Dansk-britisk forskningssamarbejde skal sikre mere effektiv behandling af svær overvægt
Udbredelsen af svær overvægt er steget verden over i løbet af de seneste 50 år. På grund af de fysiske og mentale komplikationer, svær overvægt kan medføre, har mange lande forsøgt sig med strategier for forebyggelse og behandling af tilstanden. Men få, hvis nogen, har vist sig at være succesfulde i det lange løb. Vi mangler derfor viden om effektive behandlingsmuligheder, der tager højde for, at løsningen er mere kompleks end blot at spise sundere og dyrke mere motion.
Det vil en række topforskere på tværs af faggrænser fra Danmark og Storbritannien lave om på. I forskningsprojektet Lighthouse Consortium on Obesity Management (LightCOM) vil de udvikle, implementere og evaluere nye behandlingsprogrammer målrettet personer med svær overvægt. Programmerne, der skal afprøves i både Danmark og Storbritannien, har til formål at forbedre helbred og livskvalitet gennem løsninger, der kan medvirke til at skabe varige forandringer.
”LightCOM-projektet giver os en unik mulighed, hvor vi med Novo Nordisk Fonden i ryggen kan være med til at sikre et stærkt videnskabeligt fundament for behandlingen af svær overvægt i fremtiden. En hjørnesten i projektet er inddragelse af både kommuner, praktiserende læger og hospitaler, som betyder, at behandlingsprogrammerne kan afprøves på tværs af de traditionelle sektorer i sundhedsvæsenet i både Danmark og Storbritannien. Jeg ser også spændende muligheder i forankringen til Region Hovedstadens erhvervsfyrtårn, som bl.a. åbner for at vi kan indtænke innovative sundhedsteknologiske løsninger,” siger Carsten Dirksen, overlæge ved afsnittet Overvægt og Ernæring, Amager og Hvidovre Hospital, som står i spidsen for forskningsprojektet.
De øvrige danske partnere i projektet er Københavns Universitet, Syddansk Universitet og udvalgte kommuner i Region Hovedstaden.
I Storbritannien står Oxford Universitet i spidsen for forskningsindsatsen.
”I LightCOM-studierne vil vi teste, om vi kan implementere systemer, der kan tilbyde mere effektive behandlingsprogrammer til mennesker med svær og kompleks overvægt. Sideløbende med de kliniske undersøgelser vil vi teste, om disse behandlinger er et omkostningseffektivt alternativ til de eksisterende National Health Service (NHS)-programmer i de primære sundhedstilbud," siger professor Susan Jebb, Nuffield Department of Primary Care Health Sciences ved Oxford Universitet.
Intensivt vægttab og vægtneutral tilgang undersøges
I LightCOM-projektet skal to selvstændige programmer udvikles og afprøves: Et intensivt vægttabsprogram og et vægtneutralt program.
Det intensive vægttabsprogram har til formål at medvirke til et stort og vedvarende vægttab og en forbedring af den fysiske og mentale sundhed. Programmet bliver afprøvet i randomiserede, kontrollerede kliniske studier (lodtrækningsforsøg) i såvel Danmark som Storbritannien. Det vægtneutrale program har ikke vægttab som omdrejningspunkt, men fokuserer i stedet på at forbedre livskvaliteten ved blandt andet at arbejde med kropsaccept, spisemønstre og fysisk aktivitet. Programmet kommer til at foregå som pilotstudie i Danmark.
Begge programmer vil gøre brug af digitale løsninger og innovativ sundhedsteknologi, og sideløbende med forskningen bliver der i projektet foretaget sundhedsøkonomiske analyser, der undersøger omkostningseffektiviteten.Derudover undersøger projektet, hvordan en eventuel implementering af programmerne i såvel det danske som det britiske sundhedsvæsen kan foregå bedst muligt.
”Vores forventning er, at LightCOM-projektet vil bidrage med solid, forskningsbaseret evidens, der hurtigt kan skaleres og tages i anvendelse, hvis resultaterne taler for det. Projektet er desuden en fantastisk mulighed for at øge samarbejdet og vidensdelingen mellem Danmark og Storbritannien inden for et område, der oplever stigende sundhedsmæssig og politisk bevågenhed i begge lande,” siger professor, dr.med. Arne Astrup, Senior Vice President, Obesity and Nutritional Sciences hos Novo Nordisk Fonden, der støtter projektet med 180 mio. kr. over en 5,5-årig periode.
Mere information om LightCOM-projektet
LightCOM-projektet udspringer af Erhvervsfyrtårn Life Science– Sund Vægt, hvor en lang række offentlige og private aktører i Region Hovedstaden er gået sammen om at udvikle nye sundhedsløsninger inden for life science og velfærdsteknologi, som kan forebygge, opspore og behandle svær overvægt.
Formålet med erhvervsfyrtårnet er at skabe mere lighed i sundhed, og der fokuseres på at udvikle løsninger, der er omkostningseffektive, skalerbare og implementerbare. Interventionerne i LightCOM er udviklet med samme fokus for øje, og desuden vil projektet inddrage innovative sundhedsteknologiske løsninger fra små biotek-virksomheder.
Detaljer om det intensive vægttabsprogram og det vægtneutrale program
Det intensive vægttabsprogram i LightCOM-projektet tilbyder en skræddersyet kombination af måltidserstatninger, motion, adfærdsmæssig støtte og evt. vægttabsmedicin. Kombinationen har til formål at sikre et stort og vedvarende vægttab på mindst 20 % og dermed en forbedring af den fysiske og mentale sundhed. Det intensive vægttabsprogram bliver afprøvet i randomiserede, kontrollerede kliniske studier (lodtrækningsforsøg) i såvel Danmark som Storbritannien, både i almen praksis og i hospitalsvæsenet. Programmet afprøves overfor de tilbud, der i forvejen findes i almen praksis og i hospitalsvæsenet.
Det vægtneutrale program har ikke til formål at nedbringe vægten hos de personer, som deltager i programmet. I stedet fokuserer programmet på at forbedre livskvaliteten ved blandt andet at arbejde med kropsaccept, spisemønstre og fysisk aktivitet. Dette program integrerer elementer, som bliver praktiseret i almen praksis i Danmark, men som ikke har været testet i randomiserede, kontrollerede kliniske forsøg. Det vægtneutrale program kommer til at foregå som pilotstudie i Danmark.
Nøgleord
Kontakter
Presserelaterede henvendelser:
Sabina Askholm Larsen, Communications Partner, Novo Nordisk Fonden: +45 2367 3226, sla@novo.dk
Faglige henvendelser:
Carsten Dirksen, overlæge, klinisk forskningslektor, ph.d., Amager og Hvidovre Hospital, Lungemedicinsk og Endokrinologisk Afdeling: carsten.dirksen@regionh.dk
Information om Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden blev etableret i 1924 som en dansk erhvervsdrivende fond, der støtter videnskabelige, humanitære og sociale formål. Fondens vision er at fremme menneskers sundhed samt samfundets og planetens bæredygtighed. Fonden arbejder for at styrke forskning og innovation inden for forebyggelse og behandling af kardiometaboliske sygdomme samt infektionssygdomme. Derudover søger den at bidrage til udvikling af viden og løsninger, der understøtter den grønne omstilling af samfundet.
Følg pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
187 mio. kr. til udvikling af nye antivirale lægemidler til fremtidens pandemier23.2.2023 12:00:03 CET | Pressemeddelelse
14 forskningsprojekter med fokus på antiviral forskning og udvikling af lægemidler til henipavira, der er en undergruppe af vira med pandemisk potentiale, har modtaget støtte.
100 mio. kr. til uddannelse og formidling inden for naturvidenskab31.1.2023 08:15:00 CET | Pressemeddelelse
Novo Nordisk Fonden har bevilget 100 mio. kr. til 32 naturvidenskabelige projekter inden for uddannelse og formidling i hele landet.
Marie & August Krogh Prisen tildeles dansk pionér23.1.2023 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Klinisk epidemiologiprofessor Henrik Toft Sørensen tildeles Marie & August Krogh Prisen på 1,5 mio. kr. for sit omfattende bidrag til dansk og international klinisk epidemiologisk forskning.
Livslangt engagement i geriatrien hædres med Hagedorn Prisen23.12.2022 09:00:57 CET | Pressemeddelelse
Hagedorn Prisen på 1,5 mio. kr. tildeles lærestolsprofessor og overlæge Else Marie Skjøde Damsgaard for igennem en lang karriere at styrke geriatrien og geriatrisk forskning i Danmark.
Åben samarbejdsplatform skal bringe Danmark i front på udvikling af plantebaserede fødevarer10.11.2022 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Den nye samarbejdsplatform Plant2Food skal sætte fart på udviklingen af plantebaserede fødevarer. Her skal forskere og virksomheder sammen udforske komplekse problemstillinger inden for plante- og fødevarevidenskab og dele ny viden på tværs af sektorer – uden at tage patent på resultaterne. Novo Nordisk Fonden støtter platformen med op til 200 mio. kr. over de næste fem år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum