Corona-pandemien har ikke knækket klamydiakurven
I 2020 gjorde corona-pandemien sit indtog, men trods afstandskrav, et delvist nedlukket samfund og et lukket natteliv slog klamydiatallene blandt unge i 2020 rekorder. Ifølge Statens Serum Institut blev der i 2020 konstateret intet mindre end 29.443 klamydiatilfælde i aldersgruppen 15-29 år, hvilket er en stigning i forhold til 2018, hvor der blev fundet 28.208 tilfælde.
Antallet af klamydiatilfælde blandt aldersgruppen lå i 2018 på 25 tilfælde pr. 1.000 indbygger, og i 2020 var det tal steget til 26,2. Desuden anslås det, at der er et mørketal blandt de smittede.
Sidste år afsatte Danske Regioner 10 millioner kroner til at forebygge klamydiasmitte, og det kan være nøglen til for alvor at få knækket klamydiakurven. Når aftalen udmøntes, bliver det muligt for alle landets kommuner at tilbyde unge gratis hjemmeprøvetagningstest for både klamydia og gonorré.
Det bliver derfor langt enklere og billigere for de enkelte kommuner at indgå aftaler med Sex & Samfund og derigennem udbrede hjemmetest til de unge.
Et opgør med en fortsat stigende klamydiasmitte kræver forebyggelse gennem testning. Den digitale sundhedsydelse med klamydia-hjemmeprøvetagning gør det lettere tilgængeligt at blive testet, og man undgår både besværet ved tidsbestilling og at skulle møde fysisk op hos en læge.
Derfor forventer Sex & Samfunds nationale chef, Lene Stavngaard, at de kommuner, som vælger at samarbejde om testtilbuddet til unge, på sigt vil se et fald i klamydiasmitten.
- Klamydiasmitten er bekymrende høj blandt de 15-29-årige, som i 2020 udgjorde cirka 85 procent af de samlede tilfælde. De unge er ikke kun dem, som bærer størstedelen af klamydiasmitten, men det er også dem, som er svære at få til lægen. Hvis vi skal knække klamydiakurven, er det vigtigt, at vi gør test let tilgængelige og derigennem bremser smitten. Derfor håber vi, at rigtig mange kommuner vil være med til at udfolde det nye tiltag til at bryde stigningen i klamydiasmittede, siger Lene Stavngaard, national chef i Sex & Samfund.
Hjemmetest kan knække kurven
Sex & Samfund samarbejder allerede med otte kommuner, som tilbyder unge gratis klamydia-hjemmetest, og med Danske Regioners prioritering af klamydiaforebyggelse forventes det at blive muligt at udvide det samarbejde til hele landet. I en spørgeskemaundersøgelse blandt de unge, der har bestilt en test i 2021, svarer de unge, at de foretrækker hjemmetesten end at gå til lægen, fordi det er nemmere (80 procent), tryggere (15 procent) og hurtigere (31 procent).
- I Sex & Samfund har vi siden 2008 arbejdet for at udbrede klamydia-hjemmeprøvetagning på grund af den succes, vi har haft i de kommuner, som vi samarbejder med. Derfor håber og opfordrer vi kraftigt til, at de enkelte kommuner griber bolden og begynder at udbyde den digitale sundhedsydelse med gratis hjemmetest til kommunens unge, siger Lene Stavngaard, national chef i Sex & Samfund.
FAKTA: KLAMYDIA I DANMARK
- Statens Serum Institut har lavet en opgørelse over antallet af danskere, som fik konstateret klamydia i 2020. Der er særligt fokus på unge i alderen 15-29 år, da cirka 85% af klamydiatilfældene konstateres i denne aldersgruppe.
- I 2020 var det Kolding Kommune i Region Syddanmark, der havde konstateret flest klamydiatilfælde med 33,0 klamydiatilfælde per 1.000 unge i alderen 15-29 år.
- Tidligere år har det været Solrød (33,2 i 2018), Kolding (31,6 i 2017), Frederiksberg (33,4 i 2016) og Bornholm inkl. Christiansø (32,1 i 2015), der har haft det højeste antal af klamydiatilfælde blandt unge.
- De seneste fem år har det samlede antal af klamydiatilfælde ligget over 30.000, med 34.134 i 2016, 32.932 i 2017, 33.415 i 2018, 35.681 i 2019, der er det højeste antal nogensinde målt, og 34.681 i 2020.
- Kommunerne kan læse mere om samarbejdet med Sex & Samfund på www.klamydiahjemmetest.dk. Det er også på den side, unge kan bestille klamydia-hjemmeprøvetagninger.
