Coop Analyse: Syv tendenser, der beskriver 2020
30.12.2020 15:25:10 CET | Coop Danmark A/S | Pressemeddelelse
Syv tendenser, der beskriver 2020:
- Mundbind og toiletpapir
- Hjemmebagning
- Rengøring
- Kreativt legetøj
- Vegi-produkter
- Alkoholfri øl og laktosefri mælk
- Rosévin
Mundbind og toiletpapir
Hvis der er to varer, der beskriver 2020, så er det mundbind og toiletpapir.
Da statsminister Mette Frederiksen holdt sit første store pressemøde den 11. marts, sagde hun blandt andet, at ”der er fødevarer nok”, og at nu skulle vi ikke alle sammen gå ned og købe toiletpapir. Men det havde den stik modsatte effekt. I marts solgte vi 54 pct. mere toiletpapir end normalt. Skabene blev fyldt op derhjemme, og det kunne ses på salget i månederne efter, hvor det lå markant under normalen, mens vi alle sammen brugte af hjemmelageret. Samlet set har hjemsendelsen af elever, offentligt ansatte m.v. betydet, at Coop solgte 8 pct. mere toiletpapir i 2020 end i 2019.
Mundbind kom til lidt senere på året. Lørdag 22. august 2020 blev det obligatorisk at bære mundbind i den offentlige trafik. Supermarkederne havde en uge til at skaffe mundbind fra udlandet og distribuere dem ud til alle dele af landet. I Coop fordelte vi salget således, at der i dén uge blev sendt 1 million mundbind ud til butikkerne om dagen. På den måde fik flest muligt danskere mulighed for at købe mundbind, inden loven trådte i kraft. Fra 29. august blev det også obligatorisk at bære mundbind i butikker og offentlige bygninger, hvilket øgede behovet for mundbind. Coop har i 2020 solgt næste 30 millioner mundbind.
Hjemmebagning
Da Danmark blev lukket ned i marts, hvor skolebørnene og mange skulle arbejde hjemmefra, så steg hjemmebageriet. I løbet af marts solgte Coop dobbelt så meget mel som forventet. Det forsatte hen over foråret, og det er tydeligt, at Corona har løftet hjemmebageriet generelt. Salget af mel ligger i 2020 21 pct. over 2019. Og det er ikke de rene klidboller, der er blevet bagt. For salget af sukker lå i 2020 11 pct. over 2019.
Rengøring
Forårssolen stod lavt i marts og lyste klart ind i hver en krog af de danske stuer, så det var meget nemt at se, hvor der trængte til at blive gjort rent. Og da myndighederne også opfordrede også til, at man huskede at gøre rent, betød det, at salget af rengøringsmidler steg. I marts lå salget af rengøringsmidler 27 pct. over forventet. Og hvis vi ser på hele året, så ligger vores rengøring i 2020 9 pct. over 2019.
Kreativt legetøj
Aldrig er der blevet lagt så mange puslespil som i 2020. I det hele taget alt, hvad der hedder kreativt legetøj, som for eksempel tudser, perler, farvelade, malebøger og så videre har været utroligt efterspurgt, mens børnene har været hjemme fra skole, og daginstitutionerne har været lukket. I marts solgte Coop tre gange så meget af den slags som året før. Sommeren uden udlandsrejser og overskyede feriedage bidrog også til den kreative leg, så når kuglerammen gøres op her ved årets udgang, lander vi på en stigning på 52 pct. indenfor det kreative til børn og voksne.
Vegi-produkter
Salget af vegi-produkter – altså plantebaserede produkter som f.eks. havremælk, plantefars og falafel – stiger støt år for år. Det er fortrinsvis de yngre forbrugere under 35 år, der køber de nye plantebasserede produkter. Salget af plantebasserede produkter ligger i 2020 godt 20 pct. højere end i 2019. Plantedrik og plantefars udgør stadig kun nogle få procent af mælke- eller kødforbruget, men vi har set den her stigning år for år, og det forventes, at den fortsætter ind i de kommende år.
Alkoholfri øl og laktosefri mælk
Siden 2012 er salget af lette og helt alkoholfri øl mere end fordoblet, og salgskurven fortsætter opad. Det begyndte 2013 i takt med, at der kom en række nye øl på hylderne med en lavere alkoholprocent. Det stigende salg har medført, at stadig flere bryggerier tilbyder produkter, der giver den lette ølsmag men uden den tunge alkoholprocent. Forbruget af alkoholfri- og lav-alkohol øl lå i 2020 hele 37 pct. højere end i 2019.
Salget af laktosefri mælk er steget markant i 2020. Næsten 20 pct. i forhold til 2019, og siden 2015 har vi set en tredobling. Dertil kan man lægge salget af laktosefri fløde, smør og andre mejeriprodukter. I Danmark anslås det, at 8-10 pct. af befolkningen er laktoseintolerante, og det stemmer fint med en undersøgelse - gennemført af Coop Analyse – der viser, at 9 pct. af danskerne gerne vil undgå laktose i deres kost. Salget af laktosefri produkter er mest udbredt i de store byer. F.eks. spiser og drikker københavnerne dobbelt meget laktosefri som nordjyderne.
Rosévin
Gennem de seneste år har vi set en stigende interesse for rosévin. Og 2020 er ingen undtagelse. Igen i år har rosévinen – trods en vejrmæssig noget blandet sommer – slået rekord. Salget af rosévin lå i 2020 hele 23 pct. højere end i 2019.
Sådan så 2020 ud - set fra Coop Analyse.
Godt nytår!
Kontakter
Analyse- og Kommunikationschef Lars Aarup: 3091 9266
Information om Coop Danmark A/S
Følg pressemeddelelser fra Coop Danmark A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Coop Danmark A/S
I dag starter Coops nye medlemsbonus: 5% på alt frisk frugt & grønt27.1.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Fra i dag får Coops mere end to millioner medlemmer 5 % bonus på alt frisk frugt og grønt i SuperBrugsen, Kvickly, 365discount og Brugsen – en af de hidtil største bonusforhøjelser i Coops historie.
Änglamark vaskemiddel bedst i test20.1.2026 09:10:00 CET | Pressemeddelelse
Änglamark Color flydende vaskemiddel er netop kåret som Bedst i Test af Forbrugerrådet Tænk.
Coop søger medarbejdere til Færøerne16.1.2026 11:30:00 CET | Pressemeddelelse
At arbejde i Coop Familien har flere muligheder, end mange tror. Det betyder f.eks. også karrieremuligheder på Færøerne og Grønland, hvor der begge steder er store selvstændige brugsforeninger, der er en del af Coop. Siden 1. juli 2025 har Claus Lundberg været direktør for den færøske brugsforening, Føroya Keypssamtøka (FK). Han kom fra jobbet som uddeler i Brugsen Tirstrup, som han havde haft de seneste 16 år. ”Det er på alle niveauer en fantastisk oplevelse. Selvfølgelig er der den enestående natur, men ikke mindst er der flinke mennesker. Stemningen er generelt mere venlig og mindre hektisk heroppe. Og så står vi midt i en forretningsmæssig særdeles spændende udvikling, hvor vi er i gang med en transformation, der skal sikre brugsforeningen for fremtiden. Så der er tale om både en professionel og privat kæmpe oplevelse,” siger Claus Lundberg. FK består af fem selvstændige brugsforeninger med i alt 6 butikker. Forrige år gik den velkonsoliderede Fredensborg Brugsforening ind og inves
500.000 fastelavnsboller på vej til danskerne: Coop ruster sig til fastelavnsbolle-krig8.1.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Frontlinjen er bagerdisken og våbene er marcipan, cremer og flødeskum. Fastelavn nærmer sig, og det har de senere år resulteret i hård konkurrence om, hvem der kan præsentere de flotteste og mest fantasifulde fastelavnsboller. Hypen har udviklet sig til en regulær fastelavnsbolle-krig, og Coop er med en helt ny serie af fastelavnsboller klar til at tage kampen op.
Stop Spild Lokalt: Behovet for donationer af julemad til trængte familier har aldrig været større22.12.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Coops butikker donerer igen i år overskudsmad sammen med Stop Spild Lokalt. Og i år er behovet for hjælp ekstra stort, lyder det fra den frivillige organisation, for prisstigningerne på fødevarer har store konsekvenser for udsatte familier.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
