Dansk eksport af energiteknologi stiger en smule
Dansk eksport af energiteknologi steg en smule i 2022 fra 105,7 mia. kr. i 2021 til 106,1 mia. kr. Det viser en årlig opgørelse lavet af DI Energi, Green Power Denmark, Dansk Fjernvarme og Energistyrelsen. Desværre faldt eksporten af vindenergiteknologi i 2022, hvilket trækker den samlede vareeksport ned. Til gengæld steg eksporten af services, som trækker den samlede eksport op.
2022 var et turbulent år grundet krigen i Ukraine, der blandt andet kastede verden ud i en energi- og forsyningskrise. Det har fået mange af vores største eksportmarkeder til at investere i alternative energikilder til gas og olie samt øget behovet for energieffektivitet. Det har givet et meget positivt udslag på vareeksporten af både bioenergi- og fjernvarmeteknologi, der aldrig har været højere. Eksporten af fjernvarmeteknologi steg med hele 8,9 pct. sammenlignet med forrige år. Og vareeksporten af bioenergiteknologi rundede 10,6 mia. kr. sidste år. Fordelt efter formål var energibesparende produkter den største salgsvare i 2022, som udgjorde 39 pct. af den samlede eksport, efterfulgt af teknologi til produktion af energi, der udgjorde 32 pct.
Storbritannien har tidligere været det største eksportmarked for dansk energiteknologi. Men i 2022 måtte Storbritannien vige førstepladsen for Tyskland, der nu er vores største marked. De 10 største importører af dansk energiteknologi modtager tilsammen 62 pct. af eksporten. Det viser, at nogle markeder er vigtige for Danmark, men samtidigt at eksporten af energiteknologi langt fra er isoleret til få lande.
For første gang siden Storbritannien trådte ud af EU, er eksporten af energiteknologi til lande inden for EU større end eksporten til lande uden for EU. Inden for EU er eksporten steget med hele 17,7 pct. sammenlignet med 2021, som blandt andet skyldes en stigning i eksporten til Frankrig på 55 pct. At eksporten inden for EU nu udgør den største andel af den samlede eksport skyldes ligeledes, at eksporten uden for EU er faldet med 16,5 pct. Blandt andet er eksporten af vindenergiteknologi til Storbritannien faldet.
Eksporttallene i opgørelsen omfatter eksporten fra produktionssteder i Danmark. Vindmøller, energibesparende produkter og anden teknologi, der produceres i eksempelvis Kina eller USA af danske virksomheder tæller ikke med i statistikken.
Kommentarer fra DI Energi, Green Power Denmark, Dansk Fjernvarme og Energistyrelsen:
Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi
- Vores danske virksomheder er blandt verdens absolut bedste til at levere klimaløsninger og energiteknologier, der bidrager til en langt grønnere fremtid. For at realisere klimamålsætningerne på verdensplan, er det afgørende, at vi skaber de rette betingelser for, at vi kan sende endnu flere grønne løsninger ud og gøre en forskel. Derfor har vi brug for en effektiv eksportstrategi for klima, energi og forsyning – på den måde skal vi have den grønne omstilling op i et nyt gear.
Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark
- Virksomhederne har grønne produkter på hylden, som kan få energipriserne ned, løsrive Europa fra russisk gas, olie og kul og være med til at løse klima-, forsynings- og energikrisen. Europa og resten af verden har aldrig haft større planer for at opføre grøn energi, men lige nu står investorer og virksomheder og tripper, mens de venter på de politiske beslutninger. Vi skal have skubbet bevægelsen mod en grønnere og mere sikker fremtid i gang. Og det er nu.
Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme
- Danmark har en lang tradition for at udvikle og implementere bæredygtige fjernvarmesystemer, og vores ekspertise og erfaring bør være en inspirationskilde for andre lande. Vi er stolte over at kunne eksportere vores fjernvarme-knowhow og teknologi til udlandet og bidrage til den globale omstilling til grøn energi og stolte over at se, at der sket en mærkbar stigning i eksporten af fjernvarme på knap 10 procent fra 2021 til 2022. Det skaber optimisme om en fortsat eksportfremgang de kommende år, hvor andre lande kan gøre brug af vores produkter, viden og erfaringer til at reducere deres klimaaftryk.
Kristoffer Böttzauw, direktør i Energistyrelsen
- Jeg er glad for at se, at eksporten af energiteknologi til flere af Danmarks kernemarkeder er steget. Det gælder ikke mindst Tyskland, den største modtager af dansk energiteknologi, hvor eksporten er steget med ca. 20 procent. Danmark har et vigtigt myndighedssamarbejde med Tyskland, hvor vi bistår med danske erfaringer inden for den grønne omstilling af energisektoren – erfaringer som har stor relevans for den tyske omstilling væk fra naturgas. Det er både til gavn for klimaet og hele den europæiske energiforsyningssikkerhed.
Følg os på:
Nøgleord
Kontakter
Ditte RielandPresserådgiver
Tlf:+4522467822dirh@di.dkBilleder
Information om DI - Dansk Industri
Vi arbejder for et åbent og velstående samfund i vækst og balance. Med det udgangspunkt skal Danmark være verdens mest attraktive land for virksomheder at arbejde i og ud fra. Når virksomheder i Danmark vinder, vinder hele Danmark.
DI hjælper hver dag virksomheder i Danmark med at vinde. Vi hjælper på udenlandske markeder, ved politiske forbedringer og med service og kompetencer, der øger konkurrenceevnen i hver enkelt medlemsvirksomhed.
Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
Thomas Bustrup stopper i DI8.12.2025 22:22:13 CET | Pressemeddelelse
Viceadm. direktør Thomas Bustrup stopper i DI efter spirituskørsel.
DI: Knap halvdelen af de ældre kender ikke til frit valg af plejehjem5.12.2025 10:29:52 CET | Pressemeddelelse
Den landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse for plejehjem viser, at 44 procent af de ældre ikke ved, at de har ret til frit valg af plejebolig. Kommunerne skal løfte et større ansvar for at informere og vejlede, mener DI.
Millioner skal skabe forretning i Afrika3.12.2025 13:01:09 CET | Pressemeddelelse
Med 35 mio. kr. i ryggen – og med hjælp fra danske virksomheder - skal DI frem mod 2028 hjælpe produktionsvirksomheder i fire afrikanske lande med grøn omstilling. Det gavner både lokalt erhvervsliv og danske virksomheder.
DI om udfasning af russisk gas: Den helt rigtige vej at gå3.12.2025 11:48:36 CET | Pressemeddelelse
EU’s beslutning i dag om at stoppe for gas fra Rusland får nu fuld opbakning fra landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri (DI).
Tjenstlig advarsel til DI-direktør1.12.2025 13:40:47 CET | Pressemeddelelse
DI’s viceadm. direktør Thomas Bustrup er tiltalt i en sag om spirituskørsel, der skal for Retten på Bornholm den 8. december 2025.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