Baseret på tal fra Statens Serum Institut, som er blevet behandlet af Sex & Samfund i rapporten ”Klamydiatilfælde i 2018 og 2020” samt tidligere opgørelser fra Sundhedsstyrelsen.
FAKTA: KLAMYDIA
- Klamydia er den mest udbredte sexsygdom i Danmark. Sundhedsstyrelsen vurderer, at ca. 50.000 danskere årligt smittes med klamydia.
- Klamydia er infektion i urinrøret, livmoderhalsen eller endetarmen. Symptomerne kan være udflåd eller svie, når man tisser, men klamydia optræder ofte uden symptomer.
- Ubehandlet klamydia kan medføre nedsat fertilitet og ufrivillig barnløshed, graviditet uden for livmoderen, kroniske underlivssmerter hos kvinder og betændelse i bitestikler blandt mænd.
- Klamydia er let at behandle. Det sker med antibiotika.
- Sex & Samfund tilbyder en gratis og sikker klamydiahjemmetest til unge i en række kommuner.
Nøgleord
Kontakter
Lene StavngaardNational chef
Tlf:61666729ls@sexogsamfund.dkMikkel DalumMidlertidig presseansvarlig
Tlf:29714222md@sexogsamfund.dkBilleder
Vedhæftede filer
Information om Sex & Samfund
Sex & Samfund kæmper for alles ret til at være den, de er, elske hvem de vil og få de børn, de ønsker.
Det har vi gjort i mere end 60 år. Men kampen fortsætter, fordi fordomme, diskrimination, sexsygdomme, uønskede graviditeter og mødredødelighed stadig ødelægger alt for mange liv både i Danmark og verden rundt.
Rettigheder i forhold til køn, krop og seksualitet er en holdningsmæssig og politisk kampplads. Sex & Samfund står som del af en stærk global bevægelse forrest i kampen for disse rettigheder og for at skabe opbakning i Danmark og i verden.
Følg pressemeddelelser fra Sex & Samfund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sex & Samfund
Sex & Samfund om ny abortlov: Historisk sejr for danske kvinders ret til egen krop3.5.2024 06:58:00 CEST | Pressemeddelelse
Et flertal af Folketingets partier har indgået en aftale om en ny abortlov. Sex & Samfund glæder sig over nyheden.
Tuborgfondet støtter Sex & Samfunds nye indsats: Flere unge for samtykke1.5.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med støtte fra Tuborgfondet vil frivillige i Sex & Samfund de næste 2½ år engagere unge fra hele landet til dialog om, hvordan vi får skabt en ny samtykkekultur. Det skal ske gennem oplysende events, kampagner og samtaleaktiviteter. Projektet har særligt fokus på, at alle unge - på tværs af køn, geografi og holdninger - føler sig inkluderet og inviteret ind i samtalen om samtykke.
Sex & Samfunds kampagne Uge Sex sætter skærmkroppen på skoleskemaet5.2.2024 05:15:00 CET | Pressemeddelelse
Danske unge bruger næsten fire timer dagligt på sociale medier, hvor de eksponeres for kropsidealer, som er svære at leve op til. Så svære, at de ville ønske, at deres egen krop så anderledes ud. Omkring hver anden får lyst til at tabe sig. En ud af tre får lyst til at lave om på deres krop med kosmetiske indgreb. På skærmen er der ikke plads til usikkerhed og det skaber en afgrund mellem det, de unge ser i spejlet og det de ser på skærmen. Derfor sætter Sex & Samfunds kampagne Uge Sex i år fokus på skærmkroppen.
Ny måling: Næsten hver anden dansker (47,6%) støtter nu forslaget om at hæve abortgrænsen til 18. uge4.12.2023 05:00:00 CET | Pressemeddelelse
Ny Voxmetermåling viser, at næsten hver anden dansker (47,6%) nu er enig i at hæve abortgrænsen til 18. uge, og at opbakningen til forslaget er bredt forankret i forhold til køn og alder.
Danske unge slår igen egen rekord i klamydia - se hvor udbredt sygdommen er i din kommune13.11.2023 05:00:00 CET | Pressemeddelelse
Klamydia bliver fortsat mere udbredt blandt danske unge. Med over 35.000 tilfælde i 2022 slog de 15-29-årige atter egen rekord i klamydiasmitte. Selvom lidt flere lader sig teste, sakker de unge mænd stadig markant bagud på testraten. Det skaber bekymring om et mørketal.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum