BØRNEfonden

Dansk app er fødselshjælper i Afrika

Del
Den danske app, The Safe Delivery App, indtager nu det vestafrikanske land Benin. Det sker i et nyt samarbejde mellem de to NGO’er Maternity Foundation og BØRNEfonden.

Den danske opfindelse The Safe Delivery App er sat i verden for at forebygge og reducere et stort globalt problem. Hvert år dør over 300.000 kvinder i forbindelse med graviditet og fødsler – og to millioner spædbørn dør indenfor den første uge efter fødslen. Mange af disse dødsfald kan forebygges, og netop dét er målet med den danske app. Gennem undervisning på mobiltelefonen lærer fødselshjælpere i yderområder i udviklingslande at håndtere komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel. Det sker gennem instruktionsvideoer og step by step instruktioner, der blandt andet beskriver, hvordan man undgår, at en kvinde forbløder.

”Forsøg har bl.a. vist, at fødselshjælpernes evne til at håndtere blødninger efter en fødsel og evnen til at genoplive en nyfødt var mere end fordoblet efter 12 måneders brug af app’en,” fortæller Anna Frellsen, CEO i Maternity Foundation.

Siden 2011 har Maternity Foundation, Københavns Universitet og Syddansk Universitet udviklet og arbejdet på app’en, der i 2016 blev lanceret i bl.a. Kenya, Etiopien og Guinea. I dag er den downloaded omkring 12.000 gange. Nu er det tid til at lancere den i endnu et afrikansk land. Det sker i Benin i samarbejde med BØRNEfonden, en af Danmarks største privatfinansierede udviklingsorganisationer.
”Vi har længe været dybt involveret i kampen mod mødredødelighed. Det giver derfor rigtig god mening for os at blive en del af dette ambitiøse projekt, hvor moderne teknologi skal forebygge tusindvis af meningsløse dødsfald,” siger BØRNEfondens CEO, Bolette Christensen.

Også i Maternity Foundation glæder man sig over det nye samarbejde:
”BØRNEfonden har været til stede i de vestafrikanske lande i årtier og er derfor dybt forankret i bl.a. Benin. Her har organisationen tæt kontakt til både lokalsamfund og sundhedsmyndigheder, og det er en nødvendighed, hvis app’en skal blive taget godt imod,” siger Anna Frellsen, CEO i Maternity Foundation.
BØRNEfonden ser app’en som en mulighed for at få kvalitetsviden ud i yderste led af sundhedssystemet – helt ud i landområderne, hvor mange kvinder ofte føder uden hjælp fra nogen, der ved, hvordan man håndterer problemer ved en fødsel. Her vil BØRNEfonden bl.a. integrere app’en i uddannelsen af fødselspersonale. Planen er, at de to NGO’er også vil lancere app’en sammen i Togo, Burkina Faso og Mali i løbet af de næste fire år. BØRNEfondens CEO ser et stort potentiale i samarbejdet:
”Dette simple, men højteknologiske læringsværktøj kan gøre en enorm forskel for mødre og nyfødte i nogle af verdens fattigste lande. App’en, som bygger på den eksplosive udbredelse af mobiltelefoni i Afrika, kan medvirke til at redde liv,” siger Bolette Christensen.

Benins ambassadør i Danmark er meget begejstret for udsigten til en lancering af app’en i det vestafrikanske land:
”Jeg sætter stor pris på, at BØRNEfonden medvirker til at forbedre levevilkårene i Benin. Jeg er overbevist om, at ny teknologi vil kunne være med til at forebygge mødre- og spædbørnsdødelighed i vores land. Derfor er jeg meget glad for, at BØRNEfonden og Maternity Foundation nu vil lancere The Safe Delivery App i Benin,” siger Benins ambassadør, Eusèbe Agbangla.

De kommende år vil app’en blive udrullet i store dele af Afrika og Asien i partnerskab med regeringer, private virksomheder, fonde og større NGO’er.

Flere kommentarer
CEO i BØRNEfonden, Bolette Christensen, og CEO i Maternity Foundation, Anna Frellsen, kan kontaktes gennem kommunikationskonsulent Gitte Meyer Madsen på tlf. 29 42 15 14


BØRNEfonden har i 45 år arbejdet i nogle af verdens fattigste lande og er i dag en af Danmarks største privatfinansierede udviklingsorganisationer. I samarbejde med lokalsamfund, organisationer og myndigheder arbejder BØRNEfonden i 15-20 år i hvert lokalområde for at sikre en bæredygtig fremtid for børn, unge og familier. 



 

Information om BØRNEfonden

BØRNEfonden
BØRNEfonden
Otto Mønsteds Gade 5
1571 København V

70 22 12 11http://bornefonden.dk/

Følg pressemeddelelser fra BØRNEfonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra BØRNEfonden

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye