Pilgrim Mors

CORONAVANDRINGER på Limfjordsøen Mors. - Det er helt gratis!

Del

Få hjælp til tilrettelæggelse af 7 dagsvandringer à ca. 20 km på den smukke ø

Med morgensang på havnen ved Ejerslev
Med morgensang på havnen ved Ejerslev

Det er måske ikke ligefrem Caminoen…. men det snerper der henad!
Kystruten på Mors er en overset perle i en tid med rejserestriktioner og måske lidt for mange corona-kilo på sidebenene.

Det mener i hvert fald en flok ældre ildsjæle bag non-profit organisationen, "Pilgrim Mors".

Da coronaen gjorde sit indtog sidste forår, besluttede de bedagede ildsjæle via FaceBook at forære restlageret af deres bog om Morsvandringen væk. Herefter gik de straks i gang med at lave en opdateret udgave. Den 76 sider lange bog kan nu downloades gratis fra foreningens hjemmeside www.pilgrimmors.dk. Ildsjælenes ønske er bare, at flere skal få øjnene op for deres dejlige ø, MORS!

"Alle glade vandrere burde tage til Mors og blive endnu gladere! Hvor finder man smukkere landskaber? Nogle af Europas smukkeste strandenge på Sydmors, prægtige lyngbakker i Legind Bjerge, eller egnen omkring Ejerslev Havn.

Her, hvor der tidligere blev udgravet og udskibet moler, er der skabt et smukt rekreativt område med lagune, lystbådehavn og cafeteria ..... eller man kan gå på fossiljagt i molerskrænterne. Har man ikke taget en hammer med i rygsækken, kan den lånes på Molermuseet, hvor man også lige kan hilse på "Luffe", der er en 55 mio. år gammel skildpadde!

Man kan studere de enestående vulkanlag i molerklinterne på Nordmors....

eller tage en afstikker til Danmarks længste tørrelade, nyrestaureret og 190 m lang. Her kan frokosten nydes med kig ud over fuglereservatet. At gå ad Kystruten er en oplagt naturoplevelse i en corona-tid!

Også til vands er der oplevelser!

"Tag med på østerssafari, besøg de 4 vidt forskellige lystbådehavne eller tag på aftensejlads med middag ombord på Danmarks eneste foreningsdrevne færge. Udover at være forbindelsesleddet til Thy hvert 20. min. dagen igennem, arrangeres der koncerter, gudstjenester, offentlige og private fester om aftenen. Eller hvad med en gang whisky-smagning?"

Men hvor kan man overnatte?

"Der er masser af muligheder: hoteller, B&B, shelters, vandrerhjem og pilgrimskirker....Buskørslen er måske lidt sparsom, men til gengæld gratis..... Alle muligheder står i bogen (med tlf. numre) og der er GPS-koordinater til kajakroere.

Hvad med at få stillet sin sult?

"I Nykøbing er der mange restauranter. Langs Kystruten er der 2 kroer, men har man ikke forsynet sig inden dagens vandring, er der i bogen telefonnumre på købmænd, der villigt kører ud med varerne......og man kan selvfølgelig også smide vandrestøvlerne og vade ud i fjorden og samle østers og muslinger!.....I øvrigt er morsingboerne yderst imødekommende og hjælpsomme, så brug sproget!"

Nykøbing Mors kan tilfredsstille de flestes shopping-gen....og man kan også tilrettelægge sit besøg efter de efterhånden landskendte events: "Kulturmødet" i august, "Skaldyrsfestivalen" i juni og "DM i østersåbning" i oktober.....og hvilket barn i kongeriget kender ikke alle vennerne i Jesperhus? "

Det er i øvrigt den samme flok ildsjæle, der siden 2012 har organiseret den ugelange PilgrimMors-vandring, der hvert år afholdes i ugen efter pinse. Pilgrimmene vandrer øen rundt på en tur, hvor natur, kultur, åndelighed og motion søges forenet. Mange overraskelser og oplevelser møder dem

undervejs, og en skare af frivillige servicerer dem imens. De ledsages af en pilgrimshyrde, en "førergås" og en "bagmås", så bekymningsløsheden kan brede sig mellem pilgrimmene. De er på rette vej! De 6 andre pilgrimsord arbejdes der med i ugens løb: langsomhed, frihed, enkelhed, stilhed, fællesskab og åndelighed.

 

Pilgrimsordene går igen i bogen, der også er et pilgrimspas, der giver både dybsindigheder og finurligheder med på vejen. Der er også afsat plads til egen refleksioner over småt og stort samt plads til stempelmærker, hvis man vil samle dem op i de kirker, man kommer forbi.

Hvis man ønsker at have bogen rent fysisk, koster den 80 kr. + forsendelse og kan bestilles på hjemmesiden.

Det kan der læses mere på www.pilgrimmors.dk.

Ildsjælene håber, I vil finde lejlighed til at omtale Pilgrim Mors i jeres spalter

Kontakter

Nærmere oplysninger kan fås hos:
Poul Erik Olsen: 23 36 23 14. peolsen@live.dk
Mogens Skjærbæk: 50 96 96 27. mogenssk@gmail.com

Billeder

Med morgensang på havnen ved Ejerslev
Med morgensang på havnen ved Ejerslev
Download
På vej under molerklinten Hanklit
På vej under molerklinten Hanklit
Download
Sommer på Mors ved strandengen
Sommer på Mors ved strandengen
Download
Ildsjælene bag PilgrimMors - fra venstre: 
Inger (stifinder), Mogens(blæksprutte) Conny (morgenfrue og sekretær), Charlotte (pilgrimshyrde med hunden "Benjamin"), Ellen (morgenfrue), Kirsten (samarit) og Poul Erik (formand)
Ildsjælene bag PilgrimMors - fra venstre: Inger (stifinder), Mogens(blæksprutte) Conny (morgenfrue og sekretær), Charlotte (pilgrimshyrde med hunden "Benjamin"), Ellen (morgenfrue), Kirsten (samarit) og Poul Erik (formand)
Download

Links

Information om Pilgrim Mors

Pilgrim Mors
Pilgrim Mors



Følg pressemeddelelser fra Pilgrim Mors

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.