Erhvervsministeriet

Danmarks Grønne Investeringsfond finansierer etableringen af landets største biogasanlæg

Del

Etableringen af landets hidtil største biogasanlæg går nu i gang med finansiering fra Danmarks Grønne Investeringsfond i ryggen. Anlægget bliver bygget ved Korskro i nærheden af Esbjerg og forventes at stå færdigt i 2018.

Bag det nye biogasanlæg står energiselskabet Nature Energy og leverandørforeningen Sydvestjysk Biogas, som repræsenterer godt 100 leverandører fra lokalområdet. Anlægget koster samlet ca. 230 mio. kr.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

"Det nye biogasanlæg i Korskro bliver det hidtil største i Danmark og vil kunne give et væsentligt bidrag til den grønne omstilling. Anlægget producerer grøn energi ved at udnytte affaldsressourcer fra de lokale virksomheder og landbrug. Det er der både positive miljøeffekter, god økonomi og lokale arbejdspladser i. Derfor er jeg også godt tilfreds med, at projektet nu kommer i gang med finansiering fra Danmarks Grønne Investeringsfond."

Danmarks Grønne Investeringsfond er sat i verden for at fremme den grønne omstilling ved at yde finansiering i form af lån på op til 100 mio. kr. per projekt. Korskro er det første biogasanlæg fonden har finansieret.

"Vi finansierer projekter, som bidrager til den grønne omstilling, og som har en sund økonomi. Begge dele lever biogasanlægget ved Korskro til fulde op til. Bioøkonomi er et vigtigt fokusområde hos os, og vi er derfor glade for, at vi nu at kunne finansiere vores første biogasanlæg. Vi ser meget frem til at følge både etableringen og den efterfølgende drift," siger Michael Zöllner, direktør i Danmarks Grønne Investeringsfond. 

I fuld drift vil anlægget ved Korskro årligt kunne behandle 710.000 ton affald fra industrien, detailhandlen og landbruget. Det vil hvert år kunne sende ca. 22 mio. m3 biogas på gasnettet, hvilket svarer til forsyningen af 45.000 privatboliger eller 2.000 bybusser med grøn energi.

For yderligere informationer:

Kim Bové, pressechef i Erhvervs- og Vækstministeriet, 91 33 70 15, kkb@evm.dk

Om Danmarks Grønne Investeringsfond

Danmarks Grønne Investeringsfond er en selvstændig statslig lånefond, der har til formål at medfinansiere investeringer, som fremmer en grøn omstilling af det danske samfund. Fonden yder lån til private virksomheder, almene boligorganisationer samt offentlige selskaber og institutioner m.v., hvis formue er adskilt fra statens, regionernes og kommunernes formue, og som har mulighed for at optage lån på det private marked. Fonden har en egenkapital på op til 200 mio. kr. samt en statsgaranteret låneramme på op til 5 mia. kr. til medfinansiering af projekter. Projekterne skal som minimum levere dokumentarbar grøn omstilling og have en sund økonomi.

Danmarks Grønne Investeringsfond

Information om Erhvervsministeriet

Erhvervsministeriet
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K

33 92 33 50https://www.evm.dk/

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum