Danmark bliver foregangsland med ny dyrevelfærdslov
6.2.2020 10:30:10 CET | Dyrenes Beskyttelse | Pressemeddelelse
I dag har Folketinget vedtaget en ny dyrevelfærdslov, som skal erstatte og forbedre den mere end 100 år gamle dyreværnslov. Den nye lov baner ifølge Dyrenes Beskyttelse vejen for, at Danmark kan rykke op i den internationale superliga på dyrevelfærdsområdet.
- Det er en milepæl, at man for første gang nogensinde anerkender, at alle dyr er sansende væsner. Det ved de fleste mennesker jo godt, men ikke desto mindre bliver Danmark det første land i verden, som skriver det ind i selve loven. Det sender et umådeligt stærkt signal om, at vores politikere tager dyrs velfærd seriøst, og jeg ser meget frem til at holde beslutningstagerne op på det, når arbejdet nu går i gang med at udforme loven til konkrete forbedringer for danske dyr, siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse.
Den nye dyrevelfærdslov er en rammelov. Det betyder, at Folketinget på mange områder giver fødevareministeren bemyndigelse til at fastsætte konkrete regler for dyrevelfærden for alt lige fra folks kæledyr til de mange millioner dyr i dansk landbrug.
- Det er først nu, at det store arbejde begynder, men det tegner rigtig godt for det videre forløb, at politikerne har lavet en meget ambitiøs formålsparagraf, som pålægger den til altid siddende minister at lave regler, der tilgodeser dyrenes behov og adfærd, fordi de anerkendes som levende og sansende væsner. Og det vil vi i Dyrenes Beskyttelse naturligvis stå vagt omkring, siger Britta Riis.
Dyreværnslov bliver til dyrevelfærdslov
Med den nye lov kommer også et navneskifte. Den mere end 100 år gamle dyreværnslov skifter navn til dyrevelfærdslov, og det forpligter, påpeger Britta Riis.
- I navnet ligger nu en erkendelse af, at vi som samfund ikke kun skal værne om dyrene og beskytte dem mod overgreb og lidelse. Dyr har naturlige behov og adfærd, som skal tilgodeses for at man kalde tale om reel velfærd for dyrene. Det er jeg glad for, at man fra politisk side også erkender. Det er med til at sætte retningen for at bringe lovgivningen i trit med resten af samfundet, siger hun.
Men det er ikke kun flotte ord og hensigtserklæringer. Den nye dyrevelfærdslov indeholder også konkrete forbedringer på dyrevelfærdsområdet. Blandt andet bliver det meget omtalte forbud mod vilde dyr i cirkus, der har sendt fire cirkuselefanter på tidlig pension, nu en realitet, ligesom forbuddet mod hundekampe bliver udvidet til at gælde alle dyr.
Men det er desværre ikke alt sammen godt. I det oprindelige udkast fra den tidligere regering var der lagt op til helt at fjerne det generelle forbud mod drukning af dyr, som fandtes i den gamle dyreværnslov. Det er nu blevet til et forbud mod at drukne dyr med undtagelse af hvirvelløse dyr som fx insekter.
- Vi har ihærdigt forsøgt at italesætte over for politikerne, at drukning af dyr er en af de absolut værste måder at aflive dyr på, og naturligvis skal ingen dyr udsættes for dette. Vi forstår ikke, at man slækker på kravene i forhold til den gamle lovgivning på et så vigtigt område. Men vi vil fortsat kæmpe for, at ministeren bevarer de gamle regler, så ingen dyr må druknes, siger Britta Riis med henvisning til, at det stadig er muligt for ministeren at udvide forbuddet mod drukning gennem en såkaldt bekendtgørelse.
Den nye dyrevelfærdslov træder i kraft d. 1. januar 2021.
[FAKTA] Ny dyrevelfærdslov i korte træk
Væsentlige forbedringer:
- §1: Dyr anerkendes som sansende væsner i lovens formålsparagraf.
- §7: Udvidelse af forbud mod dyrekampe fra hunde til at gælde alle dyr (herunder også fx haner).
- §11, stk. 1: Af lovbemærkningerne fremgår det, at det påtænkes at indføre krav om, at et hestehold skal bestå af mindst to heste, således at hestenes sociale behov sikres.
- §11, stk. 4: Ministeren kan fastsætte regler om mærkning og registrering af dyr af dyrevelfærdsmæssige hensyn (fx katte).
- §28, stk. 5, pkt. 1: Ministeren kan fastsætte regler om hold og fremvisning af dyr i cirkus, forlystelsesparker og lignende virksomheder, herunder om forbud mod hold og fremvisning af visse dyrearter.
- §29: Ministeren kan fastsætte regler om forbud mod, at dyr, som er blevet underkastet operative og lignende indgreb, udstilles eller på anden måde fremvises med henblik på bedømmelse af dyrets ydre, brugsegenskaber eller færdigheder.
Væsentlige forringelser:
- §25: Hvirvelløse dyr undtages fremover for forbuddet mod drukning af dyr. Dog har ministeren bemyndigelse til at fastsætte skærpede regler på området.
- §§62-69: Klippekortordningen for dyretransporter forsvinder.
Nøgleord
Kontakter
Britta RiisDirektør
br@dyrenesbeskyttelse.dkMedievagten i Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelses medievagt er tilgængelig døgnet rundt for henvendelser pr. mail eller telefon (modtager ikke SMS)
Billeder
Information om Dyrenes Beskyttelse
Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.
Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Danmark sætter ny rekord for eksport af levende svin: Det er dybt forkasteligt23.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
17 millioner danske grise blev i 2025 transporteret ud af landet, og dermed har industrien sat ny rekord. Polen var den største aftager, da knap otte millioner danske grise havnede her.
Ny Kraka-rapport afliver myter: Mere plads til svinene har meget begrænsede konsekvenser for dansk økonomi20.3.2026 09:25:00 CET | Pressemeddelelse
Grisene i den danske svineproduktion kan få 50 procent mere plads, uden det får nævneværdige effekter på fødevarepriser, beskæftigelse eller samfundsøkonomien, lyder det i ny rapport fra Kraka.
Danskerne går på gaden for grisene: Vil have et svinevalg20.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
På søndag kulminerer en folkelig bevægelse, når tusindvis af danskere mødes i København. Med krav om rent drikkevand, levende fjorde, gode liv for borgere i landdistrikterne og et værdigt griseliv retter demonstranterne et klart budskab til politikerne to dage før valget.
Dyrenes Beskyttelse: Undercover-bog viser først og fremmest det politiske svigt af grisene17.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det er i høj grad politikerne og myndighederne, der er skyld i det store svigt af grisene i dansk svineproduktion. Det viser den netop udgivet bog Flæsk, ifølge Dyrenes Beskyttelse.
Bedre dyrevelfærd i landbruget er vigtigt for hver anden vælger16.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
For 53 procent af danskerne kommer dyrevelfærden i landbruget til at have indflydelse på, hvor de sætter krydset til folketingsvalget. Samtidig ønsker et flertal konkrete forbedringer for grisene indført efter valget.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
