Veganerpartiet

Dansk dyrelandbrug er kun verdensmestre i en ting: Lobbyisme!

Del
Hvis den netop annoncerede ramme for kompensationen efter nedlukningen af dansk minkavl ses i kontrast til de sidste års regnskaber, så tyder det på, at branchen er enormt meget bedre til at lave lobbyisme, end man er til at lave forretning. Veganerpartiet mener, at det er kendetegnet for det meste af dyrelandbruget. Men hvad får danskerne for deres enorme bidrag til dyrehold og agroproducenter? Svaret er skræmmende ifølge Veganerpartiets analyse.

Politisk ordfører i Veganerpartiet, Lisel Vad Olsson, er rystet. “Hele landet er pløjet op, der bliver spredt gylle ud over størstedelen af det danske areal, naturen er ifølge Det Europæiske Miljøagentur mere ødelagt end nogen andre steder på kontinentet, og vi danskere har mistet det mest dyrebare, som vi havde. Adgangen til vores land. Danmark er blevet beslaglagt til foderproduktion og storforurenende dyrelandbrug, og de danske borgere er blevet spændt for, så de kan trække den tunge vogn. Det er ikke nok, at vi giver hele vores land; vi skal også betale enorme summer for at gøre det."

Det er velkendt, at sygdomsudbrud er en risiko i dyrehold, så Veganerpartiet er uforstående overfor, hvorfor skatteborgerne skal betale, når der bryder fugleinfluenza, svinepest eller corona ud på besætningerne. De mener, at dyrehold selv må betale for en forsikring, på samme måde som IT-virksomheder køber IT-forsikring og andre forretninger køber brandforsikring.

Henrik Vindfeldt, leder af Veganerpartiet, håber, at befolkningen snart siger fra.
“Agroproducenterne og dyreholdene er allerede de virksomheder, som har snablen længst nede i borgernes lommer for at få deres årlige landbrugsstøtte, hjælp til reklamekampagner og til at bygge nye stalde. Det forekommer mig dog stadig helt utroligt, at en industri, der har holdt millioner af dyr i små bure på lange rækker og dermed ignoreret årevis af advarsler mod sygdomsudbrud, skal modtage en kompensation, som ingen andre tør drømme om. Vi bliver konstant bombarderet med rapporter, som advarer os om, at de her former for dyrehold er rugekasser for virus og resistente bakterier. Nu ender den industri, som har haft størst negativ indvirkning på coronasituationen i Danmark, med at skovle flest penge ind. Alle må efterhånden sidde og tegne streger mellem prikkerne. Hvorfor bliver vi ved med at sende penge til et erhverv, som konstant er på kant med vores interesser? Ikke nok med at vi tillader voldsom dyremishandling, smitterisiko og en destruktion af vores natur, så er det også en udgift for de danske borgere at gøre det. Vi har ikke bare trukket det korteste strå. Vi har skåret os på strået og fået lort i såret. Hvis landbruget var så godt for befolkningen, så ville der ikke være behov for tusinder af lobbyister, som hver dag kæmper for mere støtte og mindre regulering. Vi er nået til et punkt, hvor turbo-opfedning af dyrene, gylle i naturen, pesticider i drikkevandet og milliarder i støtte er blevet normalen; men det er alt andet end normalt! Hvis det stod til os, så havde hverken minkavlere eller deres kreditorer fået skatteborgernes penge. Hverken branchen eller pengeinstitutterne, som har understøttet den, har mere krav på de penge, end alle andre, som er blevet ramt økonomisk af corona, tværtimod. Der er en veldokumenteret smitterisiko ved at have millioner af dyr i små trådbure.” 

De to medlemmer af Veganerpartiet er bekymrede for, hvad fremtiden bringer med en svineproduktion, der pr. Indbygger er mere end dobbelt så stor som den næste storproducent i verden. Partiets natur- og miljørådgiver, Søren Mark Jensen, er ved at lægge sidste hånd på et landbrugsudspil, som skal begynde afviklingen af de landbrug, der har dårligst dyrevelfærd og miljøbeskyttelse. Både Henrik og Lisel håber på, at de kan trænge igennem med budskabet om, at dyrelandbrug til eksport er en forfærdelig dårlig og uetisk forretning at drive.

Lisel, som både er folketingskandidat og kandidat til regionsvalget, forsikrer om, at Veganerpartiets retning er et fundamentalt opgør med den nuværende politik.

“Jeg er så ked af det på vegne af den danske befolkning. Det er så utroligt uheldigt, at vi ikke har haft politikere, som har sagt fra over for landbruget. Svend Auken prøvede på det, og siden hans tid er det kun blevet værre og værre. Vi står nu overfor en helt uoverskuelig opgave. Landbrugsstøtten til nye enorme industristalde slår rekorder, og der er intet, som tyder på, at der er politisk vilje til at lave det om. Intet i det kommende landbrugsudspil fra regeringen kommer til at ændre på, at Danmark i 2030 fortsat vil være det mest kødproducerende land pr. Indbygger i verden. Jeg vil allerede nu sige, at den danske fødevarepolitik er den største politiske fejltagelse i nyere dansk historie. Intet kommer til at skade den danske befolkning mere, end de beslutninger, som der er truffet på fødevareområdet over de sidste 20 år. Borgerne kan være fuldstændig sikre på, at vi har tænkt os at gøre op med det, hvis vi får muligheden. Vi kan ikke agere gratis forsikringsselskab for hverken mink- eller svineindustrien, når de producerer, som de gør.”

Veganerpartiet har i flere omgange påpeget, at det er en direkte dårlig forretning for Danmark at opretholde eksporten fra dyrelandbruget. En forretning som kun er blevet værre i år. 

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om Veganerpartiet

Veganerpartiet
Veganerpartiet
Beatevej 14
2500 Valby

53706033https://vgpt.dk/

Veganerpartiet er et grønt politisk parti stiftet i oktober 2018. Partiets politiske leder er Henrik Vindfeldt, og blandt partiets mærkesager er dyrerettigheder, miljø, klima, grøn omstilling, sundhed gennem forebyggelse samt forøget forbrugeroplysning om klimavenlige forbrugsmønstre.

Partiet er opstillingsberettiget til næstkommende folketingsvalg. 

Veganerpartiet indgår i nyt samarbejde under navnet "Grøn Alliance" og har ansøgt Bolig- og Indenrigsminsiteriet om navneændringen.

Ændringen forventes færdigbehandlet 31. august, hvorefter samarbejdet præsenteres. 

Følg pressemeddelelser fra Veganerpartiet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Veganerpartiet

Chokeret Mette Frederiksen om brækkede brystben hos høns: ”Jeg er utrolig optaget af dyrevelfærd”9.12.2021 06:45:51 CET | Pressemeddelelse

Tidligere på ugen stillede Veganerpartiet med hjælp fra og sammen med Torsten Gejl fra Alternativet et særligt spørgsmål til Mette Frederiksen. Det drejede sig om, at 80% af alle høns har oplevet at brække brystbenet, fordi de lægger æg. Statsministeren vil have problemet taget op til videre diskussion i Folketinget, hvis de forelagte tal gør sig gældende.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye