ved, at de fleste finder job inden for den branche, man kommer fra”.

Med ansvaret følger også krav, som de udvalgte a-kasser skal kunne efterleve for at kunne varetage samtalerne. Det bekymrer dog ikke Dansk Metal.

”I Dansk Metal A-kasse har vi længe haft tilbud, der går længere, end det vi er forpligtet til i loven. Vores ambition er, at vores ledige medlemmer skal så hurtigt i job som muligt. Vi tilbyder derfor samtaler allerede i opsigelsesperioden, og inden man er færdigudlært. Det har allerede hjulpet mange tidligt i beskæftigelse”, siger hovedkasserer i Dansk Metal, Torben Poulsen.

For yderligere kommentarer kontakt:

Torben Poulsen, hovedkasserer i Dansk Metal, telefon 23323325

Jens Dissing Munk, pressechef i Dansk Metal, telefon 30178874

Information om Dansk Metal

Dansk Metal
Dansk Metal
Molestien 7
2450 København SV

33 63 20 00https://www.danskmetal.dk/

Dansk Metal er en fagforening for ca. 108.000 lønmodtagere, der arbejder med it, teknik og mekanik.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Metal

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Metal

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye