BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab

Dansk erhvervsliv i topform: +16 % i overskud de seneste to år for landets mindre og mellemstore virksomheder

Del
I en af de mest omfattende danske analyser af landets mindre og mellemstore erhvervsvirksomheder, SMV Barometret, er konklusionen, at omsætning, overskud og soliditetsgrad er steget markant. Forventningerne til fremtiden er ambitiøse og positive.

De mindre og mellemstore virksomheder har i de seneste to år løftet deres omsætning med 11,5 %. Og det er også lykkedes at konvertere en større andel af omsætningen til overskud. Virksomhedernes overskud er i samme periode vokset med imponerende 15,8 %. Soliditetsgraden steg i 2017, ved årets udgang udgjorde den gennemsnitligt 39,9 % mod 35,5 % året før.

”Igen i år viser SMV Barometret markant flot fremgang for de mindre og mellemstore virksomheder. Og der er tro på yderligere fremgang i 2018. Næsten en fjerdedel forventer således at øge deres omsætning i år med over 10 %. Det er glædeligt, da det er helt vitalt for dansk velfærd, at mindre og mellemstore virksomheder klarer sig godt,” siger Stig Holst Hartwig, administrerende direktør i BDO.

Kapløbet i provinsen - Smilets By har størst vækst i overskud

Med en stigning på 8 % ligger virksomhederne i Odense Kommune igen øverst, når det gælder udviklingen i omsætning fra 2016 til 2017, men til gengæld klarer fynboerne det mindre godt, når det gælder udviklingen i overskud med en vækst på blot 4,4 %. Bedst til at vækste på bundlinjen var virksomhederne i Aarhus Kommune med 7,4 %. Århusianerne hævede til gengæld deres omsætning mindst med blot 4,7 %. Da vækst i overskud alt andet lige er bedre end vækst i omsætning, er der dog næppe tvivl om, at virksomhederne i ”Smilets By” er mest tilfredse. Virksomhederne i Aalborg Kommune ligger i år nr. to i begge kategorier med en gennemsnitlig vækst i omsætningen på 6,7 % og en vækst i overskuddene på 5,9 %. Både i 2015 og i 2016 var Aalborg sidst i kampen om at være bedst blandt provinsbyerne.

Vækst i alle brancher med servicevirksomhederne i toppen

Også branchemæssigt har fremgangen i omsætningen været jævnt fordelt. Virksomheder inden for operationel service, der blandt andet omfatter så forskellige virksomheder som vikar- og rejsebureauer, udlejningsvirksomheder og vagttjenester har med 9,9 % haft størst vækst, mens virksomheder indenfor information og kommunikation gennemsnitligt har løftet deres omsætning med 9,3 %. Også bygge- og anlægsvirksomhederne havde et godt 2017 med en vækst på 7,0 %. Hotel- og restaurationsvirksomhederne havde et mindre godt år og øgede kun deres med gennemsnitligt 2,2 %. Helt i bunden ligger frisører og andre servicevirksomheder med en vækst på bare 1,1 %.

Finansiering er blevet nemmere, men behovet har ændret sig

De mindre og mellemstore virksomheder har ikke noget større behov for at låne penge. I undersøgelsen svarer kun 17,5 % bekræftende på, at de inden for de seneste 12 måneder har søgt om lån i et penge- eller realkreditinstitut, mens kun 15,5 % - altså mindre end hver sjette virksomhed - svarer, at de helt aktuelt har et lånebehov. Branchemæssigt er det især virksomheder indenfor turismeerhvervet og landbruget, som har søgt om lån det sidste år.

Vækst via udvidelse af ejerkredsen bekræfter 1/6 kunne være en mulighed. Geografisk er interessen for dette størst blandt virksomhederne i Hovedstaden (23,4 %) og mindst på Fyn (10,6 %). Branchemæssigt er interessen størst blandt videnvirksomhederne (26,8 %), og ikke overraskende er den mindst indenfor landbruget (5,9 %).

Arbejdet med EU-Persondataforordningen og cybercrime-truslen

Gennemsnitligt svarer 65,3 %, at de forventer at have fået indarbejdet faste procedurer inden den nye EU-Persondataforordning trådte i kraft, så den store bevågenhed i forhold til forordningen har formentlig haft god effekt.

I årets spørgeskemaundersøgelse har vi spurgt, hvorvidt virksomhederne har indført procedurer mv., der sikrer dem mod cybercrime. Det svarede under halvdelen (48,8 %) bekræftende på. Men sikkerheden stiger med virksomhedernes størrelse. Blandt virksomheder med en omsætning på over 100 mio. kr. svarede således 80,6 % bekræftende, mens det tilsvarende tal for virksomheder med en omsætning på under 25 mio. kr. kun var 43,2 %.

Enklere administration ønskes - stadigvæk

Der sker ikke tilstrækkeligt i forhold til at lempe administrationsvilkårene ifølge SMV’erne. I analysen svarer hele 76,9 %, at vilkårene er uændrede i forhold til sidste år.

”Gennem flere år har vi gennem SMV Barometret kunnet dokumentere behovet for rent administrativt at gøre det nemmere at drive virksomhed her i landet. Implementeringen af de nye regler i forbindelse med EU-Persondataforordningens ikrafttrædelse den 25. maj 2018 har gjort den administrative byrde i det forgangne år endnu tungere for SMV’erne. Og de mindre og mellemstore virksomheder er langt mere ambitiøse, end de fleste forestiller sig, det vidner ambitionsniveauet for det kommende år også om. Derfor vil det fra politisk hold gavne at gøde jorden for iværksætteri, for finansiering og dermed for erhvervslivets mulighed for at generere vækst som helhed, ” siger Stig Holst Hartwig, administrerende direktør i BDO.

Læs hele analysen SMV Barometret 2018 her

Om SMV Barometret

SMV Barometret bygger på omfattende data hentet blandt BDO’s kunder. De kvantitative data stammer fra 27.000 regnskaber samt spørgeskemabesvarelser fra SMV’erne i dansk erhvervsliv. Dermed giver SMV Barometret et af de mest detaljerede, velunderbyggede og aktuelle billede af, hvordan de danske SMV-virksomheder har det netop nu.

Nøgleord

Billeder

Information om BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab

BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab
BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab
Kystvejen 29
8000 Aarhus C

89 30 78 00https://www.bdo.dk/

Følg pressemeddelelser fra BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye