Dansk coronastrategi overså nuancer af sårbarhed

”Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere. Der vil komme svære situationer for mange borgere. Der bliver brug for, at vi hjælper hinanden.”

Sådan lød det i statsminister Mette Frederiksens nu historiske tale, da coronakrisen ramte Danmark og lammede landet i marts 2020. Med ét handlede virkeligheden om at reducere smitte, sygdom og dødsfald, ikke mindst hos de mest sårbare borgere, og midlet dertil var enkelt: Undgå kontakt med hinanden. Hold afstand.

I et lidt større perspektiv satte regeringen og de danske myndigheder tre typer af sårbarhed på dagsordenen, der med forskningstermer kan opdeles således: Biologisk sårbarhed – forstået som reduktion af smittespredning og alvorlig sygdom eller død som følge af covid-19. Økonomisk sårbarhed – forstået som reduktion af konkurser og arbejdsløshed som følge af nedlukningen. Og endelig at undgå overbelastning af hospitalssektoren som følge af covid-relaterede indlæggelser.

Men det konsekvente fokus på disse områder havde en række utilsigtede følger for andre typer af sårbarheder, der ramte store grupper af danskere på den mentale sundhed som følge af social mistrivsel, gav udfordringer ved psykisk sygdom og ulige adgang til vigtig information.

Det konkluderer en ny rapport, der er udarbejdet af en forskergruppe fra Afdeling for Antropologi og Interacting Minds Centre på Aarhus Universitet.

Baseret på etnografiske undersøgelser af livet under coronapandemien kortlægger rapporten, hvordan særligt sårbare grupper som mennesker med kronisk lungesygdom, psykiatribrugere, etniske minoriteter og personer i opposition til staten forsøgte at håndtere eller reducere de sårbarheder, der enten blev forstærket eller opstod under krisen.

Professor i antropologi på AU, Jens Seeberg, forklarer:

”Da coronakrisen begyndte, var der af gode grunde tale om envejskommunikation fra regeringen og myndighedernes side, som hele samfundet skulle rette ind efter. For os som antropologer rejste det spørgsmålet: Hvordan bliver en ensartet kommunikation modtaget, hvis man lever under meget forskellige vilkår? Altså - hvordan har forskellige mennesker og grupper i befolkningen med et forskelligt udgangspunkt mulighed eller ikke mulighed for at agere i sådan en situation? Hvilke handlemuligheder fik de i lyset af de restriktioner, som blev etableret? Og hvilke sårbarheder blev måske forstørret eller potentielt set også reduceret?” siger Jens Seeberg.

Sygdom, arbejdsplads og udskældte
Forskernes undersøgelse er konkret foregået via kvalitative interviews og etnografisk deltagerobservation, som blev iværksat umiddelbart efter nedlukningen af Danmark og omfatter i alt 202 deltagere inden for tre definerede kategorier, ’sygdom’, ’arbejdsplads’ og ’udskældte’. For hver kategori var målet det samme: At forstå, hvad coronaepidemien, kontrollen med den og kommunikationen af den betød for borgernes daglige liv.

”I løbet af nogle få uger satte vi en hel stribe af etnografiske feltarbejder i gang med fokus på forskellige problemstillinger, positioner, grupperinger og spørgsmål om, hvordan folk klarer det, hvis de i forvejen har alvorlige fysiske eller psykiske problemstillinger at slås med som for eksempel kroniske sygdomme. Eller hvis de pludselig befinder sig på en arbejdsplads, hvor der bliver stillet særlige krav til det arbejde, de skal udføre, som eksempelvis hjemmearbejde, og hvordan de håndterer forholdet mellem arbejde og privatliv. Og så endelig de her grupper, som undervejs blev udskældt på forskellige tidspunkter og med forskellig styrke, men ikke desto mindre blev set som nogen, der ikke gjorde, som de skulle i forhold til den gældende krisekommunikation,” opridser Jens Seeberg.

Fokus på smitten
Deltagerne blev interviewet og observeret både fysisk og via digitale platforme som Zoom over en periode fra april 2020 til december 2021, og rapporten tegner en række klare kritikpunkter ved den coronastrategi, der blev lagt fra politikerne og myndighedernes side.

”Der var et meget entydigt fokus på at rangere den biologiske smitte, og det var indlysende også vigtigt. Men der var et utilstrækkeligt fokus på konsekvenserne af den strategi. Det, man gjorde, var sådan set bare at lukke ned, og der kunne man i højere grad have inddraget andre fagligheder i beslutningerne, så som socialvidenskab, samfundsvidenskab og kulturvidenskab, der har stærkere kompetencer i forhold til at beskrive, forstå og håndtere de sociale problemstillinger,” påpeger Jens Seeberg og uddyber:

”Jeg synes eksempelvis, man jævnligt hørte Ældre Sagen være meget kritiske over for den måde, ældre blev håndteret eller italesat på under krisen i forhold til plejehjem og hele spørgsmålet om det sociale, som jo er virkelig vigtigt for vores liv. Der var utilstrækkeligt fokus på og forståelse for, hvad det betyder, når man lukker ned for den del, og hvilke sundhedsmæssige konsekvenser det har for eksempelvis ældres mentale sundhed."

Borgerne bør inddrages
Professoren efterlyser blandt andet, at sårbare grupper som mennesker med kroniske og fysiske sygdomme, etniske minoriteter og børn og unge-området fremadrettet bliver inddraget, når lignende krisetilstande opstår – for mange af borgerne er både vant til og i stand til at tackle udsatte situationer.

”For eksempel med kronisk sygdom er der i forvejen epidemier, man er vant til at håndtere – blandt andet influenza – hvor der ligesom er en form for beredskab i forvejen. Så det er problematisk, at man laver nogle meget brede og ensartede kategorier, som kommer til at skjule variationen af sårbarhed inden for de her kategorier, men også skjule, hvilke ressourcer der er, og hvordan folk selv kan bidrage til at løse de udfordringer, som opstod under eksempelvis coronapandemien,” siger Jens Seeberg.

Forskningsrapporten ’Sårbarheder og Handlerum under Coronakrisen’ er tilgængelig nu og kan læses her.

Bag om forskningsresultatet:

Studietype:
Kvalitative interviews og deltagerobservation.

Eksterne samarbejdspartnere:
Der blev taget kontakt til en række NGO’er i forbindelse med etablering af kontakt til deltagere, men de indgik ikke som egentlige partnere i undersøgelsen.

Ekstern finansiering:
Projektet har modtaget støtte fra Carlsbergfondet.

Link til forskningsrapport:
https://pure.au.dk/portal/files/287092713/S_rbarhed_og_Handlerum_under_Coronakrisen.pdf

Kontakt:
Jens Seeberg, professor
Afdeling for Antropologi
Institut for Kultur og Samfund
Telefon: 20596770
E-mail: jseeberg@cas.au.dk