DGI

Dagtilbudsloven giver nyt fokus på at leg er godt

Del
1. juli træder den nye dagtilbudslov i kraft, og for første gang er leg tydeligt skrevet ind i loven. Det vækker stor glæde i DGI, for leg er en af forudsætningerne for et godt og aktivt børneliv.

Fangeleg på legepladsen, avisdans eller næsehornsfodbold – der er masser af muligheder for at børnene leger i dagpleje, vuggestue eller børnehave. Og som noget nyt og afgørende er leg tydeligt indskrevet i den nye dagtilbudslov, der træder i kraft 1. juli.

”Det er et klart signal om, at legen skal højere op på dagsordenen i dagtilbuddene, og det er vi rigtig glade for i DGI. Børn bruger hele kroppen og alle sanser, når de leger, og leg gør børnene mere nysgerrige på verden og giver dem identitet,” siger Annette Vilhelmsen, der er medlem af DGI’s hovedbestyrelse og politisk ansvarlig for børne- og ungeområdet.

Lyst, mod og forudsætninger for et aktivt liv

Hun slår fast, at der både skal være plads til den frie leg og den rammesatte leg.

I dagtilbudslovens paragraf syv står der, at dagtilbuddene skal fremme børns trivsel, læring og udvikling gennem læringsmiljøer, hvor legen er grundlæggende, og hvor der tages udgangspunkt i et børneperspektiv.

”Dagtilbuddene har en vigtig opgave i at sikre, at børnene kommer godt fra start. Børn skal have lyst, mod og forudsætningerne til at leve et aktivt liv, og det får de ved at vi både i institutionerne, i hjemmet og i idrætsforeningerne sætter fokus på leg og bevægelsesglæde,” siger Annette Vilhelmsen.

Gennem leg oplever børnene bevægelsesglæde

DGI har siden 2010 certificeret over 500 dagplejere, vuggestuer, børnehaver og SFO’er, hvor leg og bevægelse er blevet en integreret del af hverdagen for både børn og ansatte. Personalet får teoretisk og praktisk viden om forskellige lege og aktiviteter, der passer til børnenes alder, og der er ikke kun fokus på legen i sig selv, men på at børnene gennem leg oplever glæden ved at bevæge sig.

Certificeringen giver en faglig opkvalificering til glæde for både børn, pædagoger og forældre. Det har Dagtilbuddet Gedved ved Horsens oplevet.

”Vi tænker bevægelseslege og kropslig læring ind i alle aktiviteter. Vi bruger nærmiljøet og kravler op og ned ad skrænter, bruger sportspladsen til fangelege og laver indendørs forhindringsbaner. Bevægelse er en naturlig del af dagligdagen, og børnene er glade og aktive. De tager også selv initiativ til bevægelseslege, uden at de voksne er en del af det,” siger Henriette Stein Carlsen, der er assisterende leder.

Dagtilbuddet Gedved dækker den integrerede institution Livstræet og dagplejen, i alt omkring 130 børn. Dagtilbuddet blev DGI-certificeret i 2012, og alt personalet har været med til den årlige recertificering.

Godt klædt på til dagtilbudslov med leg

Dagtilbuddet Gedved har allerede skrevet bevægelsesaktiviteter ind i læreplanerne. Og derfor føler Dagtilbuddet sig godt klædt på til den del af den nye dagtilbudslov, hvor et af elementerne netop er en styrket pædagogisk læreplan.

”Vi oplever, at børnene finder stor glæde i at bevæge sig. Nogle børn starter med at være observerende, men får så stille og roligt mod på at være med. Derfor arbejder vi med at lave differentierede læringsmiljøer for børnene, så alle kan være med,” siger Henriette Stein Carlsen.

Dagtilbudsloven træder i kraft den 1. juli 2018. Kommuner og dagtilbud har dog to år til at sikre, at loven er implementeret. Det betyder, at dagplejere, vuggestuer og børnehaver først er forpligtede til at være i mål med den styrkede pædagogiske læreplan i 2020.

Nøgleord

Kontakter

Annette Vilhelmsen, medlem af DGI's hovedbestyrelse og politisk ansvarlig for børne- og ungeområdet. Tlf. 2088 7064.
Majbritt Andersen, pressemedarbejder i DGI. Tlf. 2129 4115.

Billeder

Arkivfoto fra Børnehuset Egegården i Roskilde, der er certiceret af DGI,, og hvor børnene gennem leg oplever glæden ved at bevæge sig. Fotograf Bo Nymann for DGI
Arkivfoto fra Børnehuset Egegården i Roskilde, der er certiceret af DGI,, og hvor børnene gennem leg oplever glæden ved at bevæge sig. Fotograf Bo Nymann for DGI
Download

Links

Information om DGI

DGI
DGI
Vingsted Skovvej 1
7182 Bredsten

79 40 40 40https://www.dgi.dk/

DGI arbejder målrettet for at styrke motion og breddeidræt i Danmark. Vi tror på glæden ved idræt og på styrken i foreningsfællesskabet. DGI's 6300 foreninger har over 1,5 mio. medlemmer. 

Følg pressemeddelelser fra DGI

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DGI

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye