COVID-19: Sådan sætter Styrelsen for Patientsikkerhed ind mod den nye virusvariant Omicron (B.1.1.529)
Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at alle indrejsende til Danmark eller indrejste inden for de seneste 10 dage (fra d. 16. november), der har haft ophold (dog ikke transit) i Sydafrika, Lesotho, Eswatini, Mozambique, Zimbabwe, Botswana og Namibia lader sig teste og går i isolation til negativ test på dag 4 og dag 6. Det gælder uanset vaccinationsstatus.
Isolationen bør tidligst ophøre ved en negativ test på dag 6. I de tilfælde, hvor der er gået mere end 6 dage siden indrejse, anbefales der alene en test hurtigst muligt.
"Vi har nu de første tilfælde af den nye virusvariant Omicron i Danmark, og derfor anbefaler vi ud fra et forsigtighedsprincip test for alle i forbindelse med indrejse fra et ophold i Sydafrika eller de seks nabolande. I forhold til de to første smittetilfælde med Omicron i Danmark har vi igangsat intensiveret smitteopsporing. Det betyder, at vi både foretager smitteopsporing i 2. og 3. led. Passagerer ombord på flyene KL 1129 – Amsterdam – Kastrup d. 23. november 2021 og KL 1345 – Amsterdam - Billund fly d. 24. november 2021 anbefales derfor at gå i isolation og lade sig teste første gang i morgen søndag d. 28. november og igen tirsdag d. 30. november. Først et negativt svar herefter kan fritage de involverede fra isolation. For at være på forkant vil den intensiveret smitteopsporing også gælde i forbindelse med smittede fra de pågældende lande, men hvor vi endnu ikke kender varianten", siger Birgitte Drewes, vicedirektør for Styrelsen for Patientsikkerhed.
Ved smitte i forbindelse med indrejse fra de pågældende lande fra d. 16. november eller derefter opfordrer Styrelsen for Patientsikkerhed til, at man kontakter smitteopsporingen på 32 32 05 11 - tast 4 for vejledning.
Intensiveret smitteopsporingsindsats i 2. og 3. led
Styrelsen for Patientsikkerhed foretager smitteopsporing i både 2. og 3. led, når der bliver konstateret smittetilfælde, der har relation til indrejse fra ophold i Sydafrika, Lesotho, Eswatini, Mozambique, Zimbabwe, Botswana og Namibia. Det sker ud fra et forsigtighedsprincip og som en samlet anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut om, at der sker en midlertidig skærpelse af retningslinjerne for opsporing og håndtering af nære kontakter.
Anbefalingen til alle nære kontakter dvs. 2. led til smittede med Omicron (B.1.1.529) vil uanset vaccinationsstatus være at gå i isolation og lade sig teste på dag 1, 4 og 6. Isolation kan tidligst ophøre ved negativ test dag 6.
Den intensiverede opsporing i 3. led indebærer opsporing af alle nære kontakters nære kontakter, der uanset vaccinationsstatus vil blive anbefalet at gå i isolation og blive testet på dag 1, 4 og 6. Isolationen bør tidligst ophøre efter en negativ test på dag 6.
Skærpelsen af retningslinjerne gælder ind til, der er mere viden om den nye variant Omicron (B.1.1.529).
Nøgleord
Kontakter
Presse i Styrelsen for Patientsikkerhed
presse@stps.dk
Information om Styrelsen for Patientsikkerhed
Følg pressemeddelelser fra Styrelsen for Patientsikkerhed
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Styrelsen for Patientsikkerhed
Samarbejde mellem læger og plejepersonale kan nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin til patienter med demens5.3.2025 07:15:00 CET | Pressemeddelelse
Erfaringer fra tilsyn med brug af antipsykotisk medicin til patienter med demens på plejehjem viser, at et tæt samarbejde mellem læger og plejepersonale kan være med til at bringe forbruget ned.
Erfaringsopsamling om tilsyn med behandling med insulin3.3.2025 07:15:00 CET | Pressemeddelelse
I 2023 og 2024 gennemførte Styrelsen for Patientsikkerhed i alt 245 sundhedsfaglige tilsyn med behandlingssteder i plejesektoren og på bosteder, hvor personalet håndterer insulin for borgere med diabetes. Resultater og observationer fra tilsynene er nu samlet i en erfaringsopsamling.
Bliv klædt på til fravalg af genoplivningsforsøg for borgere over 60 år15.1.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Fra i dag kan alle habile borgere over 60 år fravælge genoplivningsforsøg ved hjertestop på sundhed.dk. Styrelsen for Patientsikkerhed har derfor lanceret en kampagne med information til sundhedspersoner om det nye fravalg.
Tilsyn stiller skarpt på psykiatrisk behandling af børn og unge27.11.2024 07:52:57 CET | Pressemeddelelse
I 2025 vil Styrelsen for Patientsikkerhed føre organisatorisk tilsyn med offentlige og private sygehusafdelinger og speciallægepraksis, der udfører ambulant psykiatrisk behandling af børn og unge.
Ny kampagne til sundhedspersoner: Om fravalg af genoplivningsforsøg14.11.2024 07:56:15 CET | Pressemeddelelse
Styrelsen for Patientsikkerhed lancerer i dag en kampagne målrettet sundhedspersoner. Kampagnen skal forberede sundhedspersoner på at håndtere de nye regler for fravalg af genoplivningsforsøg, der træder i kraft d. 15. januar 2025. Kampagnen indledes med en række gratis og offentligt tilgængelige webinarer, der er målrettet det præhospitale personale, praktiserende læger, personalet i plejesektoren og personalet på hospitaler.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum