Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Danmark er igen kåret som verdens mest bæredygtige land

Del
For anden gang i træk kåres Danmark som verdens mest bæredygtige land af det anerkendte Environmental Performance Index, EPI. Indekset udarbejdes hvert andet år af de to førende amerikanske universiteter Yale og Columbia.

Yale og Columbias bæredygtighedsindeks slår fast, at Danmark er førende på verdensplan, når det kommer til bæredygtighed og håndtering af klimakrisen. I indekset bliver i alt 180 lande målt på 40 forskellige indikatorer. Det drejer sig f.eks. tiltag, der afbøder klimaforandringer og forbedrer miljøets og økosystemernes tilstand.

Danmark fremhæves i rapporten for at have reduceret CO2-udledninger markant og for at have nedskaleret fossile brændsler og fokuseret på vedvarende energi. Derudover roser rapporten, at Danmark sætter baren højt med bindende klimamål og på sigt klimaneutralitet. Danmark er sammen med Storbritannien det eneste land, der ifølge indekset når målet om klimaneutralitet før 2050.

”I Danmark kan vi være stolte af, at vi igen er kåret som verdens mest bæredygtige land. Det er resultatet af en enorm indsats fra både det brede flertal i Folketinget, civilsamfund, borgere og erhvervsliv. Vi er et lille land, men vi forsøger at lede gennem eksemplets magt og førstepladsen giver os en stærkere stemme i den globale klimadebat. Og der er i den grad behov for langt mere global handling, hvis vi skal nå Parisaftalens mål,” siger klimaminister Dan Jørgensen.

”Vi kan være stolte af, at vores indsats for natur og miljø giver genklang globalt. Det viser, at vi er på rette vej. Men vi er langt fra i mål. Vi står midt i en biodiversitetskrise. Og hvis alle levede som i Danmark, ville det kræve fire jordkloder. Derfor skal vi fortsat give naturen plads til at være natur. Vi skal omstille vores samfund, så vi forbruger færre ressourcer og genanvender mere. Og vi skal beskytte borgere mod forurening og farlige kemikalier. Jeg håber, andre lande vil lade sig inspirere af vores arbejde. Ligesom vi selv skal klø på, for der er stadig arbejde at gøre for natur og miljø,” siger miljøminister Lea Wermelin.

At Danmark topper listen som det mest bæredygtige land i verden er et resultat af en ambitiøs politik på tværs af flere bæredygtighedsparametre – især den omfattende indsats med at dekarbonisere samfundet. På trods af at Danmark er et lille land, så kan det inspirere andre lande i verden. Bæredygtighedsindekset 2022 viser, at der er mange lande, der er nødt til at sætte turbo på den grønne omstilling, og der er brug for flere grønne foregangslande som Danmark,” siger Daniel Esty, direktør for Yale Center of Environmental Law and Policy.

Analysen konkluderer desuden, at den grønne omstilling ikke går hurtigt nok i mange af verdens store lande. Kina, Indien og USA når på baggrund af de seneste ti års udvikling ikke målet om klimaneutralitet i 2050.

”Klimakampen er global, og det er afgørende, at Danmark hjælper med at nedbringe udledninger uden for vores egne grænser. Selvom placeringen er et stort skulderklap til Danmark, stoppe arbejdet ikke her. Vi samarbejder tæt med de store udleder-lande og vi skal have de globale ambitioner op,” siger klimaminister Dan Jørgensen.

Fakta

  • Yale Center for Environmental Law and Policy udarbejder i samarbejde med Columbia University’s Center for International Earth Science Information hvert andet år det såkaldte ’Environmental Performance Index’.
  • Heri listes 180 lande ud fra 40 bæredygtighedskriterier, der både ser på miljømæssig sundhed, økosystemers vitalitet, samt tiltag til at imødegå klimaforandringer.
  • Det primære formål med indekset er at skabe et deltaljeret og komparativt analysegrundlag for at vurdere, hvilke klima- og miljømæssige tiltag, som har en effekt.

Kontakter

Kontakt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets pressetelefon på 41 72 38 05

Information om Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K

41723805http://kefm.dk

I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.

Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye