Danmarks UnderholdningsorkesterDanmarks Underholdningsorkester

Danmarks Underholdningsorkester lancerer OPDAG MUSIKKEN - en ny B&U læringsplatform for børn og unge.

Del
Danmarks Underholdningsorkester præsenterer OPDAG MUSIKKEN - en ny digital læringsplatform for børn og unge, der skal bidrage til, at den klassiske musik får en højere prioritet på skoleskemaet. Platformen lanceres torsdag den 2. september 2021.

Børn i folkeskolen møder klassisk musik på en ny måde, når Danmarks Underholdningsorkester torsdag den 2. september 2021 lancerer OPDAG MUSIKKEN – en ny digital læringsplatform for børn og unge (0.- 8.klasse) med klassisk musik som omdrejningspunkt. Missionen er at skabe et læringsunivers for elever og lærere med inspirerende indhold i øjenhøjde og lettilgængeligt og fordybende undervisningsmateriale.

Danmarks Underholdningsorkester har på læringsplatformen blandt andet udviklet gratis digitale musiktimer om klassisk musik med undervisningsvideoer målrettet de forskellige klassetrin. Formålet er, at eleverne kommer hele vejen rundt om den klassiske musik. Alle videoerne har tilhørende undervisningsmateriale, der fortsætter fordybelsen og den kreative proces.

I videoerne møder man blandt andet musikere fra Danmarks Underholdningsorkester, koncertpianisten Katrine Gislinge, solo-oboisten Henrik Goldschmidt - skaber af Goldschmidts Musikakademi - og produceren Es. Dertil findes der yderligere god inspiration til musiktimerne med ‘Tante Musikas Musiktime’, podcasten ‘Intermezzo’ med gæster som Silja Okking og Anna Linn, introduktioner til klassiske værker, DIY-videoer og meget andet.

B&U-teamet bag udviklingen af OPDAG MUSIKKEN, herunder B&U Projektudvikler Christine Skou og Direktør Andreas Vetö, er selv udstyret med mange års pædagogisk erfaring med formidlingen af den klassiske musik.

“Vi ønsker at løfte den klassiske musik ind i folkeskolen og på den måde sikre at børn og unge møder den i en tidlig alder. Musikken kan noget ganske særligt - den får os til at lytte, reflektere og mærke os selv og skaber rum for fordybelse og fantasi. Dette bidrager på vigtig vis til dannelsen af vores kommende generationer,” fortæller Andreas Vetö, Direktør for Danmarks Underholdningsorkester.

Christine Skou, B&U Projektudvikler for Danmarks Underholdningsorkester, tilføjer:

”Vi har talt med mange musiklærere, som udtrykker, hvor udfordrende det kan være at undervise i klassisk musik. En del af det eksisterende undervisningsmateriale trænger til fornyelse. Og hvad hjælper det, man selv er forelsket i Bach, hvis ens elever synes, han er dødkedelig? Med OPDAG MUSIKKEN bestræber vi os på at skabe originalt og nutidigt materiale, der bugner af videoer og andet indhold, der er lige til at bruge i musikundervisningen." 

OPDAG MUSIKKEN blev afprøvet på 20 folkeskoler under nedlukningen i foråret 2021 og lærerne udtaler blandt andet: “Fedt med et nyt take på klassisk musik”, “Meget velproduceret og -fungerende”, “Det er super godt indhold - eleverne er på!”

Find Opdag Musikken her.

Med venlig hilsen
Danmarks Underholdningsorkester

​​ 

FAKTA OM OPDAG MUSIKKEN

I SYMFONIA-videoerne kan eleverne blandt andet lære om Beethovens liv via et collage-animeret-dukketeater. De introduceres til at lave beats til Brahms og blive inspireret af streetdance til Mozart.

TANTE MUSIKAS MUSIKTIME byder på inspiration til de yngste skoleelevers første møde med den klassiske musik. Her møder de musikerne, deres instrumenter og den musik de spiller - og introduceres til node- og rytmelære.

I KLASSISKE MESTERVÆRKER præsenteres eleverne for en række af musikhistoriens store værker. Først introduceres musikken kort af en vært og herefter kan eleverne lytte til værket indspillet af Danmarks Underholdningsorkester.

Videoerne om INSTRUMENTERNE i orkestret giver en personlig og dybdegående vinkel på hvert instrument, hvor en musiker fra orkestret både giver eleverne et pædagogisk indblik i instrumentets opbygning, demonstrerer dets lyd og fortæller interessante anekdoter om sit eget forhold til instrumentet.


Om Danmarks Underholdningsorkester

Danmarks Underholdningsorkester har eksisteret som landets eneste musikerejede orkester siden 2015. Dets rødder strækker sig mere end 80 år tilbage til grundlæggelsen i 1939. Orkestret har opnået bred international anerkendelse igennem samarbejdet med chefdirigent Adam Fischer og har samtidig bevaret en skarpsleben populærmusikalsk profil. Danmarks Underholdningsorkester binder Danmark sammen med store musikalske oplevelser, insisterer på musikkens sociale relevans og er dybt engageret i talentudvikling, formidling og udvikling af nye koncertformater.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Es og Chrisine Enevold i studiet
Es og Chrisine Enevold i studiet
Download
Opdag Musikken logo
Opdag Musikken logo
Download

Links

Information om Danmarks Underholdningsorkester

Danmarks Underholdningsorkester
Danmarks Underholdningsorkester
Gammel Kongevej 11, 4.
1610 København V

https://underholdningsorkester.dk/
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye